Efterspil

[Archie McCormack]

Reaktionen på synet af hende i kjolen havde været fysisk og meget umiddelbar. Nu var det i stedet en dybde, der ikke kunne sammenlignes, uanset hvor dejlig hun ellers var i sorte, korte kjoler eller hvor meget han gerne ville se hende i den gamle skoleuniform.

Det var mere, end da hun i sin tid havde sagt ja til at blive gift med ham med forbeholdet mod at tage hans navn, mod at blive gift med flere gæster end familien og fem venner. De havde været så unge, deres kærlighed så ny og han havde kæmpet med næb og kløer for ikke at lade hende se det koksgrå og klamme, uværdige og sårbare i hans indre. Nu var det hele ude i det åbne og han holde hende tæt uden at intensivere kysset. Uden at behøve det.

Han åbnede ikke selv øjnene med det samme, men tog en åndeløs indånding, overvældet af følelserne omkring hendes accept. Men snart gled de uundgåeligt op, søgte hvert sekund han kunne se kvinden, der havde valgt ham, lige så meget som han havde valgt hende. Og lige der var han før første gang ikke i tvivl om, at hun ikke ville forsvinde mellem hans fingre.

Han sagde ikke noget, behøvede ikke ord, strejfede blot hendes læber blødt, før han lagde panden mod hendes.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig bare en anelse åndeløs, som om hele kroppen sitrede og hjertet hamrede over at være tæt på ham. Følelsen var så lig den, hun havde følt, da de var femten og hun havde set ham på tværs af et rum eller fanget hans blik over kollegiebordene, men den var også en anden, mere moden og langt dybere.

Og for en gangs skyld følte hun ikke behovet for at erklære sig selv med ord, men mærkede det knitre i luften mellem dem, som deres pander mødte hinanden og hendes fingre kærtegnede hans kindben, hals, nakke og hvad de bløde cirkler ellers nåede i fingrenes vandring over varm hud.

[Archie McCormack]

Archie var langt fra upåvirket af nærheden, men han havde aldrig selv søgt det fysiske som sin primære udtrykningsform og gjorde det heller ikke nu. Ikke på anden vis end at trække hænderne over hendes ryg og holde hende tæt, panderne mod hinanden.

Tidsfornemmelsen gled, mens de stod der, men de skulle ikke nogen stedet, før brylluppet, der stadig var halvandet døgn ude i fremtiden. En dyb indånding senere, gjorde han dog alligevel noget, der ikke lå naturligt for ham; han lagde ord på sine tanker og den følelse, der fyldte hans indre med en inderlig varme.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig, Val," hviskede han, tonefaldet dæmpet og ordene tunge af den vægt, der lå bag dem. "Du er alt."

[Valerie McCormack]

Valerie havde heller ikke brug for mere end den nærhed, som i sig selv fik hendes hjerte til at hamre og pulsen til at stige. Fingrene strøg fortsat over hans hud, som de hviskede ord forplantede sig gennem hende.

Hun havde hørt dem før, sagt mens alt var ved at smuldre mellem hænderne på dem. Nu havde de aldrig føltes mere solide og hun vidste uden nogen tvivl, hvor sandt det var.

En let skælven gik alligevel gennem hende og hun lænede sig instinktivt tættere ind mod ham, som hånden lukkede sig om hans nakke og et næsten lettet suk gled ud mellem hendes læber.

"Jeg er din," gled det fra hende, næsten som et kærtegn, ikke kun i et løfte, men også i indsigt.

[Archie McCormack]

Udvekslingen var måske en gentagelse af, hvad de tidligere havde sagt til hinanden, men da havde det været i afmagt. Et desperat forsøg på at gribe forholdet, før det gled ud mellem fingrene.

Nu stod Archie med armene om hende, mærkede hendes skælven og mærkede sit hjerte til at slå hårdere for hende. Han tog en indånding og nærmede sig påpasseligt et emne, han måske burde overveje nærmere. Men tankerne fyldte og blandede sig med whiskeyen i hans blod.

"Du er skøn," mumlede han og kærtegnede hende uden på kjolen. "Det kan alle se."

[Valerie McCormack]

Valerie kunne duften sødmen fra whiskyen så tæt på ham og det gjorde ting ved hende, kun opfordret af den lyserøde vin i sit eget blod. Hun slap en blød lyd, ubevidst om tankerne bag hans ord.

"Din mening er den eneste, der betyder noget," mumlede hun bare lavmælt, absolut ikke uden vægt.

I årevis havde hun knapt kunne tænke på andet, end hvad andre så og mente. Men lige nu føltes det så sandt og så ægte, at hun ikke rigtigt var i tvivl.

[Archie McCormack]

Archie var ikke i tvivl om sandheden i hendes ord og han kunne knapt få sig selv til at fortsætte med duften af hende i næsen, varm hud gennem kjolen. Tavsheden faldt over dem, mens han bare stod og kærtegnede hendes lænd, panden stadig mod hendes.

