Nye tider

[Nathaniel Bancroft]

Peigi Ogden

Nathaniel rankede sig lidt mere end sædvanligt, da han tog chefredaktørens hånd og gav den et fast tryk, som for at besegle den aftale, der dagen før var blevet underskrevet. Det var et trin op ad rangstigen han havde arbejdet mod længe og nu stod med i hænderne - hjulpet lidt på vej af familiens gode kontakter.

De forlod chefredaktørens kontor og begav sig mod afdelingen Nathaniel havde været en del af flere år som journalist og nu skulle lede. Nyheden var allerede ude og der var spredte klapsalver da de trådte ind i det store rum med de mange skriveborde. Det blev chefredaktøren der tog ordet først og med sin dybe bas, begyndte en mindre monolog om det gode arbejde den tidligere redaktør havde gjort og hvordan det ville blive store sko, for Nathaniel at fylde. Han nikkede med et pligtskyldigt smil og brød ikke ind, mens blikket gled vurderende ud over den forsamling, han kendte så godt.

[Peigi Ogden]

Peigi havde, naturligvis, allerede hørt nyheden, selvom alle kollegaerne tydeligvis havde været tøvende med at fortælle hende den. Som var hun en sprængfarlig bombe. Ærligt talt følte hun sig også en anelse varm indvendig, som Nathaniel kom ind sammen med chefredaktøren.

Alt i hende sitrede lidt og hun følte sig anspændt, som hun stod og så til med et stivt smil. Hun prøvede at fortælle sig selv, at det ikke var en overraskelse, men det var alligevel en skuffelse.

[Nathaniel Bancroft]

Mens chefredaktøren stadig talte (han var god til at tale længe, om næsten ingenting), stoppede Nathaniels blik på Peigi. Han var ikke helt sikker på hvorfor. Måske for at vejre hendes reaktion, selvom han ikke helt vidste, hvilken reaktion han forventende, eller håbede på.

[Peigi Ogden]

Peigi sad med armene let over kors og hørte hun halvdelen af, hvad der blev sagt. Hendes primære fokus var på at maskere alle sine følelser, men hun mærkede forsøget vakle, da hendes blik pludselig mødte Nathaniels.

En muskel i kæben sitrede og en bevægelse omkring hendes mund afslørede de indestængte følelser. Hun tog en indånding gennem næsen, før hun tvang et smil frem, der føltes mere som en grimasse.

Og hun tvang sig selv til at nikke lidt, som et tavst tillykke, før hun måtte slå blikket væk.

[Nathaniel Bancroft]

Impulsen var at trække blikket til sig, da hendes mødte hans, men det var allerede rimelig tydeligt, at han havde betragtet hende. Han besvarede hendes nik diskret, før han måtte vende opmærksomheden mod chefredaktøren og igen trykke hans hånd for et syns skyld og takke pligtskyldigt for muligheden og tilliden.

Lidt senere summede kontoret stadig, men i en god stemning, formentlig affødt af det lette traktement til formiddagskaffen, der var sørget for i dagens anledning. Med et krus kaffe i den ene hånd, endte han ved siden af Peigi "Tak for kampen." han så vurderende på hende. Ikke hoverende, nærmere søgende.

[Peigi Ogden]

Peigi vidste naturligvis godt, at hun ikke kunne undgå konfrontationen for evigt, men det var alligevel fristende. I virkeligheden gik der dog ikke lang tid og hendes fingre knugede sig lidt om hanken på kaffen, da Nathaniel endte ved siden af hende. Hun forventede hovering fra ham og måske var det også derfor, at hun læste det ind i hans ord. Smilet var lige så stift som tidligere og det samme var det ene ord, hun dog fik frem.

"Tillykke."

[Nathaniel Bancroft]

En lille rynke krøb ind mellem hans bryn, men han kunne ikke for alvor være overrasket, over den spidse tone. Havde situationen været omvendt, var han slet ikke sikker på han ville have deltaget i kaffeslabberaset "Tak." han så ud over rummet og de mennesker, han nu skulle til at tage beslutninger for "Jeg ved du er skuffet, men jeg håber vi kan finde ud af at arbejde sammen alligevel." han vidste ikke helt hvor det kom fra. Faktisk havde han følt sig lidt akavet omkring hende, siden dansen på Tarantellegra.

[Peigi Ogden]

Hårene stod lige op i nakken og hun kunne ikke lade være med at læse noget patroniserende ind i ordene, måske fordi hun forventede det. Skuldrene var anspændte, men hun tvang sig selv til at se på ham igen. Mærkede et lille stik af overraskelse over rynken mellem hans bryn, men rystede det af sig.

"Selvfølgelig," svarede hun blot, et pænt smil og absolut overfladisk. Ikke tale om at hun havde tænkt sig at tabe ansigt overfor ham nu. Hun var ikke engang overbevist om, at han ikke bare prøvede at få en reaktion ud af hende.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede, selvom han ikke for alvor var overbevist. Han havde haft nok at diskussioner og uoverenstemmelser med hende, til at kunne fornemme sarkasmen der lå og lurede lige under overfladen. Det bildte han i hvert fald sig selv ind. Han var sjældent i tvivl om sine instinkter omkring andre mennesker. Peigi var en undtagelse han ikke var sikker på bekræftede nogen regler "Godt. Det sætter jeg pris på." svarede han alligevel ærligt og løftede kruset med kaffe til læberne.

