Blind tiltrækning

[Ian Ogilvy]

Ian voksede en anelse over spørgsmålet og det faktum, at hun lænede sig ind mod ham, som han ikke overså. Han smilede da også tilfreds over det næste.

"Det er jeg," konstaterede han. "Mine forældre bor jo på et slot."

[Erin Morgaine]

Erin hævede begge bryn lidt. Enten vidste hun det ikke eller også havde hun glemt det. "Et slot, simpelthen? Er du så en eventyrprins?"

Hendes blik spillede muntert og smilet på hendes læber var drillende, selvom hun ikke kunne se hans ansigt. Næsten. Hun kunne fornemme det.

[Ian Ogilvy]

Det var netop for en reaktion i retning af det, at han havde sagt det og han var ikke utilfreds med hendes reaktion. Hans ansigt var fortsat vinklet ned mod hende, sikker på fødderne, som de gik over græsset. Det smørrede smil var drenget og selvom hun ikke kunne se det, kunne hun måske høre det i hans tonefald.

"Hvis du vil have det."

[Erin Morgaine]

Erin grinede lidt, men skulle også fokusere på hvor de gik. En ujævnhed fangede hendes fod og hun strammede grebet lidt om Ians hånd og fandt alvoren igen.

“Jeg tror du er lidt for charmerende for dit eget bedste, prince charming,” konstaterede hun.

[Ian Ogilvy]

Ians frie hånd skød instinktivt ud og sikrede at hun ikke mistede balancen, men slap hende også med den igen. Lettere modvilligt. "Jeg er uenig," konstaterede han simpelt, nærmest henkastet, selvom det trak i hans mundvige.

"Hvorfor mener du det?"

[Erin Morgaine]

Ujævnheden kunne have ledt til at han sagde alt muligt, men da hans stedet bare støttede hende uden at gøre noget ud af det, blev hun bekræftet i at hun godt kunne lide ham.

Hun smilede lidt og vendte blikket lidt op mod ham igen. “Fordi du sikkert kan charmere de fleste piger på Hogwarts,” konstaterede hun. “Men det er måske farligst for mig?”

[Ian Ogilvy]

Ian fnøs lidt over hendes ord, selvom de også fik ham til at se lidt tilfreds ud. Han vidste godt, at han var charmerende. Det havde ofte været en fordel. Han lod sig heller ikke gå på af hendes ord, men så bare ned på hende.

"Jeg har ikke lyst til at charmere andre piger end dig," konstaterede han, ligefrem.

[Erin Morgaine]

Erin blinkede lidt over indrømmelsen fra Ian og stoppede op. Hun kunne regne ud at de var tæt på skrænten ned mod søen. Det blæste lidt og der var ikke de store menneskestemmer at høre.

“Hvorfor...?”

[Ian Ogilvy]

Ian stoppede også og drejede sig ind mod hende, uden at slippe hendes hånd. Det havde han såmænd ikke tænkt sig, nu hvor hun villigt havde givet ham den. Det betød dog også, at han stod en anelse tættere, end han strengt taget behøvede, men det var ikke et problem for ham.

Han bøjede nakken let ned mod hende, så ind i hendes umuligt blå øjne, som gav ham lyst til at løfte en hånd til hendes kind. Han holdt sig dog i skindet, selvom han smilede lidt.

"Fordi jeg godt kan lide dig," svarede han simpelt.

[Erin Morgaine]

Erin følte sig frygtelig charmeret, men hun var også klar over at Ian vist kunne sno mange om sin lillefinger.

“Det er det jeg siger,” svarede hun lavmælt. “Alt for charmerende, Ian Ogilvie.”

[Ian Ogilvy]

Ian var helt reel, men fornemmede at hun ikke troede på ham. Og denne gang kunne han ikke helt modstå impulsen til at løfte hånden til hendes kind, selvom han gjorde det langsomt, så han ikke forskrækkede hende. Det var da også kun det yderste af fingerspidserne, der strejfede den bløde hud. Stemmen var lavmælt.

"Tror du ikke, at jeg mener det?"

[Erin Morgaine]

Erins hjerte slog hurtigt og mellemgulvet trak sig lidt sammen, da Ians fingre rørte hendes kind. Hun så hånden komme, men det var sløret og hun var uanset lidt overvældet og distraheret.

“Hvad?” Stemmen kom lavere og mere hæs ud end planlagt og hun rømmede sig lidt for at finde sit cool.

“Det ved jeg ikke. Det håber jeg ikke,” indrømmede hun.

[Ian Ogilvy]

Det var ikke det svar, han håbede på og smilet faldt sammen med hånden. Den anden løsnede sig endda også, mens hans bryn trak sig sammen.

"Hvorfor ikke?"

[Erin Morgaine]

Erin var på den uden Ians hånd og hun strammede sit greb instinktivt om den, før forvirringen spredte sig over hans reaktion og snart efter blev fulgt af forståelse.

“Nej, nej. Jeg mener jeg håber ikke at du ikke mener det,” forsikrede hun. “Jeg kan godt lide dig.”

[Ian Ogilvy]

Uanset hvad havde Ian naturligvis ikke tænkt sig bare at efterlade hende der, men reagerede alligevel på det strammede greb og lukkede sine egne fingre helt om Erins igen. Et øjeblik senere var han da heller ikke ked af det, som hun forklarede og hans bryn gled lidt op. Og som de faldt igen, flød et smil frem på hans læber.

"Godt," svarede han med tydelig tilfredshed og havde tydeligvis ikke den holdning, at det var et problem, at hun fandt ham for charmerende. Og nu hvor han stod overfor hende og de var alene, kunne han ikke se et problem med at fortsætte med endnu en ærlig indrømmelse.

"Du er vanvittigt smuk, Erin."