Nye tider

[Peigi Ogden]

Peigi stivnede lidt, kaffekoppen halvvejs til munden, da han talte. I et sekund eller to, før hun fik fortsat bevægelsen og naturligt skoldede sig på den nyophældte væsken. Det fik det til at svide lidt i øjnene, men hun bed smerten i sig. Desuden var hun mere distraheret af, hvad han havde sagt.

Det var ingen lille sag, absolut ikke, men hun havde heller ikke forberedt på, at han så hurtigt ville træde ind i rollen som øverstkommanderende og det fik hårene til at rejse sig lidt. Hun sank og drejede langsomt hovedet mod ham, en gnist af noget både tilbageholdende og svagt mistænksomt i de grønne øjne.

"Ja?" spurgte hun dog, tonefaldet roligt, selvom hun ikke kunne lade være med at tænke på, hvad hans bagtanker var. Han plejede altid at have en agenda.

[Nathaniel Bancroft]

Velvidende han ikke kunne trække ordene tilbage, overvejede han at lade som om det havde været en spøg, men uanset hvor skruppelløs han kunne være, var det alligevel en tand for følelseskoldt. DEt var en sag de begge havde villet have fingrene i "Ja.." gentog han hende, rømmede sig og fortsatte "Nogen skal overtage den og du er den mest kompetente til den type sag." "..næst efter mig.." var han tæt på at fortsætte, men lod det blive ved tanken.

[Peigi Ogden]

Peigi var ikke sikker på, om han forventede et eller andet udtryk af dyb taknemmelighed eller hvad hans årsag var. Hun var i hvert fald sikker på, at han aldrig før havde brugt ordet kompetent overfor hende og hun fandt svært ved at tro, at han pludselig var blevet så diplomatisk. Og hvis det var et eller andet malplaceret forsøg på medynk, så gjorde det det kun værre. Tankerne kværnede lidt og hun tog en indånding, før hun endelig drejede sig mod ham. Målet om kun at opføre sig med høflig distance, blev opgivet, som øjenbrynene hævede sig.

"Jeg skal love for, at piben har fået en anden lyd," konstaterede hun, direkte. Tonefaldet var hverken vredt eller decideret anklagende, men var mere af cut-the-crap-typen. "Du har aldrig tilnærmelsesvis kaldt mig kompetent før. Hvorfor nu?"

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel havde ikke regnet med taknemmelighed og skepsissen var også forventet. Han havde dog ikke regnet med spørgsmålet og brynene krøb sammen mens han overvejede sit svar. Sandheden var for kompliceret. Faktisk var han nok ikke helt sikker på, hvad sandheden egentlig var.

Han endte med at trække på skuldrene, ansigtet lagt i neutrale folder "Hvis du ikke vil have den, behøver du bare sige nej." undveg han og fortsatte henkastet "Jeg er sikker på Brimble ville være mere end villig til at overtage den." det var ingen løgn, men kollegaen var lettere imkompetent til sit job.. mildt sagt.

[Peigi Ogden]

Og dér var det. Understregningen af, at han havde magten nu og at han havde tænkt sig at dingle det over hovedet på hende. Hun satte ikke pris på den følelsesmæssige afpresning i ordene, men hvor hun normalt ville have kaldt ham ud for det, bed hun bare lidt sammen nu og hævede øjenbrynene.

"Det er din beslutning," konstaterede hun simpelt. Ikke på vilkår om hun ville sige, at hun godt ville have den, når han lige havde prøvet at manipulere hende til det.

[Nathaniel Bancroft]

Rynken krøb igen ind mellem Nathaniels bryn og han vendte blikket væk igen og skjulte sin lette frustration bag kruset "Det er det vel nu, ja." gav han hende ret, men tog den ikke.

Han var tavs et langt øjeblik før han talte igen "Tænk over det. Det er ikke noget der haster endnu." valgte han i stedet for at blive irriteret, eller vigtigere, lade det skinne igennem og lod med overlæg beslutningen ligge på hendes banehalvdel.

