Blind tiltrækning

[Ian Ogilvy]

Ian fnøs muntert. "Hvorfor ikke? Det er ellers meget afslappende," drillende han sorgløst, men var heller ikke sen til at tage udfordringen på.

"Vil du følges med mig til afslutningsfesten, Erin?"

[Erin Morgaine]

Erin smilede helt gennem-charmeret og varmt, før hun nikkede. “Rigtig gerne,” medgav hun tilfreds.

“Vi kan jo sidde sammen med Penny og Gideon, ikke?”

[Ian Ogilvy]

Ian havde naturligvis klart forventet, at hun ville sige ja, men var ikke mindre tilfreds af den grund. Han slap en brummende, bekræftende lyd og rettede blikket frem, så han kunne holde øje med, hvor de gik.

"Selvfølgelig," svarede han, som om det virkelig var en selvfølge. Han var oftest i samme selskab som Gideon, når deres kollegier ikke adskilte dem.

[Erin Morgaine]

Erin havde det på samme måde med Peninnah Flint som Ian havde det med Gideon Flint og det var på mange måder ideelt at begynde at se den flotte(?) basker som mere end en ven. Hvis hun skulle være ærlig overfor sig selv havde hun kunnet lide ham en lille smule i den retning længe. Det var ingen forelskelse, men et lille crush. Det gjorde hende varm i maven at tænke på at skulle følges med ham til afslutningsfesten.

“Er du egentlig god til at danse, Ian?” Hun vendte blikket op imod ham.

[Ian Ogilvy]

Ian følte sig meget ovenpå og havde meget lidt lyst til at skulle toppe det af med at indrømme overfor Erin, at han havde svagheder. Han kunne bedre lide at tænke på, at hun ikke troede at han havde nogen. Han flyttede en anelse på skuldrene, før han trak lidt på dem.

"Det er vel en definitionssag," svarede han derfor, nøgternt.

[Erin Morgaine]

Erin rynkede panden let over svaret. Hun vidste ikke hvad det betød. Det var mystisk. Hun åndede lidt ud.

“Okay. Men jeg ville bare gerne prøve at danse med dig, tænkte jeg,” svarede hun tøvende.

[Ian Ogilvy]

Ian kunne godt regne ud, hvad det var, hun havde haft i tankerne. Det gjorde ham ikke mere begejstret over konceptet, men han havde ikke tænkt sig at afvise hende nu. Det ville ikke ligefrem være formålstjenstligt.

"Selvfølgelig," svarede han derfor roligt, selvom det virkelig ikke var nogen selvfølge. Det næste var en sandhed med modifikationer, men det var da ikke en decideret løgn.

"Jeg vil også gerne danse med dig, Erin."

[Erin Morgaine]

Erin slap sin kortvarige undren og konkluderede at det nok ikke var noget særligt. Hun smilede og gav hans hånd et lille klem igen.

“Hvor er vi efterhånden? Tæt på Quidditchbanen...?”

[Ian Ogilvy]

Ian havde intet imod emneskiftet eller det lille klem af hans hånd og ved hendes spørgsmål så han op, som om han ikke for alvor havde set, hvor de var henne. Men nogle ruter sad nok bare instinktivt i ham.

"Ja," svarede han og trak let på skuldrene. "Vi kan følge stien tilbage til slottet."

Og så havde hun da lidt mere sikker grund under fødderne.

[Erin Morgaine]

Erin var tilfreds nok. Hun havde meget at fortælle Peninnah Flint. Til gengæld prøvede hun på ikke at tænkesæt for meget over hvordan Cora Greengrass ville reagere.

“Hvad tager du på til afslutningsfesten?”

[Ian Ogilvy]

Ian tænkte på ingen måde på Cora. Han var optaget af Erin og tilfreds ved udsigten til at følges med hende til afslutningsfesten. Ved hendes spørgsmål, trak det lidt i hans mundvige igen.

"Noget, der matcher din kjole."

[Erin Morgaine]

Erin trykkede læberne sammen og løftede blikket til Ian. Hun havde aldrig prøvet at en dreng ville klæde sig efter hvilken kjole hun havde på. Hendes mellemgulv tumlede lidt over det.

“Okay,” medgav hun og rømmede sig lidt. “Jeg... Tror den er lilla...?”

[Ian Ogilvy]

Ian kunne måske godt have ønsket sig en bedre farve, men han kunne ærligt talt få det meste til at fungere. Og så var der jo en anden grund til det også.

"Så kan de andre også se, at vi er der sammen," konstaterede han afslappet.

[Erin Morgaine]

Erin tog en dyb indånding ved den konstatering, men gjorde i sidste ende ikke andet end at nikke. Hun smilede svagt.

“Hvad skal du egentlig ellers i sommerferien? Skal I ud og rejse?”

[Ian Ogilvy]

Ian overvejede om der var en anden grund til hendes spørgsmål end nysgerrighed, men han kunne ikke gennemskue det. Så i stedet nikkede han, før han huskede, at hun ikke kunne se det.

"Vi plejer at være et par uger i Italien eller Frankrig," konststerede han i et tonefald, der indikerede, at han forventede at det ville ske igen.

"Hvad med dig?"