"Kom med mig ind," bad han lavmælt og trak sig lidt tilbage, så han kunne se på hende.

[Valerie McCormack]

Valerie var vant til hans tavshed, kunne finde lige så meget tryghed i den, som hun kunne finde uro. Lige nu var det det første, der dominerede og hun smilede bare for sig selv, som hun nød fornemmelsen af bare at stå der med ham.

Hun slap dog en blød, medgivende lyd over hans ord og lod sig glide nok tilbage til at kunne møde hans blik. Hånden sneg sig dog til at stryge over hans kind i et blidt kærtegn mere, før hun lod den falde til hans hånd og bød ham med over mod sofaen.

[Archie McCormack]

Kærtegnet var måske et af de mere simple, men det fik stadig hans hjerte til at slå for hende. Archie fangede hendes hånd, lagde et kys mod håndleddet, før han flettede fingrene ind mellem hendes.

Snart fandt de vej til sofaen, men han nåede knapt at sætte sig, før ubeslutsomheden slog ind igen. Med den fulgte den klemte følelse forbundet med at lægge ord på sine tanker og følelser.

"Skal jeg ikke lave os en kop te?" tilbød han derfor, måske for at vinde nogle minutter.

[Valerie McCormack]

Valerie havde heller ikke mere end lige sat sig og halvt lagt an til at placere sine ben over hans, da han talte igen. Hun blinkede en enkelt gang og lod blikket glide undersøgende over hans ansigt.

Archie havde altid forsøgt at skjule sit indre kaos og havde ofte haft succes med det, men hun kendte ham også bedre end nogen og selvom hun ikke vidste, hvad uroen kom af, så havde hun set den før og genkendte den som et tegn på, at noget kæmpede med at komme ud.

"Hvis du har lyst," svarede hun med en svag skuldertrækning, men lod blikket hvile spørgende på ham, som den ene hånd lagde sig over hans underarm og tomlen strøg blidt mod huden, men smilet var mildt og ubekymret, selvom det så ofte havde været det modsatte.

[Archie McCormack]

Archie bemærkede godt blikket og vidste, at hun selvfølgelig ikke var blevet narret af hans afledning. Det forhindrede ham dog ikke i at rejse sig op, selvom han denne gang rent faktisk søgte kropskontakt før, hvor han tidligere bare var forduftet i flugten fra hende og hendes evne til at se igennem ham.

Fingrene lukkede sig om hendes lår i et kærligt klem uden at dvæle der, før han kom på benene og søgte ud i køkkenet. Snart var teprojektet i fuld gang.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke for alvor i tvivl om, at han godt vidste, at hun havde gennemskuet afledningen, men til gengæld gjorde hun heller intet for at standse den. Det ville hun uden tvivl havde gjort, men nu var hun ikke nervøs for at han for alvor lod sig opsluge af tvivl eller mørke tanker omkring hende; ikke nervøs for, at han ville forsvinde.

Så hun lænede sig blot tilbage i sofaen og trak benene op til sig, som hun så varmt efter ham. Ventetiden blev brugt på at trække det lyse hår tilbage i en fransk fletning og hun havde netop nået enden, da han vendte tilbage og fik hende til at se på ham med et smil.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke tal på, hvor mange gange hun efterhånden havde jagtet ham gennem huset i afkrævningen af et svar, han ikke kunne give hende. Nu fik han i stedet et par minutter til at tænke, mens han fik brygget te. Ikke, at han nødvendigvis følte sig mere rolig, da han placerede kopperne foran hende og tog plads i sofaen.

Han talte ikke med det samme, men lod neglene tromme mod siden af koppen i en utålmodig bevægelse. Det var nok i virkeligheden en snak, der ville være langt nemmere med whiskey. Samtidig havde han dog også virkelig fået nok og vidste, at det hurtigt kunne udvikle sig til en emotionelt nedadgående spiral.

[Valerie McCormack]

Valerie var mildt beruset og varm og blød ovenpå det hele, hvilket utvivlsomt gjorde hende mere afslappet end ellers. Hun lænede sig frem, uden at lade benene glide ned fra sofaen og fangede kruset. Begge de kølige hænder blev foldet om det, som blikket fæstnede sig på ham og hun pustede tålmodigt til teen.

"Hvad er det, musling?" spurgte hun endelig, roligt og nippede til den varme væske, som kun skoldede tungespidsen en anelse.

[Archie McCormack]

Der var en verden til forskel på hendes rolige tilgang til alt fra at puste til teen, til hendes tonefald, da hun prikkede hul på det samtaleemne, Archie ikke for alvor kunne finde ud af at tilgå.

Han stoppede med at tromme på koppen og i stedet løfte den lidt for at puste utålmodigt til den. Det var ikke, at han ikke ville tale med hende, men ordene udeblev og der gik mange lange øjeblikke, før han talte igen.

"Lov mig, at du ikke går," mumlede han i stedet, dæmpet og ikke uden det forpinte tonefald, der altid fulgte med følelsen af uværdighed. Blikket var rettet stift fremad.