Blind tiltrækning

[Erin Morgaine]

Poppy var sat på overarbejde. Den ellers tit efterladte alf stod for alle Erins noter og i eksamensperioden var der ikke så få af dem. Plantet i en af sofaerne, havde Erin dog ikke indset at alfen var forsvundet lydløst for at finde en bog og hun talte derfor i stedet til den anden nærmeste skikkelse, som hun troede var Poppy, men i virkeligheden var den noget mere solide Ian Ogilvy.

“Læs noterne fra alkymi op igen. Dem om boomslangeskinds anvendelsesmuligheder.”

[Ian Ogilvy]

Ian havde netop taget plads i lænestolen umiddelbart ved siden af den sofa, som Erin sad i og havde halvt åbnet munden for at sige noget, da hendes stemme lød, kommanderende og fik ham til at hæve brynene lidt.

Han hæftede sig dog ikke nærmere ved det, men lænede sig frem og bladrede lidt mellem hendes pergamenter, før han trak det rigtige ud. Og uden omsvøb eller protester, gav han sig til at læse højt fra det.

[Erin Morgaine]

Erin gav sig lidt i overraskelse, da en uventet stemme gav sig til at læse op og hun drejede hovedet helt mod lænestolen, hvor hun kunne fornemme skikkelsen ordentligt. Tydeligvis ikke Poppy.

Hun genkendte stemmen som Ians og ville sandsynligvis have bedt ham stoppe, hvis ikke det krævede at hun indrømmede sin fejl. Desuden gjorde han et udmærket stykke arbejde, så hun lænede sig lidt tilbage i sofaen og lyttede.

Da han nåede sidste punkt, sad hun med lukkede øjne og nikkede lidt. “Det er rigtigt,” mumlede hun. “Det er det jeg altid glemmer. Det skal jeg huske at markere. Tak, Ian.”

[Ian Ogilvy]

Ian kunne godt regne ud, at hun ikke havde talt til ham, men han lod som om at det hele var meningen, mest for hendes skyld. Så hun ikke behøvede at være forlegen over at have talt til en, der ikke var der.

Hans blik strøg lidt mod hendes ansigt ind mellem punkter og da han var færdig, fæstnede det sig fuldt ud der, som hun sad med lukkede øjne. Han slap en lavmælt, brummende lyd i anerkendelse af hendes ord.

"Er der mere, du vil have repeteret?" spurgte han roligt og undlod bevidst at formulere det med om der var mere hun skulle bruge hjælp til. Det vidste han at hun havde det underligt med.

[Erin Morgaine]

Erin åbnede øjnene igen ved spørgsmålet og så på den slørede skikkelse i lænestolen.

Hun anede ikke hvordan Ian rigtig så ud eller om han så på hende, men hun smilede til ham som om han gjorde, før hun rystede lidt på hovedet. “Det tror jeg ikke. Hvad har du repeteret til eliksirer?”

[Ian Ogilvy]

Ians blik var på hendes ansigt, uden at han følte noget høfligt behov for at se væk. Ved hendes spørgsmål rynkede han dog en anelse på brynene og rettede sig op.

"Lidt forskelligt," svarede han undvigende, uvillig til at tale med hende om, at det generelt stod temmelig skidt til med eksamenslæsningen. Han skiftede da også emne uden så meget som at blinke.

"Glæder du dig til ferien?"

[Erin Morgaine]

Erin opfattede såmænd godt skiftet, men hun accepterede det med et lille skuldertræk og rykkede på sig i sofaen. Derhjemme var hun alene med sine forældre og det var sjældent særlig spændende.

“Måske. Det ved jeg ikke rigtig. Glæder du dig?”

[Ian Ogilvy]

Ian burde måske ikke være en anelse tilfreds over, at Erin ikke lød voldsomt begejstret, men ikke desto mindre. Det han tydeligt sammen med det næste, som han præsenterede uden den mindst snert af forlegenhed. Snarere som var det et uomtvisteligt faktum. Blikket hvilede på hende.

"Jeg glæder mig ikke til ikke at se dig hver dag," konstaterede han.

[Erin Morgaine]

Erin hævede begge bryn mærkbart over Ians helt ublu konstatering. Hun forsøgte at afkode om han lavede sjov med hende eller mente det. Det var ikke fuldstændig til at tyde ud fra hans tonefald og efter et øjeblik, hvor hun bare sad og så på omtrent det sted hun tænkte hans øjne måtte være, gav hun op på at gætte.

"Laver du sjov med mig?"

Hun rynkede panden lidt. Det var en mærkelig joke, bevares, men hun vidste jo ikke hvad han synes var sjovt. Han var sådan lidt en af de der quidditchtyper, som pigerne sværmede om, vidste hun. Hun var ligeglad med dét, men hun kunne godt lide ham.

[Ian Ogilvy]

Ian forsøgte ikke at trække i land og så heller ikke væk, men afventede blot hendes reaktion. Han trak ganske let på skuldrene og svarede hende, tonefaldet afslappet, men alvorligt.

"Hvorfor skulle jeg lave sjov?"

[Erin Morgaine]

Erin hævede begge bryn lidt over Ians spørgsmål, før hun trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke..." Hun fugtede læberne og tøvede kortvarigt, blikket svævende et sted rundt omkring hans ansigt, som hun ville ønske hun kunne se ordentligt.

"Kommer du til at savne mig i ferien, Ian...? For det er der en meget enkel løsning på."

[Ian Ogilvy]

Noget af det Ian godt kunne lide ved Erin var, at hun ikke var bange for at handle og ved hendes ord, trak det en anelse op i hans mundvige. "Det var det, jeg sagde," pointerede han roligt, ikke det mindste forlegen ved at indrømme det. Han ville gerne have, at hun var klar over det. Og vigtigere end det:

"Kommer du ikke til at savne mig?"

[Erin Morgaine]

Erin var ikke bange for at sige tingene som de var, men hun blev alligevel udfordret lidt af Ian, som var endnu mere direkte end hende og også afkrævede et svar af hende. Hun trak en anelse på skuldrene og skubbede håret lidt om bag ørerne, tøvende et øjeblik, før hun tog en beslutning med let bankende hjerte.

"Nej," konstaterede hun. "For du inviterer mig ud i ferien, ikke?"

[Ian Ogilvy]

Ian fulgte hendes bevægelse, som hun skubbede håret om bag øret, men fandt snart de umuligt blå øjne igen. De var ikke fokuseret helt på ham, men det betød intet. Han var ikke i tvivl om, at han havde hendes fulde opmærksomhed og ved hendes spørgsmål smilede han drenget.

"Jo," konstaterede han, simpelt. "Og jeg er glad for, at du siger ja."

[Erin Morgaine]

Erin vægtede det et øjeblik. Hun vidste jo godt, at Ian havde været kærester med Cora Greengrass og at det ikke ligefrem var endt smukt, men hun skyldte ikke sin sovesalskammerat noget særligt. Alligevel var det en pause værd, en overvejelse.

"Jeg siger... At jeg ikke er afvisende. Hvad med Cora?"