Nye tider

[Peigi Ogden]

Peigis blik gled op mod Nathaniel igen og hun tøvede lidt, før hun holdt mappen foran sig lidt op, så han kunne se. Det var samme mappe, som hun havde overtaget fra ham nogle timer forinden.

"Det er en spændende sag," konstaterede hun, næsten som en indrømmelse. Det føltes lidt som om at hun gav ham ret i noget, uden at vide hvorfor.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel gled ned at sidde på kanten af sit tidligere bord og lod blikket løbe fra mappen hun holdt op til igen at møde hendes blik "Mhmm.." han nikkede langsomt, lukkede fingrene om bordkanten og trommede fingerspidserne overvejende "Hvis du har spørgsmål, så kan jeg godt blive lidt længere?"

[Peigi Ogden]

Peigi var en anelse overrasket over tilbuddet og forstod stadig ikke helt denne samarbejdsvillige Nathaniel. Bryn trak sig en anelse sammen, men hun undlod at gå i defensiven.

"Jeg er stadig ved at læse det hele igennem," konstaterede hun med en lille hovedrysten. "Og jeg vil ikke holde på dig."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel var heller ikke helt selv sikker på hvad der stak ham, ud over et ønske om at være på god fod med den den redaktion han nu skulle lede - sådan helt overordnet, ikke specifikt hende. Selvom primært hun, havde været den han oftest røg i diskussioner med.

Han kneb øjnene lidt sammen og betragtede hende et øjeblik før han talte igen, uden helt at kunne beslutte, om det var en undskyldning eller fordi hun var ærlig "Har du spist?"

[Peigi Ogden]

De kunne ikke enes. Sådan var det. Deres forhold bestod af stikpiller og provokationer, men nu var de dér og Peigi var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle forholde sig til det.

"Nej," svarede hun dog ærligt, blikket på ham en anelse søgende.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel ventede tålmodigt, eller i hvert fald var det hvad han fremviste på overfladen og fortsatte først, da hun havde givet ham det svar han havde regnet med "Hvis jeg henter noget at spise, så har du tid til at læse færdigt." han så afventende på hende og tilføjede så "Hvis du ikke har andre planer i aften."

[Peigi Ogden]

Peigi vidste ikke, om det var sørgeligt at hendes primære planer havde været at spise rester af kinesisk med sin lillesøster og gennemgå regnskaberne fra destilleriet, men hun fremlagde det i hvert fald ikke. Det var hun også næsten for mystificeret til, som hun blot rystede på hovedet.

Og først da han var gået, slog det hende for alvor, hvor absurd det føltes at kunne se frem til at spise aftensmad med Nathaniel på kontoret. Det blev lidt i hendes baghoved, mildt distraherende, som hun læste færdig.

Hun formåede det dog og så op, da han kom tilbage. En tung udånding undslap hende og hun gned sig lidt i det ene øje, før hun lænede sig tilbage.

"Jeg kan godt se, hvorfor du havde brug for et ekstra sæt øjne på det hele," konstaterede hun, helt reel og uden den provokerende undertone, som ellers havde været gængs.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel kunne ikke læse tanker, desværre måske for ind i mellem ville det være smart. Sandheden var nok, at han ikke havde noget at komme hjem til. Det var ikke noget der normalt generede ham, men lige i dette tilfælde, var det mere tillokkende at høre, hvad hun havde at sige om sagen han havde ladet hende overtage.

Der gik en tid før han var tilbage på redaktionen. Mange tanker var blevet tænkt undervejes - også at finde på et undskyldning for alligevel ikke at kunne blive, men i sidste ende satte han en papirspose på hjørnet af hendes skrivebord "Ja.." hans bryn trak sig lidt sammen "Jeg tror jeg begyndte at stirre mig blind på Carson-relationen."

[Peigi Ogden]

Var maden en form for fredserklærling mellem dem? En begravet stridsøkse? Peigi var ikke sikker på det, men samtidig føltes det lige nu også helt surrealistisk, at Nathaniel var den nye redaktør og at de ikke stadig var lige. Hun glemte det i hvert fald lidt, som hans ord fik hende til at gruble over det, hun lige havde læst.

"Det virker som om, at det hele på en eller anden måde ender tilbage ved Fellowes," konstaterede hun, brynene let sammentrukne. "Men der er noget ved det hele, der ikke for alvor stemmer."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede igen mens han løftede en bakke med sushi op fra posen og satte den på bordet "Mhm.. det hele ser rigtigt ud på afstand, men hvis man går tæt på er der nogle brikker der alligevel ikke passer." en bakke mere dukkede op fra posen før noget gryede "Jeg glemte vist at spørge, om du overhovedet kan lide det her."

[Peigi Ogden]

Peigis blik var mest af alt ned på sagsmappen, brynene let sammentrukne og hun så først op, da Nathaniel talte igen. Blikket faldt på maden og hendes mave gav en afslørende rumlen fra sig.

"Lige nu tror jeg, at jeg kunne spise hvad som helst," konstaterede hun selvironisk, før hun alligevel tilføjede: "Men det er nu ikke det værste valg. Sikke en luksus."

[Nathaniel Bancroft]

Det sitrede let i hans ene mundvig mens han fortsatte med at tømme posen “Luksus?” Tonen var svagt spørgende mens han så på bakkerne og så trak på skuldrene “Ja, måske.” Han var lige ved at fortsætte med en kommentar om at have noget at fejre, men tog sig i det og trak en stol hen til bordet før han satte sig overfor hende “Tror du Fellowes skjuler noget? Eller er der bare nogen der bruger ham som røgslør?” Han rakte ud efter et sæt spisepinde og knækkede dem fra hinanden med en svag knasen.

[Peigi Ogden]

Peigi trak blot på den ene skulder som svar og rakte selv ud efter et sæt spisespinde, som hun musede lidt over det næste spørgsmål. Et tænksomt udtryk gled over hendes ansigt og brynene trak sig sammen med det.

"Enten dét, eller også er der nogen, der prøver på at få ham til at se skyldig ud."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniels bryn forblev sammentrukne mens han tog låget af den ene bakke og tappede spisepindene tænksomt mod plasticen "Den vinkel har jeg ikke overvejet." indrømmede han efter nogle sekunders tavshed og et øjeblik lå et stramt drag om hans kæbe, over at skulle indrømme, der måske var noget han havde overset "Det åbner op for en helt ny sæk pixiegnomer."

[Peigi Ogden]

Peigi kunne ikke afholde et lille udtryk af overraskelse i at snige sig over ansigtet ved hans indrømmelse, der på alle måder kom bag på hende - men også fyldte hende med bare en snert af tilfredshed. Hun havde dog ingen interesse i at tvære det ud, mest af alt fordi, at der rent faktisk virkede til at være noget effektivt i deres samarbejde. Så i stedet slap hun en lavmælt, bekræftende lyd.

"Det er i hvert fald en teori," konstaterede hun og skubbede sagsmappen lidt til side. "Men hvem ville have grund til det?"