Efterspil

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig sjældent så rolig, som hun gjorde nu, men den var til gengæld heller ikke skudsikker og ved hans ord, røg en instinktiv uro gennem hende. Langsomt sænkede hænderne kruset igen, mens brynene krøb lidt sammen. Hvad end, hun havde regnet med, at han havde i tankerne, havde hun ikke helt forestillet sig, at det var noget, der krævede sådan et løfte og det tog omtrent tre sekunder for hendes tanker at opstille adskillige skrækscenarier.

Smilet blev erstattet af alvor, som lyse, søgende øjne hvilede på ham. "Jeg går ikke. Det lover jeg," sagde hun lavmælt, alvorligt, selvom hun var en anelse skræmt af hans ord og hvad, der ville følge i kølvandet på dem.

[Archie McCormack]

Archie tænkte ikke for alvor over, hvad hans ord ville gøre ved hende, til dels fordi han ikke for alvor var bevidst om, hvilken indflydelse han havde på hende, men især fordi han var for optaget af sin egen kamp med ordene.

Han talte da heller ikke med det samme, men sad i stedet og tyggede sammen om ordene, så kæben spændtes tydeligt under huden.

"Jeg kan ikke lide måden, du er omkring andre."

[Valerie McCormack]

Af alle mulige ting, som Valerie kunne have forestillet sig og nåede at forestille sig i de rædselsfulde øjeblikke, hvor han ikke sagde mere, ville hun nok aldrig være kommet frem til dét, der rent faktisk forlod ham.

Forbløffelsen var så umiddelbar og hun blinkede, nærmest helt forvirret, uvant med at han nogensinde sagde noget, som rent faktisk nærmede sig en kritik. Hun havde rettet sig op, mens et uforstående udtryk, ikke ulig en sparket hundehvalp, gled over hendes ansigt.

"Hvad?"

[Archie McCormack]

Hvis Archie havde set på hende, var hans verden muligvis smuldret en lille smule. Men det gjorde han ikke. Han sad blot og knugede kruset, mens han prøvede at komme frem til, hvad han gerne ville sige. Uden større succes.

"Din imødekommenhed," mumlede han og strammede grebet lidt. "Det kan misforstås."

[Valerie McCormack]

Valerie havde i så mange år været drevet af et behov for at være vellidt af alle, for at gøre så godt et indtryk som muligt og i hans ord hørte hun nu pludselig, at han ikke mente, at hun havde været god nok. At han havde skammet sig over hende foran andre.

Det hele skred i løbet af sekunder, kun for at blive bremset bare en anelse af de næste ord, som fik forvirring til at melde sig. Fingrene var strammet omkring kruset, som hun blinkede en enkelt gang og så på ham med et helt uforstående og temmelig sårbart blik.

Hun var stille i adskillige sekunder, før hun endelig svarede, helt lavmælt. "Jeg forstår ikke, hvad du mener," lød det, men, måske heldigt nok, oversteg den første, umiddelbare følelse af usikkerhed ikke behovet for at forstå og det var sidstnævnte, der prægede hendes lavmælte tonefald.

[Archie McCormack]

Archie havde stadig svært ved at møde hendes blik, men ved tavsheden drejede han alligevel ansigtet mod hende og synet, der mødte ham, fik hans indre til at krølle sig sammen. Der havde aldrig været en helt klar plan og det hele skred lidt, da det i stedet for dét, han egentlig ville sige, væltede ud med et pludseligt, følsesbetonet udbrud.

"Jeg vil ikke have, at du flirter med andre!"

[Valerie McCormack]

Valerie blev så overrasket over det pludselige udbrud, at det gav et sæt i hende, hvilket naturligvis var meget uhensigtsmæssigt, eftersom hun sad med et krus frisk te i hænderne. I hvert fald var det næste, der fulgte et udbrud af smerte, som det varme vand ramte hendes nøgne lår og brændte huden.

Instinktivt skød armen ud for at komme af med kruset, men den ramte kanten af sofabordet og sendte kun endnu mere te udover både bord og hånd.

[Archie McCormack]

Archie var en presset mand, men han var, modsat så mange gange før, ikke komplet blind for, hvad det gjorde ved hende. Det var nok også rimelig tydeligt, som hun pludselig sad med te over det hele og sendte en lyd ud i stuen, der fik hans indre til at slå endnu en knude på sig selv.

