Blind tiltrækning

[Erin Morgaine]

Erin følte sig en smule fjollet for at have sagt det modsatte at hvad hun mente, men da først dét var på plads, tænkte hun at de skulle gå videre. I stedet fortsatte Ian med en kompliment, der gjorde hende helt rød i kinderne. Hun så lidt væk, men smilede samtid uværgerligt.

“Tak,” fik hun frem. “Jeg ved ikke hvordan du ser ud.”

[Ian Ogilvy]

Ian var opportunist og det var ærligt ikke så tit, han rent faktisk fik en chance for at være sammen med Erin. Og efter at have betragtet hende i flere uger nu, talt med hende når han kunne komme til det, havde han endelig muligheden. Den skulle ikke gå til spilde. Det var da også det hele værd, som han så hendes rødmen og det smil, som hun forsøgte og fejlede i at skjule. Det plantede et tilfreds smil på hans egne læber, før hun svarede.

Brynene gled en anelse op i overraskelse, som dét først slog ham nu og han slap en lidt underfundig lyd, men kunne heller ikke lade være med at smile lidt drenget. Måske fordi, at han vidste, at han så godt ud.

"Hvordan tror du, at jeg ser ud?" kunne han ikke lade være med at spørge.

[Erin Morgaine]

Erin så på den slørede skikkelse foran sig og smilede svagt. Hun trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Du er ikke vildt høj, men lidt bred over skuldrene.”

Hun forsøgte at klemme øjnene sammen, men hun var ikke nærsynet, så det hjalp ikke rigtig. “Det betyder ikke så meget for mig. Jeg kan jo ikke se dig.”

[Ian Ogilvy]

Ian var ikke så vant til at hans udseende ikke betød noget. Han havde så ofte brugt det til at komme frem i verden, men fandt en underlig tilfredsstillelse i, at det ikke var dét, der betød noget for Erin. At hun godt kunne lide ham, for den måde han opførte sig på og ikke bare fordi, han en dag kunne vinde supercharmesmilet. Han var fristet til at sige mere, men han havde vist allerede presset citronen lidt og endte med bare at give hendes hånd et lille klem.

"Det havde jeg glemt," indrømmede han ærligt. "Skal vi gå videre?"

[Erin Morgaine]

Erin smilede svagt, trods den evige påmindelse og trangen til at se ham, røre hans ansigt, mærke hans smil. Hun tog en dyb indånding og væbnede sig med lidt tålmodighed.

“Led vejen,” opfordrede hun, uden andet end dufte og lysflimmer foran sig.

“Har du tænkt længe på at invitere mig ud...?”

[Ian Ogilvy]

Ian kunne desværre ikke læse tanker, men satte i gang igen, hånden endnu i hendes. Han holdt øje med eventuelle forhindringer, uvillig til at være grund til at hun snublede. Han kunne bedre lide, at hun følte sig sikker med ham.

"Det var faktisk dig, der inviterede mig ud," kunne han ikke lade være med at pointere lavmælt, det drengede smil på plads. Han tilføjede dog, pænt: "Men ja."

[Erin Morgaine]

Erin rynkede lidt på næsen, men smilede også lidt ufrivilligt. Det var jo ikke forkert.

“Når vi fortæller det til andre, så siger vi at du spurgte,” konstaterede hun med et glimt i de lyse øjne.

“Hvorfor har du ikke spurgt før? Var du nervøs?” Hun lænede sig en lille smule ind imod ham og nød at hun lige kunne fornemme hans duft.

[Ian Ogilvy]

Ian kunne ærligt talt godt lide, at det var hende, der havde spurgt, men han havde heller intet problem med hendes øjne. Til gengæld slap en en næsten munter lyd over spørgsmålet, men mere varm end forbi han morede sig over hende. Han var da heller ikke ubevidst om, hvordan hun lænede sig ind mod ham.

"Ikke rigtigt," svarede han ærligt. "Men du er svær at få alene."

[Erin Morgaine]

Erin smilede skævt og havde en temmelig rar kilren i mellemgulvet. Hun fortsatte med at gå lænet lidt ind mod Ian. Det kunne hun godt vænne sig til.

"Det vidste jeg ikke at jeg var," musede hun. "Men jeg er glad for at det lykkedes dig." Hun åndede lidt ud. "Der er godt nok ret lang tid til sommerferien..."

[Ian Ogilvy]

Ian slap et lavmælt, men muntert fnys over hendes ord og skottede ned på hende, selvom hun ikke kunne se det. Det trak roligt i hans mundvige, mens blikket gled over det af hendes profil, han kunne se.

"Ja? Har du da ikke tænkt dig at tale med mig før?"

[Erin Morgaine]

Erin fnøs muntert og trykkede blidt om hans hånd. “Niks,” svarede hun. “Du bliver helt frosset ude lige indtil.”

Hun rystede på hovedet af ham. “Kloge Åge.”

[Ian Ogilvy]

Ian smilede drenget over hendes svar og var en anelse selvtilfreds. Uden at han spurgte om lov, flettede han fingrene ind mellem hendes, uden at standse op igen. Til gengæld var det en gylden mulighed for at fortsætte med den invitation, som rent faktisk havde været hans plan og ikke det, hun var kommet op med.

"Sikke en skam. Jeg ville ellers have inviteret dig med til afslutningsfesten."

[Erin Morgaine]

Maven tumlede igen. Først over fingerfletningen og øjeblikket efter over konstateringen om afslutningsfesten. Erin kunne ikke skjule sit smil og klemte lidt om hans hånd en gang mere.

“Øv,” mumlede hun med et glimt i de fjerne, lyse øjne. “Ærgerligt at jeg går glip af det, så...”

[Ian Ogilvy]

Ian blev lettere distraheret af hendes blik, men ikke nok til at han ikke hørte hendes ord og smilede drenget over dem. Han trak på skuldrene.

"Tja. Det er jo din beslutning, kan man sige. Jeg har ikke lovet, at jeg ikke vil tale med dig før sommerferien."

[Erin Morgaine]

Erin følte sig lidt fjollet og meget tøset, selvom hun bare gik og smilede helt dumt over Ian. Burde hun være mere påpasselig? Ja. Formåede hun det når han var så charmerende? Ikke rigtig. Hun lænede sig lidt mere ind mod ham og sukkede lavt.

“Men du har ikke inviteret mig endnu. Kun talt om at gøre det. Skal jeg gøre alt arbejdet her, Ogilvie?” Hendes blik spillede endnu,