Blind tiltrækning

[Erin Morgaine]

Da skikkelsen nærmede sig kunne hun dufte ham. Ian lugtede altid lidt af pære. En sød, frisk lugt, som hun godt kunne lide. Hun overvejede at trække hånden til sig imens de var indenfor, men det ville kræve at hun gav sig til at forklare hvad hun kunne og ikke kunne og den samtale gad hun ikke have. I stedet nøjedes hun med at sætte pris på følelsen af hans hånd.

“Du er sådan en typisk Quidditchspiller,” konstaterede hun. “Ru hænder,” forklarede hun øjeblikket efter.

[Ian Ogilvy]

Ian havde ikke tænkt sig at forbipasseren
muligheden for at røre hende, nu hvor hun havde givet ham lov. Et drenget smil brød dog også ud på hans læber ved hendes ord. Hans blik var på hendes ansigt og han havde ikke travlt.

"Kan du ikke lide det?"

[Erin Morgaine]

Erin havde ikke mange fysiske markører, men fingrene var en af dem. Ians hånd var større end hende, ligesom hun kunne fornemmelse på hans skikkelse at han var. Ikke at det var hverken en præstation eller overraskelse.

Hun så op hvor hans ansigt var. “Jeg kan godt lide det. Du har også stærke hænder, gætter jeg på. Solide arme. Ikke?”

[Ian Ogilvy]

Ian havde haft en reel intention om at gå ud med hende, men han havde ikke travlt med at lave afstand mellem dem igen. Tværtimod drejede han sig lidt ind mod hende, som hun spurgte til hans fysik. Det fik et drenget smil frem på hans læber, som hans blik gled over hendes ansigt, vendt op mod ham.

"Selvfølgelig. Jeg er basker," svarede han, smilet tydeligt i stemmen. Og han kunne ikke lade være. "Du må godt mærke, hvis du vil."

[Erin Morgaine]

Erin fnøs let over tilbuddet. “Tak for invitationen, men vi står midt i opholdsstuen,” mindede hun ham om. “Det ville være meget underligt.”

Hun smilede dog stadig lidt og kunne ikke sige sig fri for at tænke på at røre ved ham. Bare lidt.

“Skal vi gå, basker?”

[Ian Ogilvy]

Det drengede smil vandt lidt og han tog sig ikke af afvisningen, mens fordi han mente at se et lille glimt af fristelse i hendes ansigt. Og det var nok for ham bare at sætte tanken i hovedet på hende. Så han slap en bekræftende lyd og ledte dem begge ud af opholdsstuen og satte kursen gennem krypten, uden at give slip på hans hånd.

"Ville du overveje det, hvis det ikke var i opholdsstuen?" kunne han da heller ikke dy sig for at spørge.

[Erin Morgaine]

Erin kunne ikke lade være med at grine lidt af spørgsmålet og Ian, som de gik sammen. Hun burde nok lægge hånden på hans arm i stedet for at have den i hans, men det kunne hun ikke tage sig af.

“Du har kun lige inviteret mig på en date og nu spørger du om jeg vil mærke på dine arme? Skandaløst, Ian,” drillede hun.

[Ian Ogilvy]

Ian tog sig ikke det mindste af hendes ord, primært fordi hun lo. Han blottede tænderne i et drenget smil og trak på skuldrene, hvilket hun formentlig kunne mærke gennem deres samlede hænder.

"Det var dig, der spurgte til dem," pointerede han afslappet.

[Erin Morgaine]

Erin smilede lidt af svaret og fugtede læberne, før hun spidsede dem tænksomt. “Mm. Jeg vil tænke lidt på hvordan de føles, men vente med at mærke dem til vi har været på Floridors,” konkluderede hun.

“Hvad skal du ellers lave i sommerferien?”

[Ian Ogilvy]

Ian var ikke utilfreds med dét løfte, som efterlod et smil på hans læber. Det forblev der, som de nærmede sig enden af krypten. "Der er brylluppet," konstaterede han med en lille skuldertrækning, men ikke fordi han fandt det ligegyldigt. Tværtimod var han tilfreds med at være inviteret til en begivenhed med så mange vigtige personer.

"Og så overvejer Gideon Flint og jeg at holde en fest."

[Erin Morgaine]

Der var brylluppet. Og tanken om måske at kunne flirte lidt med Ian til det gjorde det da lidt mere lovende. Hun hadede ellers sociale begivenheder fremmede steder. Det var ved sådanne lejligheder hendes forældre tvang hende til at bruge stokken. Hun pustede lidt ud gennem næsen ved tanken, før hun rømmede sig.

“Hvilken type fest?”

[Ian Ogilvy]

Ian burde måske ikke fortælle Erin om deres planer, men han havde da heller ikke tænkt sig at afsløre for meget. Smilet forblev dog på hans læber, tilfreds med hendes spørgsmål.

"En ordentlig fest. Ikke en af dem, hvor alle og enhver bare er inviteret," konstaterede han og indforstået i det, var det nok, at gæstelisten især bestod af medlemmer af klubben.

[Erin Morgaine]

Erin nikkede lidt og brummede sin generelle enighed i at det var en mere ordentlig fest. "Er jeg så inviteret?"

Hun smilede skævt med et enkelt, hævet øjenbryn og så op på ham, som de nærmede sig udendørsområderne.

[Ian Ogilvy]

Ian kunne ikke for alvor lade være med at se ned på hende, da hun vendte blikket op mod ham. Hendes øjne var endnu mere fængende i solskinnet og i et øjeblik glemte han næsten, at hun havde stillet ham et spørgsmål. Da det gik op for ham, smilede han dog blot drenget og svarede uden den mindste tøven.

"Selvfølgelig er du det."

[Erin Morgaine]

En munter, oplagt lyd forlod Erin, som lænede sig den mindste smule ind mod Ian ved forsikringen. Hun var ikke rigtig i tvivl om det.

"Sikke en ære. Hvem af jer er værten?"