Efterspil

[Valerie McCormack]

Det var ikke længe efter, at de havde forladt lejligheden i Diagonalstræde, at Valerie og Archie McCormack ankom til deres hjem i Godricdalen. Den lyserøde vin boblede lidt i blodet og hun slap et tilfreds suk, som hun satte skoene, glattede kjolen og fortsatte ind i stuen.

"Det var en god aften," konstaterede hun mildt og så tilbage på Archie.

[Archie McCormack]

Der gik ikke længe, fra de forlod lejlighed i Diagonalstræde, til de stod i deres egen stue. Han havde efterladt skoene ude i gangen, stadig en smule ukomfortabel efter krammet med pigen og tankerne, Hamish havde efterladt i ham.

“Du lod til at hygge dig,” konstaterede han og selvom det ikke var overstrømmende, var der en let trækning om mundvigene, der fortalte, at hun ikke var ene.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ingen mistanker om, hvad Hamish og Archie havde diskuteret, men hun kendte ham godt nok til at fornemme eftertænksomheden og det var halvt dét, der fik hende til at søge tilbage mod ham og smyge armene om livet på ham.

"Det gjorde jeg," bekræftede hun og smilede mildt op til ham. "Jeg kan godt lide Alissa."

[Archie McCormack]

Tunge tanker havde altid fået Archie til at trække sig tilbage fra nærhed, men denne gang søgte han i stedet ind til hende. Armene fandt over hendes, søgte ned over hendes ryg og endte på hendes lænd, så han kunne trække hende tæt.

“Godt,” blev alligevel det kortfattede svar. Udvikling eller ej, havde han trods alt ikke fået hjernetransplantation.

[Valerie McCormack]

Valerie lænede sig ind mod ham, men ikke tæt nok til at hun ikke kunne se hans ansigt. Blikket hvilede på det og et blødt smil forblev på hendes læber, selvom brynene trak sig lidt sammen.

"Du ser tankefuld ud," bemærkede hun, en spørgende undertone i ordene.

[Archie McCormack]

Archie var tankefuld og ville sikkert få behov for at tale med hende. Lige nu var det hele dog kaotisk, uorganiseret og uoverskueligt. Han tog en indånding og trak tomlerne over hendes hofter.

Og da han åbnede munden, var det ukarakteristisk impulsive ord, der forlod ham. Tonefaldet var overraskende roligt.

“Jeg synes, vi skal forny vores løfter.”

[Valerie McCormack]

Valeries bryn gled lidt op i overraskelse over de rolige ord, men det var en positiv overraskelse, som fik hende til at se mellem hans øjne. Det var temmelig uventet, men de milde, smilende træk over ansigtet forblev, selvom læberne i sig selv kun var ganske svagt opadbuede.

"Ja?"

[Archie McCormack]

Archie kendte Valerie godt og på mange måder betød det, at han kunne læse hende ret punkt. Men han havde en blind vinkel og den fik ham til af kaste et granskende blik over hendes ansigt.

“Hvis du vil?” Der var noget tøvende over ordene, påpasseligt næsten.

[Valerie McCormack]

Valeries læber gled tilbage over tænderne og varmen i smilet var kun styrket af vinen i blodet. Det nåede dog fuldt ud op i de lyse øjne, som armene flyttede sig og lagde sig om hans nakke.

"Jeg synes, at det er en vidunderlig idé."

[Archie McCormack]

På trods af, at det var ham, der altid havde haft udfordringer med intimitet foran andre, havde det altid føltes som et hensyn. En forsikring for hende af, at hun ikke behøvede at vedkende sig ham i offentligheden, selv når det smertede ham.

Men hendes smil efterlod ikke megen tvivl og trykket fra fingrene mod hendes hofte blev fastere.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig varm indeni og det strålede ud af hende, lidt en kontrast til hans mørkere alvor. Fingrene strøg over hans nakke og hun lod blikket glide lidt mellem hans øjne.

"Vi kan gøre det til Lughnasadh," foreslog hun impulsivt.

Det var yndet af en del ægtepar at forny deres løfter ved ceremonien der, men det foregik også midt i landsbyen og havde altid virket for offentligt til dem.

[Archie McCormack]

Forslaget var mildest talt grænseoverskridende, men det var ikke den eneste grund til, at hjertet slog lidt hårdere og grebet strammedes om hende. Tanken om at vedkende sig hende midt i troldmandslandsbyen var ikke afskrækkende, tværtimod var den ganske tiltalende. Og han nikkede en enkelt gang, selvom der gik et øjeblik.

“Gerne,” svarede han og mente det.

[Valerie McCormack]

Valerie vidste, at det var mere end de nogensinde havde vist offentligt, eftersom selv brylluppet havde været småt, men for første gang følte hun sig ikke nervøs for at foreslå det.

Da accepten kom, slog hjertet da også et enkelt slag over og tænderne strejfede underlæben, før hun strakte sig og søgte et kys.

[Archie McCormack]

Archie huskede ikke at have haft det på dén måde, siden hun havde sagt ja til st følges til juleballet med ham på femte år. Men det var ikke den skamfulde følelse, han havde forventet, der meldte sig. Tværtimod noget andet, han bedst kunne beskrive som stolthed. Ikke, at han prøvede.

Og da hun strakte sig op mod ham, tøvede han ikke med at bøje nakke og møde hende på halvvejen.

[Valerie McCormack]

Valerie havde haft lyst til at kysse ham adskillige gange i løbet af aftenen. Både på grund af det andet pars tydelige ømhed, men også især efter hele eventyret med kjolen. Det her behov var dog affødt af noget mere dybere og hun følte sig helt varm, som hun kyssede ham blødt, men med eftertryk.

Hun brød lidt væk med en dyb, salig indånding og åbnede øjnene igen. Så blot ømt op på ham.