Efterspil

[Archie McCormack]

Det var ikke første gang, at Archie måtte jagte hende gennem huset, fordi han havde sagt for meget. Havde sagt for uovervejet. Og fuldkommen idiotisk. Han var netop kommet op ad trappen, da døren smækkede hårdt og gav ham flashback til dagen, hvor de havde knust hinanden i tusind stykker.

Han stoppede omgående, turde næsten ikke følge efter af frygt for, hvad der ventede ham. Ikke, at han rigtigt var i tvivl. Selvfølgelig ville hun gå. Hvem ville ikke?

Så han ventede ikke, ikke denne gang. Kunne ikke klare det. I stedet gik han direkte og målrettet ud af huset, før han transfererede sig væk med et smæld.

out

[Valerie McCormack]

Valerie var rasende, som hun kun havde været rasende få gange før, men hun havde til gengæld ikke andet mål end bare at komme væk fra den rædselsfulde anklage. Hun standsede et par skridt inde i soveværelset, en arm om livet på sig selv og den anden hånd på hoften, som hun forsøgte at undertrykke kvalmen og klare tankerne, forberede sig på konfrontationen.

Men den kom ikke. I stedet hørte hun hoveddøren smække og med ét drænede al raseriet til fordel for angst. "Nej," røg det ud af hende og i løbet af sekunder var hun tilbage ovre ved døren, som om hun først nu indså situationens ligheder med en tidligere.

Hun fløj ned af trapperne, væltede ned til hoveddøren og hev den op, men hendes "Archie!" kom splitsekundet efter et alt for velkendt smæld, der fik vejret til at sidde fast i halsen på hende og panikken til at tage til. Hun nåede adskillige skridt ud, trods det uomtvistelige faktum, at han allerede var væk og hun ikke havde nogen idé om, hvor han var taget hen.

[Archie McCormack]

Archie havde ingen anelse om, hvad der ventede ham på den anden side af det lille hegn, da først han dukkede op i Godricdalen igen. Det var i virkeligheden skide uansvarligt at transferere sådan, når han havde drukket og hans indre desuden var splittet i tusind stykker.

Han nåede da heller ikke at tænke længe over det, som han endte på jorden med et smertesudbrud, der uden tvivl ville kunne høres af både naboerne og gennem de åbne vinduer i deres hjem. I løbet af få øjeblikke var skjorten klistret af blod.

[Valerie McCormack]

Valerie havde været i en ren tilstand af panik, da først hun var nået ud gennem havelågen. Alt ramlede lidt af frygt og uvished og hun vidste ikke, hvordan hun havde formået at finde tilbage ind i huset eller helt, hvad der var sket i de efterfølgende minutter.

Hun vidste kun, at hun hørte lyden af døren og kom flyvende ud i entréen, kun for at blive konfronteret med Hamish. En helt ny bølge af frygt meldte sig, før den med ét forløste sig bare en anelse og hun faldt helt fra hinanden foran den pæne obliviatorlærling.

Hun følte sig helt ru, da han endelig tog afsted igen, men det var med løftet om at sende Archie hjem igen og det var nok til, at hun havde tvunget sig ned at sidde på en stol i køkkenet i stedet for at hengive sig til andre, stærkere impulser. Der sad hun nu, fingerspidserne presset hårdt ned mod bordet, da der lød et smæld.

Allerede ved dét, var hovedet gledet op, men den næste lyd fik en kold følelse til at løbe gennem hende og hun var oppe så hurtigt, at stolen væltede bag hende. For anden gang flåede hun hoveddøren op og løb. "Archie?" kaldte hun, nåede lågen og gispede ved synet af ham på den anden side.

Den blev flået op, før hun trak sin stav og sank ned på knæ ved siden af ham. Blikket flakkede over hans overkrop, hvor blodet hastigt spredte sig, før hun fandt hans ansigt og løftede en rystende hånd til hans kind, hjertet helt oppe i halsen og panikken helt tydelig i stemmen, som hun søgte hans blik. "Archie? Se på mig, skat."

[Archie McCormack]

Archie var knækket sammen med det samme og denne gang var det ikke den indre lidelse, der forårsagede det, selvom det føltes nogenlunde på samme måde. Gispende af smerte hørte han knapt nok hverken hoveddøren, havelågen eller kvinden i løb.

