Nye tider

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniels blik fortsatte ned over siden før han bladrede, men Peigis svar fik ham til at løfte hovedet og se spørgende på hende "Virkelig?" han slap en lav fløjtelyd "Det havde jeg ikke regnet med. Hvordan fandt du ud af det?" det var betydeligt lettere at tale om en konkret sag, end det faktum, at han nu sad bag det skrivebord han gjorde.

[Peigi Ogden]

Dét var en reaktion, som hun troede på og hun fandt sig selv en anelse overrasket over, at han var imponeret. Ikke, at det ikke var noget at være imponeret over. Hun havde selv været ret godt tilfreds.

Skuldrene løftede sig i en let trækning, uden at armene faldt og i det korteste øjeblik, sitrede det lidt i hendes læber.

"Ved hjælp af en flaske rødvin og lidt uskyldig flirten med vicedirektøren," konstaterede hun, nærmest henkastet. Ærligt talt havde det krævet en del charme at lokke de oplysninger ud, som hun havde haft brug for.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel mod mappen falde til bordet uden at slippe den og uden at blikket forlod Peigi. Hendes forklaring trak et halvt underholdt fnys fra ham og det ene øjenbryn krøb lidt op "Så rødvin og kvindelist var løsningen?" et overvejende udtryk gled over hans ansigt før han fortsatte "Det giver mening at Tubbings ikke fik noget ud af ham hvis det er sagen. Selvom jeg godt ville have set ham flirte med vicedirektøren."

[Peigi Ogden]

Nogle ville måsoe skamme sig over at have valgt den tilgang, men Peigi så det bare som en fordel, som det var for dumt ikke at udnytte. Så derfor løftede hun også bare lidt på skuldrene igen og denne gang slap der rent faktisk et smil over hendes læber, selvom det ikke viste tænderne.

"Vi har alle vores metoder," konstaterede hun, selvom det først nu slog hende, at det vist var første gang at hun havde indviet Nathaniel i sine.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel vidste ikke helt hvorfor, men den trykkede stemning lettede lidt, over det smil der kortvarigt fandt vej til Peigis læber. Han besvarede det med et lignende selv og nikkede "Lige der kan jeg ikke sige dig imod.." konstaterede han tørt og tav. Fingrene trommede mod mappen på bordet et øjeblik "Jeg sætter mig til at læse den med det samme og hvis der ikke er noget, kan den nå at komme med til i morgen."

[Peigi Ogden]

I tre sekunder havde Peigi glemt, hvilket kontor han sad på, selvom det allerede burde have undret hende, at hun overhovedet havde delt noget med ham - og i et sekund morede sig lidt.

Det fik hende til at tøve lidt, men der var intet arrogant eller provokerende ved hans ord, tværtimod, så derfor nikkede hun let. Og selvom hun ikke sagde det med ord, var der et tak i bevægelsen.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede som svar og forventede ikke for alvor at finde noget. uanset hvordan han vendte den, kom han ikke udenom, at hun var god til det hun gjorde, men det var underligt pludselig at skulle læse hendes artikler, før de blev trykt - og at have endelig beslutning på, om de blev det.

Han så afventende på hende, ikke sikker på om der var mere hun ville sige. Blikket flakkede til en anden mappe på bordet og et øjeblik vejede han for og imod før han tog den op og holdt den frem mod hende "Se på det og tag en beslutning senere. Ingen tvang."

[Peigi Ogden]

For bare et par måneder siden ville hun aldrig have forestillet sig at kunne leve med at skulle have sit arbejde godkendt af Nathaniel Bancroft. Men et eller andet var forandret mellem dem siden den aften på Tarantallegra og hun var pludselig bevidst om det.

Blikket faldt til mappen og hun tøvede lidt, før hun til sidst trådte frem og tog imod den.

[Nathaniel Bancroft]

Han havde mere en halvt forventet et afslag og var forberedt på det da hun alligevel trådte frem og tog mappen. Han slap den med antydningen af en rynke mellem brynene. Det var underligt at give noget fra sig, man selv var startet på og deres historie taget i betragtning, endnu mere underligt at give det videre til hende.

[Peigi Ogden]

Det var først, da hun så udtrykket på Nathaniels ansigt, at hun indså, at det måske var lige så mærkeligt som ham, som det var for hende. Hun fornemmede en modvilje, som fjernede følelsen af, at han kun gav hende den for at etablere sin magtpostion.

Og måske var det det, der fik hende til at tale, selvom hun helt sikkert ville fortryde at hun havde sagt det senere.

"Jeg ser på det. Så kan vi vende sagen sammen senere."

[Nathaniel Bancroft]

Et splitsekund var der overraskelse i hans blik, men han blinkede det hastigt væk og nikkede mens han rankede sig lidt i den stadig uvante stol "Lad os sige det, ja." blikket faldt igen til mappen i hendes hånd "Måske er det godt med et sæt friske øjne på den. Jeg havde lidt ramt en mur." indrømmede han med antydningen af et smil.

[Peigi Ogden]

Endnu en overraskelse ved Nathaniels indrømmelse, men også ved hans smil og Peigis øjenbryn gled lidt op. Hun nikkede dog og trak sig tilbage med en lille tumlen i maven.

Nogle timer senere, var det på den anden side af fyraften og de fleste var forsvundet. Peg sad dog endnu tilbage, et koncentreret udtryk på hendes ansigt, som hun gennemlæste den sag, som hun havde fået tidligere.

Og hun bemærkede det heller ikke, da de kun var to tilbage.

[Nathaniel Bancroft]

Det var langt fra et særsyn at Nathaniel sad på redaktionen længe efter fyraften og han var sikker på det kun ville ske mere i fremtiden. Da han nåede bunden af den bunke han havde sat sig for at nå, lænede han sig tilbage i stolen og strakte sig så både krop og stol knirkede.

Rummet var affolket da han forlod sit kontor, eller det troede han indtil han fik øje på Peigi, bøjet over papirer som han selv havde gjort. Han stod et øjeblik og betragtede hende, selvom det føltes underlidt forbudt og endte med at rømme sig dæmpet for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse "Glemt tiden? Eller er det intentionelt?"

[Peigi Ogden]

Peigi var fanget af sine tanker og opdagede ikke, at hun blev betragtet. Først da en dyb rømmen lød, så hun op og indså, at hun var den eneste anden tilbage på kontoret udover Nathaniel. Hun blinkede en enkelt gang, før hun rettede sig helt op og fnøs lavmælt, kun en anelse træt.

"Jeg havde ærligt talt ikke opdaget, at de andre var gået," indrømmede hun.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel kneb øjnene lidt sammen, men det sitrede svagt i hans mundvige et øjeblik før han fortsatte og gik nærmere hendes bord mens han talte "Hvad tog opmærksomheden?" han stoppede ved den plads, der indtil dagen før, havde været hans egen.