Efterspil

[Archie McCormack]

Læberne var tørre, men Archie var kun svagt bevidst om det. Det var uanset sekundært til at have hendes mod dem igen. Han slap en dæmpet lyd mod dem, men holdt hende ikke fast, da hun trak sig, selv hvis han havde kunnet.

Synet af tårerne fik hans indre til at gøre et vrid mere; lidt som første gang, han havde fået en mavepuster og var knækket komplet sammen på midten. Denne gang blev han siddende og hævede den anden hånd for at strejfe hendes kindben.

"Det lover jeg," mumlede han inderligt, båret på vej af den stemning, der altid var omkring hospitaler.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ubevidst holdt vejret og slap det i en hørlig udånding ved løftet. Skuldrene faldt tydeligt og hun lænede instinktivt hovedet ind mod hans hånd.

Øjnene gled i, løsrev et par af dråberne fra vipperne og lod dem dryppe ned på kinderne, som hun nikkede svagt.

[Archie McCormack]

Fingerspidserne blev fugte af tårerne og Archie tøvede ikke med at trække tomlen over hendes kindben, indfangede dem med et blidt kærtegn, selvom huden stadig glinsede fugtigt. Hånden lagde sig over kinden, kuplede hendes ansigt.

"Undskyld," mumlede han, inderligt og fuld af fortrydelse.

[Valerie McCormack]

Valerie fandt noget helende i følelsen af hans hånd mod sin kind, solid, selvom han var svag. Hendes egen hånd flyttede sig til hans håndled, som hun lænede kinden helt ind i hånden.

Øjnene blev åbnet igen ved det ene ord og søgte hans. Hun svarede ikke med det samme, men nikkede så til sidst ganske svagt. I tilgivelse, frem for affærdigelse.

"Jeg vil prøve at være mere bevidst om, hvordan jeg er overfor andre," sagde hun lavmælt, efter lidt tid. Måske var det ikke tiden til at tage emnet op, men måske var det. Og det var nemmere at tale om end det faktum, at han nær var forblødt.

[Archie McCormack]

Archie hadede at fremstå svag, især foran Valerie. Men hun havde set ham på hans allerværste, ligesom hun havde delt det allerbedste. Derfor lod han hånden slappe bare lidt mere af, lod hende tage lidt af armens vægt med fingrene om sit håndled.

Alt var allerede tilgivet, selvom han stadig ikke havde glemt de to ord, hun havde sagt, før hun havde genspillet den værste aften i hans liv. Men det betød ikke, at han ikke værdsatte hendes ord og fandt en forsikring i dem.

"Og jeg vil aldrig lade nogen bryde dine grænser," lovede han hende i forlængelse af det. Prøvede med det at fortælle hende, at han aldrig for alvor havde ment, at det var hendes skyld, at Montgomery havde været nærgående.

[Valerie McCormack]

Valerie ville nok heller ikke glemme hans ord med det samme, men hun forstod, hvad han prøvede at sige og nikkede ganske svagt igen, mens fingrene strammede sig lidt om hans håndled og tomlen strøg over den.

Blikket gled over ham og hun snøftede ind en enkelt gang, uden at der kom flere tårer nu. Hun tog en indånding, lukkede øjnene et sekund eller to og så så på ham igen.

"Hvordan har du det?"

[Archie McCormack]

De havde længe forsøgt at glemme, at de havde såret hinanden, men nu var det mere et spørgsmål om, at de elskede hinanden på trods af det. Måske endda bare med det til at farve, nuancere og give dybde til den inderlige kærlighed, der var mellem dem.

Kærtegnene fortsatte, mens hun sundede sig og først da, lod han hånden falde igen. Han følte sig træt, men han var vant til at sætte Valeries behov foran sine egne og gjorde det også nu.

"Træt," svarede han dog ærligt. "Men jeg har dig her." Og det var i virkeligheden det eneste, der betød noget.

[Valerie McCormack]

Valerie slap hans hånd, men lod i stedet sin egen falde til hans lår. Et mat, men ømt smil gled over hendes læber, selvom det ikke helt fjernede den emotionelle udmattelse fra hendes blik. Hun lænede sig frem og kyssede ham blødt på panden.

"Sov, skat," opfordrede hun og rettede sig op igen. "Jeg vil altid være lige her. Ved siden af dig."

[Archie McCormack]

Nok ville Archie ikke se svag ud foran hende, men han vár træt. Og snart faldt han i søvn med visheden om, at Valerie var ved hans side. At hun ikke havde forladt ham.

Halvanden dag mere var de nødt til at blive på hospitalet, men snart var han hjemme igen. Han burde nok have støttet sig til Valerie, men værdigheden bød ham at klare det selv. Så det gjorde han.

Han dumpede dog også tungt ned i sofaen med en anstrengt lyd.

[Valerie McCormack]

Valerie holdt sit løfte og blev hos ham. Hun havde kun været hjemme ganske kort for at bade, skifte og hente tøj til ham, men havde ellers sovet i en stol ved siden af sengen. Det kunne mærkes, da de kom hjem, men det var sekundært. Ligesom at de var farligt tæt på brylluppet. Det var ikke det vigtigste.

Det var manden, der sank ned i sofaen til gengæld og det var som om, at en lille knude i hendes mave først løsnede sig lidt, da hun så ham i de hjemmevante rammer.

Tasken med de få ting fra hospitalet blev stillet, mens blikket var på ham. Hun prøvede at maskere bekymringen, men det svage smil var ægte. "Hvad har du brug for?"

[Archie McCormack]

Der kunne ikke mere end fem timer til, at de skulle til Skotland, men Archie kunne ikke lige tage sig sammen til at rejse sig og komme i gang. Han fandt det ikke engang i sig at bekymre sig.

I stedet rakte han en hånd frem mod hende i tavs invitation til at tage plads ved hans side.

[Valerie McCormack]

Valerie tøvede et øjeblik, men udskød alligevel et behov, som uanset var sekundært i forhold til ham og krydsede afstanden.

Hun gled ned ved hans side, men lænede sig kun svagt ind mod ham, bevidst om de nyligt helede sår.

En rynke var mellem brynene, selvom det overfladiske kys, hun lagde mod hans skulder, var ømt.

[Archie McCormack]

Archie tog imod hende og tøvede ikke med at lægge en arm om hendes liv, da først hun var indenfor rækkevidde. Han tog en indånding, som altid lidt bedre tilpas ved at være i kropskontakt med hende.

Men han var ikke blind og da blikket gled over hende, trak hans bryn sig også sammen i ubevidst spejling.

"Hvad er der, skat?"

[Valerie McCormack]

Det var problematisk, at Valeries ansigt altid var som en åben bog, for nu var nok ikke tiden til at lægge ord på tankerne. På den anden side formåede hun aldrig for alvor at holde noget fra ham og havde heller ikke lyst til det.

"Det er bare," begyndte hun dæmpet, fugtede læberne og trak brynene lidt mere sammen. "Det her hus. Jeg elsker vores hjem, men det er som om, at der bliver ved med at ske forfærdelige ting her."

[Archie McCormack]

Blikket på Valerie var bekymret. Normalt var Archie ellers bedre til at maskere sine følelser, men hun havde altid været i stand til at gennemskue det uanset og han havde ikke kræfterne til at skjule noget for hende.

Forståelsen gryede da også snart, farvede hans træk. Han svarede ikke med det samme, men betragtede hende tankefuldt, før han nikkede.

"Ja," svarede han lavmælt.