Nye tider

[Peigi Ogden]

Peigi så ubevidst lidt eftertænksomt efter ham, da han gik. Hun drejede øllen lidt mellem fingrene og endte med at tage en slurk mere, før hun kastede et blik ned i sagsmappen igen, bare for ikke at se alt for eftertænksom ud.

Hendes blik drev dog tilbage, da han kom igen og blikket gled ned til sedlen. Så var det kort mod hans ansigt igen, før hun rakte frem og tog imod den. Pludselig lidt usikker på, hvad hun skulle sige. Det var nyt.

[Nathaniel Bancroft]

Han rakte ud efter sin øl og tog en mundfuld, uden helt at vide hvor han skulle se hen i tavsheden. Til sidst rømmede han sig og brød den "Jeg havde ikke noget på din artikel om Ealing-sagen, forresten." han satte flasken, uden at slippe den "Men jeg kunne ikke få plads til den i dag. Med mindre den skulle gemmes bagerst i sektionen. Den kommer med i morgen og får en bedre plads.Bare.. hvis du undrede dig."

[Peigi Ogden]

Peigi havde bare i et kort øjeblik glemt, at Nathaniel var hendes redaktør nu og ikke bare en kollega. Ordene var en påmindelse og fingrene stivnede en anelse om pindene.

Det var dog på en eller anden måde tilføjelsen, der tog brodden af det. Og fik hende til at se lidt uudgrundeligt på ham.

Så sænkede hun blikket til pindene og nikkede en enkelt gang. Sank og smilede et svagt, men reelt smil. "Det er helt fint."

[Nathaniel Bancroft]

Uden helt at kunne bestemme sig, tog han det stykke der var tættest på og stak det i munden. Det gav en undskyldning for ikke at sige noget i den akavede stemning der igen var krøbet ind, eller i det mindste et øjeblik til at tænke "Hvilke spændende sager har du ellers gang i? Eller kig på." han rakte ud efter sin øl igen og så afventende på hende hen over den mens han tog en slurk. Det var underligt at spørge om noget han for bare to dage siden, ikke havde nogen som helst ret til at spørge om (og sikkert ikke ville have fået svar på uanset), men nu skulle det pludselig til at være en ret vigtig del af hans arbejde at vide, hvad hun - og alle andre - arbejdede på.

[Peigi Ogden]

Peigi havde mange af de samme følelser, som ham, da han stillede spørgsmålet. Hendes instinktive reaktion var at bede ham om at passe sig selv, men nu var der belæg for at hun spurgte og af samme grund kunne hun ikke længere holde kortene tæt til kroppen. Det betød dog ikke, at hun ikke tøvede og gav sig selv lidt tid ved at skylle en tår øl ned.

"Jeg graver lidt i nogle rygter, der florerer om et muligt mytteri i afdelingen for intermagisk kooperation."

[Nathaniel Bancroft]

Stadig med ølflasken i hånden, krøb mørke bryn lidt opefter "Ja?" han vippede flasken lidt med håndleddet, så det resterende indhold blev sat i bevægelse inde i flasken "Ser det ud til der er hold i rygterne så? Eller har du ikke nået at grave så dybt endnu?"

[Peigi Ogden]

Peigi slap en bekræftende lyd og sænkede flasken helt til bordet igen, før hun tog spisepindende og rakte ud efter et stykke sushi.

"Det er svært at sige," konstaterede hun. "Jeg har hørt ting, der både taler for og imod, så det kommer til at kræve lidt mere, før jeg har et endegyldigt svar."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede og brynene trak sig overvejende sammen "Noget du selv vil arbejde på, eller har du brug for hjælp til at.." han løftede hånden med flasken og vippede den insinuerende i luften mellem dem "..en håndsrækning til at åbne nogle døre?" han gjorde en lille pause og fortsatte "Ikke at jeg ved om jeg kan gøre noget, men.."

[Peigi Ogden]

Det havde været én ting at dele det, men noget i hende skurrede især over det næste. Deres tilbud om at hjælpe hinanden var generelt nye, men hans ord var også en påmindelse om, at han havde forbindelser, som hun ikke havde. Og det allerede kun antydningsvise smil blev bare en anelse stift.

"Jo færre, der ved noget om det, jo bedre."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel betragtede hende vurderende et øjeblik og nikkede så "Det giver mening." medgav han, kun en smule drævende og dyppede et stykke sushi i soya og wasabi "Men sig til hvis du får brug for noget.. eller nogen til at hjælpe." det var en underlig blandet fornemmelse mellem at ville arbejde på, at få et fornuftigt og professionelt forhold til hende - og de andre på redaktionen og gamle vaner der havde lyst til at fritte hende yderligere for oplysninger.

[Peigi Ogden]

Peigi ville ærligt talt aldrig have gættet på, at Nathaniel Bancroft ville være så moden omkring at løfte sin nye opgave som redaktør. Hun havde altid set ham som en lettere nedladende og meget berettiget mand og det var ærligt talt overraskende, at der ikke engang havde været den mindste snert af hoveren. Hun fugtede læberne og nikkede en enkelt gang. Et øjenbryn hævede sig og hun formåede ikke helt at holde tand for tunge længere.

"Tak, Bancroft. Tænk at dét kunne komme fra dig."

[Nathaniel Bancroft]

Det var måske første gang nogensinde, hun havde takket ham for noget. I hvert fald første gang uden samme mål, af den drivende sarkasme, der ellers havde spiret så glimrende mellem dem.

Det sitrede svagt i hans mundvige og han trak på skuldrene "Måske har jeg skjulte talenter jeg ikke engang selv kendte til." gav han igen og stak et stykke sushi i munden mens et spillende blik mødte hendes.

[Peigi Ogden]

Peigi fnøs og tog en bid mad mere, selvom smilet blev ved med at sitre insisterende omkring hendes mundvige.

Det var en meget mærkelig dag og når hun kom hjem, ville hun nok reflektere mere over det. For nu var hun optaget af andet.

Lukket