Hastigt tog han imod kruset og guidede det sikkert væk fra hende uden at kunne sige flere ord. Der var vist også allerede kommet for mange.

[Valerie McCormack]

Valeries øjne brændte, men det havde alt med smerten fra den skoldhede te at gøre. Til gengæld kunne hun ikke for alvor dvæle ved det, hans ord lysende klare for hende og usikkerheden på hendes ansigt var erstattet med en harme, som sammen med adrenalinen over uheldet havde sendt varme op i kinderne.

"Jeg flirter ikke med andre," lød det forurettet fra hende, som et ukarakteristisk skarpt blik rettede sig mod ham. "Hvordan kan du overhovedet sige det?"

[Archie McCormack]

Det var ikke, at Archie ikke så forandringen i hendes ansigt. Men Valerie havde lovet, at hun ikke ville gå. Og selv hvis løftet ikke stadig havde ligget i luften, var det ikke sikkert, at han havde været i stand til at stoppe hverken fnyset eller udbruddet, der fulgte med det.

"Så naiv er du ikke." Denne gang mødte han hendes blik uden at flakke eller søge væk. "Du indbyder til det. Kan du virkelig ikke selv se det?"

[Valerie McCormack]

Valerie tog ikke pænt imod at blive kaldt naiv, måske fordi det ikke var første gang det var sket og hendes næsefløje udvidede sig lidt. Læberne blev presset hårdt sammen, som hun kæmpede lidt med det sjældne temperament, som kun blev hjulpet af vinen i hendes blod.

"Lad være med at kalde mig naiv," advarede hun, en faretruende ro i stemmen, som ville have overrasket hende selv, hvis hun havde været i stand til at reflektere over det. Til gengæld reflekterede hun, trods sin harme, over hans ord. Koblede dem sammen med, hvad han havde sagt om imødekommenhed, selvom hun stadig ikke helt forstod. Hadede, at hun ikke helt forstod, som hans ord hånede hende for det.

"Jeg ved ikke, hvad det er, du synes jeg gør."

[Archie McCormack]

Det havde aldrig været Archies intention, at det var dér, de endte, men det var ikke desto mindre tilfældet. Og han kunne ikke gøre meget til eller fra, som han knyttede hånden hårdt over sit knæ.

"Forstår du da ikke, hvordan andre opfatter det?" kunne han da heller ikke lade være at bide, som altid skide diplomatisk. "Du inviterer den slags. McFusty-knægten, ham stodderen på restauranten, Montgomery."

[Valerie McCormack]

Valerie kunne måske faktisk virkelig godt have forstået, forstod måske endda nu, hvad han prøvede at sige, men med sin tilføjelse, flåede han sår op på stribe og efterlod hende med et udtryk, som om han lige havde stukket hende en. I hvert fald i et splitsekund, før rødglødende raseri tog plads i de lyse øjne og fik hende til at rejse sig.

"Fuck dig, Archie," røg det fra hende, med følelse, før hun snurrede om på hælen, fletningen piskende og søgte ud af stuen.

[Archie McCormack]

Endnu engang havde Archie formået at korrumpere det hele, styret af sin frustration over, at han var sammen med en kvinde, der ikke for alvor forstod sin effekt, hverken på ham eller menneskene omkring sig.

Han nåede kun lige at rejse sig op i et forsøg på at udglatte, da Valerie blev den næste til at give en verbal lussing. Næsten hjælpeløst så han efter hende, da hun forlod stuen og efterlod ham med en sur smag i munden, der passede til den ækle fornemmelse i hans indre.

"Fuck," fik han ud, sammenbidt og fortrydende, som han satte i bevægelse efter hende. Og tonefaldet var forpint, da han kaldte efter hende.

"Val."

[Valerie McCormack]

Valerie var så rasende og så såret, at hun knapt nok kunne tænke. Hun kunne høre blodet bruset gennem sig og nåede ud i gangen, hvor hun svagt registrerede at Archie fulgte efter. Hun stoppede ikke for at lade ham indhente, men fortsatte bare op ad trappen, uden at være klar over, at det var præcis det samme hun havde gjort, sidst hun havde været så rasende, at hun var gået fra ham. Dengang havde det været for at pakke sine ting.

Nu hamrede hun bare soveværelsesdøren rungende i bag sig uden at værdige ham et svar og uden at have nogen plan, men med et indre, der føltes kogende og kvalmt på én gang.