Øjnene var gledet i, klemt hårdt sammen i smerte ligesom brynene over dem. Og det var først, da han hørte Valeries stemme, at han så op og prøvede at fokusere på hende. Han gispede igen, overvældet af smerten og synet af hende, der kun gav endnu et jag. Men han vidste, at der var noget, han var nødt til at sige, selv gennem den hjælpeløse, næsten hikstende lyd, han slap.

"Val," jamrede han uden for alvor at kunne fastholde blikket på hende. "Undskyld."

[Valerie McCormack]

Valeries adrenalinniveau måtte være tårnhøjt i det øjeblik og selvom hun var uddannet helbreder, så var det et chok ovenpå en i forvejen komplet kaotisk aften og hun skælvede over hele kroppen, som hun desperat søgte efter en eller anden fornemmelse af hans tilstand.

Hjertet hamrede, da den kom, men hun var ikke lettet. I stedet tyssede hun blidt på ham, slog med staven og strøg ham over håret med den anden hånd. "Det er okay. Jeg har dig," sagde hun blidt, selvom stemmen lød grødet og rystende.

Til gengæld kom den lille flaske susende og hun tog sig ikke af, at de befandt sig ude foran huset. Hun kunne ikke løfte ham og det gik uanset for stærkt til at hun på nogen anden måde ville forsøge at flytte ham.

"Jeg har dig," gentog hun, som staven skar gennem skjorten og blottede kødsår, som hun straks gav sig til at dryppe med en væske, der fik det til at ætse, selvom hendes hænder rystede faretruende imens.

[Archie McCormack]

Archie havde slet ikke noget. Ingen kontrol, ingen værdighed, ingen anelse. Der var kun smerte og synet af Valerie, der blev sløret for hans øjne, som blodet støt fossede ud af ham.

Og han prøvede da virkelig at være den mand, hun fortjente, men da dråberne faldt mod sårene, måtte han bide sammen om endnu et udbrud i reneste smerte. Lyden var stadig hørbar, men han kunne ikke bekymre sig om det nu; han kunne knapt fastholde en tanke.

[Valerie McCormack]

Valerie havde set helt forfærdelige sår, havde amputeret ben og havde endda også helbredt ham, efter et stengulv havde knust hans krop. Men det her, det her syn, der var det værste, hun nogensinde havde set og koldsved løb hende ned af ryggen, som hun dryppede sårene og gav sig til at mumle besværgelser i stedet for forsikringer.

De havde mugglernaboer, men intet kunne være fjernere fra hendes tanker end hemmelighedsdekretet. Der var kun Archie og blodet, der løb alt for hurtigt ud af ham og farvede jorden foran deres havelåge.

På et tidspunkt fandt hånden tilbage op til hans kind. "Bliv hos mig," beordrede hun, uden at den anden hånd stoppede med at dryppe sårene. Til gengæld var flasken snart tom og hun smed den fra sig med en skælvende frygt, men uden at lade sig stoppe af det. "Du lovede, at du ikke ville forlade mig."

[Archie McCormack]

Archie havde prøvet værre, men hvad der for alvor var værst, var visheden om, hvordan han havde behandlet hende. Hvordan det ville være hendes sidste minde om ham. Han prøvede at holde fast i tanken og hendes blik, men formåede ingen af delene.

"Val," mumlede han igen og havde lyst til at fjerne hendes smerte og sige, at alt nok skulle blive okay. Men lige dér anede han det ikke.

[Valerie McCormack]

Valerie rystede bare på hovedet i en instinktiv indvending til alt, hvad han havde at sige, nægtede at der kunne være nogen mulighed for, at han ikke ville klare den. Frygten var alligevel reel og for første gang nogensinde påvirkede det hendes evne til at udføre magi.

Oreganoessensen havde allerede knyttet sårene lidt, men de blødte endnu og som hun snublede over besværgelsen, fik det i stedet ét af dem til at åbne sig lidt igen.

En forfærdet lyd undslap hende og pludselig var hendes blik sløret, uden at hun helt forstod, at det var af tårer. "Nej," lød det fra hende, uden at hun helt vidste, hvad det var rettet mod og hånden med staven rystede så meget, at hun ikke turde prøve igen.