[Peigi Ogden]

Måske så han sig selv som en gavmild velgører, der delte almisser ud og hun var ikke just begejstret for det. Hun havde lidt lyst til at sige det til ham, men mindede sig selv om, at han nu kunne fyre hende, hvis hun ville og derfor holdt hun tand for tunge. Magtbalancen mellem dem var skiftet og hun var pokkers bevidst om det.

Så hun nøjedes bare med at svare med et lidt stramt smil og tog en tår af kaffen. Uden at ane, hvad hun ellers skulle sige til ham. Normalt ville hun ikke have været i tvivl, men provokationerne måtte høre til i fortiden.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel havde ikke helt forventet han ville stå og savne hendes spydige svar og tørre humor, men det var alligevel den konklusion han kom frem til, midt i den anspændte tavshed.

Han stod tavs nogle lange sekunder, før en anden kollega vinkede ham væk fra kaffebordet - og fra Peigi. Han gav hende et let nik, men tog imod den velkomne afledning. Måske hun ville se anderledes på det om nogle dage.

[Peigi Ogden]

Det var en forløsning, de havde ventet på i ugevis, men nu hvor beslutningen var taget, ville Peigi ønske, at hun kunne have udskudt det. I hvert fald gik hun ikke til dagens følgende arbejde med hel den samme entusiasme som normalt og fejlede lidt i at fokusere på den artikel, som hun havde arbejdet på de sidste par dage.

Fingrene gned over panden og hun slap et lille suk.

[Nathaniel Bancroft]

Dagen gik videre, som dage nu gør og Nathaniel havnede på det der fremover ville være hans kontor. Det var underligt at sidde der, men på en ensidig god måde. Næsten i hvert fald. Noget blev ved at gnave ldt i hans underbevidsthed, hovedsageligt når han gennem ruderne ud til resten af afdelingen, fik øje på Peigi.

Han endte med stædigt helt at lade være at se på hende mens han arbejdede sig gennem en stak muligt artikelværdige sager.

[Peigi Ogden]

Peigi havde rent faktisk mest af alt lyst til bare at holde tidligt fri og tage hjem, hvor hun kunne rase lidt ud overfor sin søster og drikke et lidt for stort glas vin. Men det ville være alt for åbenlyst, så hun ignorerede hovedpinen og kæmpede videre.

Til sidst nåede hun dog det uundgåelige punkt, hvor artiklen var færdig og hun sad lidt og stirrede på den, før hun tog en beslutning om at signalere, at hun var hævet over skuffelsen.

Og derfor rejste hun sig, artiklen i hånden og gik mod det kontor, der nu var Nathaniels. Og da hun bankede på, var det kun med en lille smule anspændte muskler.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel havde stadig blikket mod papirerne foran sig, da det bankede på døren og svarede med et "Ja?" før han så op, da døren blev åbnet. Et splitsekund gik han i stå midt i en bevægelse, samlede sig så med en rømmen og satte pennen fra sig i holderen til formålet mens han så afventende på hende.

[Peigi Ogden]

Det føltes mærkeligt at se ham dér, bag redaktørens skrivebord, men hun undertrykte alle følelser omkring det og holdt sit ansigt helt og fuldkomment neutralt. Professionelt, gik hun efter, selvom der heller ikke ligefrem var meget kollegial varme over det. Hun holdt blot mappen lidt op.

"Artiklen om Ealing-sagen," konstaterede hun og trådte frem, så hun kunne give ham den.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniels blik faldt til mappen i hendes hånd og han rettede sig lidt op med et "Ah." han lænede sig lidt ind over det stadig uvante skrivebord og rakte ud for at tage mappen fra hende "Fandt du ud af om der var hold i rygterne?" han så spørgende op på hende, for så at åbne mappen og i stedet lade blikket scanne over den øverste side.

[Peigi Ogden]

Peigi overgav mappen og trådte et skridt tilbage, før hun lænede sig ind mod dørkarmen, armene let over kors, en position, der trods alt fik hende til at se mindre anspændt ud. Hun fugtede læberne og nikkede en enkelt gang, brynene let sammentrukne.

"Ja," svarede hun. "Det viste sig alt sammen at være et stort svindelnummer."