Efterspil

[Valerie McCormack]

Valerie burde uden tvivl have vasket sig bare lidt eller have forsøgt at finde noget andet end den lyseblå kjole, der var plettet af hans blod, men intet kunne have været fjernere fra hendes tanker. Den ene, hæse lyd var nok til at få hendes hjerte til at springe et slag over og hun trak vejret ind på en måde, der næsten lød som et hulk.

Hun gav dog ikke helt efter for gråden, men fangede hans hånd og foldede begge sine om den. "Skat," lød det fra hende, stemmen lavmælt, men alle følelserne var rå og hun havde det lidt som om, at hun var ved at rasle fra hinanden. Selvom hun virkelig prøvede at tage sig sammen.

"Archie..."

[Archie McCormack]

Archie var en presset mand. Han var kun lige akkurat ved bevidsthed, men det var nok til at hade sig selv inderligt over at have startet alt det, der havde ført dem dertil. Hånden havde ikke meget styrke, lav på blod, som han var, men han formåede dog at holde hendes.

Han slap en bekræftende lyd og fik lige akkurat hævet pegefingeren, så den strøg over hendes hånd i en flygtig, fjerlet berøring.

[Valerie McCormack]

Valeries indre var i oprør og alt føltes komplet knudret over svagheden i den hånd, der lå i hendes. Ikke fordi, at hun tænkte mindre om ham for det, men af tilbageblivende rædsel for at miste ham.

Øjnene brændte lidt, som hun trådte helt tæt på, knugede hånden blidt ind til sit bryst og så ned på ham med et svømmende blik.

"Undskyld, Archie. Jeg er så ked af det."

[Archie McCormack]

Heldigvis tog det sjældent mere end en dag eller to for kroppen at hele efter den slags. Ofte kunne patienter endda tage hjem efter et døgns tid, havde Archie fået at vide. Lige nu virkede det dog som et uoverskueligt projekt, så han skubbede det ud af tankerne og holdt blot Valeries hånd i sin.

Han rystede på hovedet. "Du har intet at undskylde for," mumlede han svagt og det var den eneste grund til, at han ikke var sammenkrøllet af selvhad og -bebrejdelse. Han havde simpelthen ikke energien til det.

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte hamrede under deres hænder og hun måtte tage en dyb indånding mere. Blikket hvilede urokkeligt på ham, rædslen rodfæstet i hende og selv hun måske ikke burde, endte hun med at træde tættere på og lade hoften glide nænsomt ind på sengen. Måske burde hun ikke sige mere, men ordene pressede sig på og hun kunne ikke leve med, hvor tæt det havde været på, at hadefulde ord ville have været de sidste mellem dem.

"Jeg har alt at undskylde for," indvendte hun derfor blødt, stemmen dæmpet og fuld af fortrydelse. "Hamish forklarede mig, hvad det er, jeg gør. Jeg vidste det ikke, Archie. Det lover jeg."

[Archie McCormack]

Archie havde ingen anelse om, hvad Hamish havde sagt til hende - og for at være helt ærlig, havde han heller ikke skænket det mange tanker, siden han havde forladt lejligheden i Diagonalstræde. Brynene trak sig let sammen, selv i den afkræftede tilstand.

"Jeg skulle ikke have sagt det sådan," mumlede han, en anelse groggy af blodtabet og den tilbageværende smerte.

[Valerie McCormack]

Valerie så udmattelsen på ham, men det var nødt til at skulle ud. Til gengæld kunne hun heller ikke hindre sig i at række frem og stryge håret væk fra hans ansigt.

"Nej. Det skulle du ikke," medgav hun dog, i stedet for at at affærdige hans ord, som hun måske tidligere ville have gjort. "Men jeg forstår hvorfor."

[Archie McCormack]

Det var ikke mange følelser, Archie havde plads til, udover udmattelsen og den evigt tilstedeværende, altoverskyggende kærlighed til Valerie. Hendes bekræftelse åbnede dog døren for selvleden og han vendte blikket væk.