"Nej. Nej."

[Archie McCormack]

Hvert sår brændte, ætsede og Archie, der gjorde sit bedste for at være tapper, pressede tænderne sammen med den styrke, han nu havde tilbage, for at forhindre flere udbrud. Men det var kun et spørgsmål om tid, før et af sårene åbnede sig igen og fik ham til at snappe efter vejret.

Blikket sejlede og han lagde en hånd på hendes lår, mens bevidstheden begyndte at glide lige så meget som blikket. Og hele den aften.

[Valerie McCormack]

Valerie kunne ikke tænke. Havde virkelig brug for at kunne tænke, men hun kunne kun se blodet, der væltede ud og høre de to sidste grimme ord, hun havde sagt til ham, før han havde forladt huset. Håndrødderne blev presset ind mod øjnene i et sekund, som hun forsøgte at samle sig, klare sine tanker og gøre noget, der ikke bare var at lade ham forbløde lige dér.

I sidste ende var der kun én mulighed. Heldigvis lykkedes det for hende at fremmane forbindingerne, som lagde sig stramt om hans overkrop. Hun var ikke blind for, at de snart blev røde, men hun tøvede ikke længere. "Bliv hos mig, Archie," gentog hun. "Undskyld, skat," fulgte det, men denne gang rettet mod det næste, som hun vidste ville blive ubehageligt.

Hun kom vaklende på benene og holdt vejret, før hun slog med staven. Beslutsomheden hjalp på evnerne, selvom hendes egne knæ var ved at give efter, da hun fik ham til at svæve op i luften, velvidende at det måtte volde ham så meget smerte. Men det var den eneste mulighed og hun tøvede ikke.

Senere anede hun ikke helt, hvordan hun fik ham ind i huset og da slet ikke, hvordan det lykkedes at få dem begge ind i den kamin, som hun aldrig havde brugt til andet end det primære formål. Men hvis nogensinde hun skulle komme over sin frygt for susepulver og tilsodede kaminer, så var det nu. Hun holdt da også godt fast i ham, som hun fik fat i krukken og smed en håndfuld, der ville bringe dem til Skt. Mungos.

[Archie McCormack]

Archie registrerede kun svagt, hvad der foregik, men han hørte hendes undskyldning og havde lyst til at protestere. Lyst til at forsikre hende om, at alt nok skulle gå. Men øjnene sank i, indtil en bevægelse hævede ham fra jorden og fik ham til at slippe et støn af smerte, som hun fik ham til at svæve ind gennem huset.

Det var en krig at blive ved bevidsthed og Archie sejlede lidt frem og tilbage på vejen til Skt. Mungos, selvom han heldigvis ikke tabte blod så hurtigt længere. For hurtigt, dog stadig.

[Valerie McCormack]

Valerie anede ikke, hvordan det lykkedes for hende. Hun brugte da heller ikke tid på at juble over succesen, for intet føltes opnået, så længe han stadig blødte. Til gengæld gik der omtrent tre sekunder fra de var landet, til der var helbredere omkring dem og hun måtte se til, som tidligere kollegaer overtog og fik placeret ham på en båre.

Selv havde hun ikke længere nogen plads på hospitalet og var heller ikke for alvor i stand til at gøre noget, som hun fulgte efter, dækket af blod og sod. Det var hun stadig senere, som hun havde måttet give plads til at helbrederne kunne arbejde og derfor var blevet sat skælvende udenfor et værelse.

Hun anede ikke, hvor længe der gik, kun at det føltes som en evighed og hun fløj op, da døren endelig blev åbnet og tøvede ikke med at stryge ind, da først hun fik lov til det. "Archie?" lød det fra hende, rædselsslagent, allerede før hun var nået helt over til sengen.

[Archie McCormack]

Det var en prøvende omgang og Archie følte sig stadig ikke helt som et menneske, da han endelig åbnede øjnene. Han var træt og hele kroppen gjorde stadig ondt, men der var ikke mere blod eller tydeligt åbne sår, selvom tegnene på dybe kødsår var synlige.

Han svarede ikke med ord, men slap i stedet en hæs lyd i bekræftelse og holdt en hånd ud mod hende.