Blind tiltrækning

[Ian Ogilvy]

Ian havde lyst til at pointere, at hun allerede havde sagt, at hun ikke ville savne ham, fordi han ville invitere hende ud og at der i det implicit allerede lå accept, men hendes næste spørgsmål fik ham fra det. Smilet forsvandt helt fra hans læber og han var stille et sekund eller to, før han svarede i et tonefald, der næsten bedst kunne kategoriseres som uinteresseret.

"Hvad med hende?"

[Erin Morgaine]

Erin kunne let høre skiftet fra flirtende interesse til noget mindre investeret. Hun pillede lidt ved sit eget hår, snoede det rundt om den ene finger og trak på skuldrene.

"Jeg vil ikke blandes ind i noget mellem jer," pointerede hun forsigtigt. "Men jeg vil gerne have en is på Floridors med dig. Hvis det ikke er kompliceret?"

[Ian Ogilvy]

Det var lidt som en lussing og han bed tænderne lidt sammen, ikke tilfreds med at få det tværet ud i ansigtet. Men han kunne ikke for alvor være irriteret på Erin og tog en indånding, før han svarede.

"Der er ikke noget at blive blandet ind i," konstaterede han simpelt og skiftede emne. Igen. "Hvilken slags is er din favorit?"

[Erin Morgaine]

Erin valgte at tro på Ian. Hun smilede lidt over hans emneskift, selvom hun stadig ville ønske at hun kunne regne ud hvordan han så ud i ansigtet - og så ud det hele taget.

"Hindbærsorbet," svarede hun, uden at tænke meget over det. "Hvilken er din?"

[Ian Ogilvy]

Sandheden var, at Ian ikke brød sig specielt meget om is, men det havde han ikke tænkt sig at fortælle hende. Han havde ikke brug for give hende en grund til at trække i land igen, så derfor sagde han bare det første, der faldt ham ind: "Vanilie."

Han dvælede da heller ikke ved det, men stillede blot et nyt spørgsmål. Smilet vandt lidt igen. "Samme uge, som vi får ferie?"

[Erin Morgaine]

Erin hævede et enkelt bryn over det lidt kedelige svar, men gav sig ikke til at diskutere hans smag. Det måtte han jo selv om. Hun nøjedes med at smile en smule og nikke med et glimt i de lyse øjne.

"Jeg skal virkelig ikke nå at savne dig, hm?"

[Ian Ogilvy]

Ian var dedikeret, når først han havde sat sig et mål for øje og lige nu var det mål Erin og de umuligt blå øjne, som blev ved med at drage ham. Og som han kunne blive ved med at se på uden at komme i problemer for det. Smilet blev en anelse mere drenget over hendes spørgsmål og han trak nonchalant på skuldrene.

"Det ville være et spild af tid bare at vente på det," konstaterede han, simpelt. Selvom han ikke havde noget imod det, hvis hun savnede ham.

[Erin Morgaine]

Erin kunne se at han bevægede sig, men ikke hvordan. Hun måtte nøjes med hans tonefald, som til gengæld gav hende lidt sommerfugle i maven. Hun smilede skævt.

“Okay. Men så glæder jeg mig...”

[Ian Ogilvy]

Ian var tilfreds med udviklingen af det hele, selvom han ikke have haft nogen decideret ambition om at invitere hende ud, da han havde sat sig. Det havde dog været på hans overordnede agenda, selvom det måske snarere havde været hende, der havde inviteret ham ud.

"Det gør jeg også," svarede han derfor, tilfreds, men havde til gengæld heller ingen intention om, at de skulle vente helt til der med at se mere til hinanden. Desuden kunne han da slet ikke efterlade hende der, når den ubrugelige alf, som hun ellers næsten altid havde ved sig, åbenbart var forsvundet.

"Hvis du ikke vil repetere mere, vil du så med ud og have noget luft?"

[Erin Morgaine]

Erin vidste ikke helt hvordan man kom igen fra at aftale en date, men hun havde jo været i kontakt med Ian nærmest hver dag i hele skoletiden, så det ville være sært bare at efterlade den der.

Spørgsmålet plantede dog en lille rynke på hendes pande. Hun kunne ikke gå særlig langt udenfor, før hun havde brug for enten Poppy eller sin stok. Den sidstnævnte nægtede hun at gå med overfor Ian. Hun endte dog med at nikke lidt tøvende. Hvis du går, så kommer jeg om lidt,” opfordrede hun, for ikke at vise sin tøven.

[Ian Ogilvy]

Det var ikke ligefrem det svar, han håbede på, men han var vant til at se hende med alfen og havde en idé om, at det havde noget med det at gøre. Det så han dog ikke som en forhindring, selvom det vár en forhindring at få det sagt til hende på en måde, der ikke fornærmede hende. I sidste ende formåede han det dog ikke og måtte satse.

"Du må ellers godt holde mig i hånden imens."

[Erin Morgaine]

Erins blik ulmede et øjeblik, men selvom hun kunne regne ud at der lå et hensyn bag tilbuddet, så var det ikke det absolut værste at forestille sig at holde Ian i hånden. Hun så i retning af hvor hun vidste døren var og nikkede så.

Tryllestaven blev trukket og hendes papirer samlet med magi, før hun løftede skoletasken og selv rejste sig op.

[Ian Ogilvy]

Ian holdt næsten vejret, men var tilfreds, da hun ikke protesterede. Det ville uanset også være fjollet, men det behøvede han heldigvis ikke sige.

Han rejste sig og havde allerede halvt rakt ud for at tage hendes taske, som det faldt ham naturligt, men han huskede, hvordan hun var og stoppede sig selv. Så i stedet spurgte han:

"Vil du op med tasken først?"

[Erin Morgaine]

Erin havde netop tænkt over at tasken var tung, da Ian talte. Hun så i hans retning. “Kan du læse tanker?” Et smil trak i hendes mundvige. “Jeg kommer tilbage om lidt,” lovede hun, før hun gik mod sovesalen.

Kinder blev knebet kort og hår glattet lidt med fingerspidserne, før hun vendte tilbage til præcis samme punkt, uden at have nogen måde at identificere Ian på. Hun ventede i stedet på ham til at gøre det.

[Ian Ogilvy]

Ian blottede tænderne, tilfreds med hendes svar og ventede troligt på hende. Da hun dukkede op igen, krydsede han afstanden, ventede et sekund til at han var sikker på, at hun vidste, at han var der, før han strejfede hendes arm og tog hendes hånd. Uden at tage sig af, at de stod i opholdsstuen.

"Er du klar?"