Måske burde han sige noget, men han vidste ikke hvad. Kunne ikke få sig selv til at ytre flere ord, der kunne ødelægge et skrøbeligt øjeblik.

[Valerie McCormack]

Valeries puls føltes stadig forhøjet og alt i hendes indre iskoldt over at se ham sådan, mindet om de blodige kødsår stadig for hendes indre øje. Brændt fast.

Det gjorde ondt, at se ham slå blikket væk, men hun trak sig ikke selv tilbage. I stedet strøg hendes fingre over hans pande, kærtegnede hans kind. Sikrede sig, at han var der.

"Jeg skulle heller ikke have sagt de ord til dig," sagde hun endelig, helt lavmælt.

[Archie McCormack]

Archie var der, havde sjældent været mere tilstedeværende i en sådan snak, selvom han stadig var medtaget af aftenens strabadser. Snart fik hendes kærtegn ham også til at sænke skuldrene lidt og ordene lokket hans blik tilbage, en overfladisk fold mellem dem.

"Jeg forstår hvorfor," svarede han i en gentagelse af hendes ord. Afkræftet, men med styrke bag. En vægt af alvor.

[Valerie McCormack]

Valerie havde en knude i maven, men det var også forløsende at sætte ord på den vrede, der havde været mellem dem, i stedet for at forsøge at lade som om at det aldrig var sket. Det gav et lille sug i hende, da han så op igen, men det fik hende kun til at læne sig en anelse mere frem i overkroppen. Fingerspidserne gled blidt ned over hans tinding.

I et sekund faldt hendes eget blik, fortrydende, men kun kort, som det magnetisk gled tilbage op til hans. Hun sank tydeligt og øjnene blev lidt blanke igen.

"Men da jeg hørte dig gå..."

[Archie McCormack]

Det krævede lidt af en indsats at få bevæget de blytunge lemmer, men Archie var ikke én til bare at give op, når der var noget at kæmpe for. Hånden fandt hendes side, selvom han nok ikke kunne gøre hverken fra eller til, hvis hun skulle glide ned.

Han rynkede brynene, selvom hendes kærtegn bød dem at slappe af igen. Der kom ikke et spørgsmål i ord, men blikket betragtede hende undersøgende. Opfordrede hende til at fortsætte.

[Valerie McCormack]

Helbrederen i hende bød hende at bede ham lade være at bevæge sig og bruge mere energi, men vandt ikke over følelserne og hun lod blot sin tommel glide over hans kindben. Øjnene flød ikke over, men stemmen rystede en anelse.

"Jeg har aldrig været så rædselsslagen i mit liv," fortsatte hun, helt lavt. "Jeg troede, at jeg havde mistet dig igen."

[Archie McCormack]

Da først hånden var på hendes hofte, bevægede Archie sig ikke mere, kunne knapt nok. Men han havde behov for at være i en kontakt med hende, som han selv havde instigeret. Hjertet slog lidt hårdere.

"Aldrig," svarede han med eftertryk, der blev understreget, som fingrene lukkede sig, så fast de nu kunne, om Valeries hofte igen. "Ikke så længe, du vil have mig." Selv efter.

[Valerie McCormack]

Det var en halvt lettet, halvt ødelagt lyd, der gled ud mellem Valeries læber over ordene. Hun rystede stadig lidt af chokket, så tæt på at have mistet ham og mere end bare fordi, han var gået.

Det var en blanding af det hele, der fik hende til at hæve sig op og læne sig frem. Hans læber var blege, vidnede om blodtabet, men hun kyssede dem alligevel, uendeligt nænsom med ikke at røre hans sårede overkrop.

Og da hun brød lidt væk, var der alligevel perler i øjenvipperne og en bæven omrking læberne. Stemmen var ikke mere end en hvisken. "Lov mig, at du ikke går på den måde igen."