[Peigi Ogden]

Peigi tog en indånding og drak selv kaffe, selvom hun ikke ligefrem nød det. Hun nikkede blot til hans ord, uden at høre reel værdsættelse i dem, fordi det ikke stemte overens med det forhold, de havde til hinanden. Det var en bitter pille at sluge, men det ændrede ikke på at Nathaniel nu var hendes chef og at hun ikke længere på samme måde kunne tillade sig sige, hvad hun tænkte.

"Undskyld mig," endte hun alligevel bare med at sige, før hun satte kruset og forlod ham der. Okay, om lidt var hun nødt til at tage sig sammen. Acceptere det og komme videre med sit liv. Men først flygtede hun bare ud til en altan og en cigaret, som blev holdt mellem let rystende fingre.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede og åbnede munden for at sige noget, men da var hun allerede på vej væk og han så efter hende med sammentrukne bryn. Hans første impuls var at følge efter hende, men han havde ingen grund til at gøre det og blev stående med en mellemfornøjet følelse i mellemgulvet.

Han trampede den godt ned, irettesatte sig selv mentalt og blev snart afledt af andre kolleger. Dog ikke mere, end at han hele tiden havde et halvt øje i den retning Peigi var forsvundet.

[Peigi Ogden]

Peigi stod udenfor, armene mod altanen, øjnene lukket og gned sig lidt mellem brynene med en tommelfingernegl. Så røg hun resten af cigaretten, tog en dyb indånding og rettede sig op igen. Pakkede sin skuffelse dybt, dybt væk og besluttede sig for, at de andre i det mindste ikke skulle have lov til at se, hvor meget det alligevel havde ramt hende. Især ikke Nathaniel.

Så med en indånding, fattede hun sig, fandt et ansigtsudtryk frem, som udstrålede at alt var fint, før hun gik ind igen. Og smilet forblev da, omend en anelse stift og påtaget, på hendes læber, som et par af de andre journalister kom op til hende, tydeligvis med brændende nysgerrighed bag den påtagede sympati. Hun undlod at kaste sig selv for ulvene, fik sagt noget med at det da var fint, før hun forlod dem der.

Og det var da også kun med en minimal rysten på hænderne, at hun fik hældt et krus kaffe mere op og først da indså, at hun var endt næsten lige ved siden af sin nye chef igen. Men nu havde hun i det mindste haft tid til at beslutte sig for, hvordan hun havde tænkt sig at opføre sig overfor ham og derfor nikkede hun også blot let.

[Nathaniel Bancroft]

Sin delte opmærksomhed til trods, sørgede han for at komme det meste af rummet rundt for personligt at tale med hver enkelt. Det skadede aldrig at lave et godt grundlag før man skulle til at træffe beslutninger, der uden tvivl ikke altid ville falde i lige god jord.

Den svage trykken i mellemgulvet meldte sig dog igen, da Peigi kom tilbage. Blikket fulgte hende et øjeblik, før han bevægede sig nærmere bordet med kaffen - på trods af egentlig at have besluttet, at give hende plads og tid til at acceptere tingenes tilstand. Han sagde ikke noget, men besvarede hendes nik med antydningen af et smil og skænkede selv mere kaffe, mens den blandede duft af røg og svag parfume nåede hans næse.

[Peigi Ogden]

Peigi havde en underlig fornemmelse af, at Nathaniel bevidst opsøgte hende og ikke nogle specielt pæne tanker om, hvorfor han gjorde det. Hun prøvede dog reelt at fortælle sig selv, at det nok bare var indbildning, mens hun stod og var meget fokuseret på at hælde kaffe op.

Hun følte at hun burde sige et eller andet, komme med en eller anden lykønskning eller en godmodig kommentar om at være en dårlig taber, men hun havde det ikke i sig, så hun endte med bare at tage kruset og vende sig ud mod rummet igen, hvor en af deres kollegaer var ved at underholde med en historie.

Hun var ikke rigtigt interesseret i den, men hun formåede da et udtryk, som om hun lyttede, der ikke afslørede, at det ikke ligefrem var glæde eller munterhed, der tumlede rundt i hende.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel burde nok bare være gået. Følge sit eget råd - som han allerede havde ignoreret én gang - og lade hende vænne sig til den nye hakkeorden. Alligevel blev han stående og betragtede hende diskret, mens han med et halvt øre hørte på historien fra deres kollega.

"Jeg vil gerne have dig til at overtage Lane-sagen." hørte han sig selv sige om den større sag, han selv havde været i gang med. Et øjeblik var han sikker på, det kun var noget han havde tænkt, men da han ikke kunne trække ordene tilbage igen, løftede han i stedet kruset og pustede på den varme kaffe før han drak.