Kulturelt indspil

[Callista Runcorn]

Callista fandt ro i at stå som de gjorde og på samme tid var hun splittet mellem fornuft og følelse. Hun lukkede øjnene mens han talte og tillod sig bare lidt, at nyde at blive holdt om.

Hans sidste kommentar fik en knude til at vride sig i hendes mellemgulv og vandre helt op til hendes hals. Hun sank hårdt og fingrene krummede sig lidt imod hans skjorte. Meget mod sin vilje sved det lidt i krogene af hendes øjne og hun blinkede det væk, før hun mødte hans blik igen. Ordene sad fast i halsen på hende og i mangel på løftede hun hagen lidt og lod tøvende læberne finde hans.

[Bryce Donovan]

Tavsheden var nervepirrende, men det var intet i forhold til det udtryk Callista havde i ansigtet da hun mødte hans blik igen. Han kunne ikke huske at have set hendes øjne blanke før, og det gav ham en ubekvem klump i maven, så han var begyndt at holde en smule tættere om hende, lige idet hun hævede hagen op og hendes læber mødte hans.

Det var som om en tung byrde blev løftet fra Bryces skuldre, og hans øjne gled i mens et dæmpet suk flød over hans læber, da han villigt lod sine læber mødes med Callistas og gengældte deres første kys i over et år. Kysset var blødt og næsten forsigtig, men så snart det så ud som om det var ved at blive brudt lænede Bryce sig mod hende igen for at bevare kysset, og foldede hænderne tættere om hende, og hævede sin ene hånd til hendes nakke. Han havde næsten glemt hvor godt det føltes at kysse hende. At stå med hende i favnen, og hvor hårdt det fik hans hjerte til at banke.

[Callista Runcorn]

Det havde virkelig ikke været en del af nogen plan, men det havde det i det hele taget ikke været, at løbe i ham igen nogensinde. Hun havde været mester i at bygge mure i årevis, men han var en af de få, det var lykkedes at slå nogen af dem ned. Hun havde bygget nye i hans kølvand, men de smuldrede nu, med hans duft i næsen, hans læber mod sine og hans arme til at holde hnde oppe.

Hun vidste hun burde trække sig væk. Være fornuftig og se på det hele med det kølige overblik hun normalt havde. I stedet var det ilden i hende der fik lov at bestemme og snart havde begge hendes hænder forladt hans bryst og i stedet fandt om bag hans nakke.

[Bryce Donovan]

Bryce kunne ikke selv sige om det var en god idé eller ej, at fortsætte som de gjorde. Han havde gjort sig sine tanker om at det var bedst at gå forsigtigt frem, så ingen af dem ville ende med at gøre noget de potentielt kunne fortryde senere. Men for øjeblikket havde han hverken viljen eller lysten til at bryde kysset, som kun føltes som om det blev dybere da Callistas arme lagde sig om hans nakke, og han trak hende det sidste stykke helt ind til sig, så deres kroppe blev trykket mod hinanden igen.

Hans fingre kærtegnede blødt hendes nakkehår mens han med den anden hånd kærligt strøg fingrene over hendes lænd, og læberne ømt kælte for hendes. I et øjeblik havde han fuldstændig glemt alt omkring dem, og kunne kun fokusere på hende kysset de delte.

[Callista Runcorn]

Selvom han havde forsikret hende med ord adskillige gange den aften, været den perfekte gentleman og havde givet hende plads, både mentalt og fysisk, så var det hans handlinger nu, der i højere grad fik hende til at tage en beslutning.

Det blev hende der brød kontakten med hans læber først. En anelse stakåndet fandt hænderne igen ned på hdet øverste af hans brystkasse og blikket fulgte dem. Hele kroppen summede og hun måtte tage en dyb indånding før hun kunne sige noget "Hvis vi begynder på det her igen, så har jeg brug for at vi har rene linier fra starten." hun løftede langsomt hovedet og de grå øjne fandt alvorligt hans "Hvis det her er potentielt mere end bare fysisk, så tror jeg det er på tide vi snakker rigtigt om det.. selvom vi ikke har lyst."

[Bryce Donovan]

Kysset blev brudt, og Bryce måtte selv mærke hvordan hans åndedræt var blevet anstrengt under deres kys, som havde fået hans hjerterytme til at stige og hans krop til at føltes brændende varm. Det lykkedes ham alligevel at befinde sig nok i nuet til at opfatte hvad hun sagde.

De mørke øjne mødte hendes og flakkede en smule. Det var ikke et urimeligt krav hun stillede ham, men noget i hans blik indikerede at han fornemmede at være ude i ukendt terræn. Til sidst gav han alligevel et nik fra sig, og hans hånd sank fra Callistas nakke og til hendes lænd.
"Du har ret." istemte han enigt. Sidste gang havde de haft en aftale om at deres forhold kun var fysisk, og problemerne opstod da det blev dybere end det. Det virkede som den bedste måde at undgå at flere følelser - hans eller hendes - kom i klemme. Men hvor pokker startede man sådan en samtale henne?
Han skævede mod hendes spisebord og nikkede derover. "Vil du sidde?" Det var mere et spørgsmål af høflighed. Rent personligt havde han intet imod at blive stående, hvis det gav ham en undskyldning for at beholde armene om hende.

[Callista Runcorn]

Callista holdt mentalt vejret indtil Bryce gav hende ret. Hun lukkede øjnene ganske kort og trak vejret dybt ind, uden at gøre anstalter til at have travlt med at komme væk fra hans arme.

Hun fulgte hans nik og et mat smil krusede sig på hendes læber "Eller vi kunne tage vores te med ind i sofaen?" foreslog hun i stedet og gjorde sig blødt fri af hans greb for at finde sukker og mælk til teen.

[Bryce Donovan]

Igen kunne Bryce kun nikke enigt, og han lod hende trække sig fri fra hans greb. Han var ikke meget for det, men han fandt en vis trøst og ro i tanken på at hun ikke gjorde det for at skabe afstand til ham. De skulle rent faktisk snakke sammen om hvor de stod.

Han trak selv vejret dybt en enkelt gang før han tog de to krus i hænderne mens Callista tog mælk og sukker, og sammen begav de sig ud af køkkenet og ind i den lille stue, hvor han tog plads i sofaen. Tekrusene placerede han på bordet, mens han vendte sin opmærksomhed mod Callista. Han var ikke vant til at føle sig nervøs på den her måde. Det var værre end nogen højesteretssag han kunne huske at have siddet dommer for. Det her var så personligt for dem begge.
Han forsøgte at gå i det samme mindset som han gjorde, når han agerede dommer, og han rømmede sig en smule.

"Vi kan måske lige så godt anerkende det åbenbare helt fra starten. Vi startede det vi havde med de intentioner om at det kun skulle være fysisk. I nogle måneder var det også alt det behøvede at være. Men jeg..." Han tøvede. "Jeg nød dit selskab i en større og større grad, også de gange hvor vi ikke bare gik i seng sammen. Jeg fandt dig interessant og tiltrækkende, og du fyldte en større rolle i min dagligdag, end jeg havde lyst til at indrømme." Han trak en smule på smilebåndet, men blikket havde stadig ikke forladt hende. "Dét har ikke forandret sig."

[Callista Runcorn]

Callista satte skålen med sukker og flasken med mælk fra sig på bordet. Før hun satte sig, trådte hun ud af de høje sko og efterlod dem ved siden af sofaen, mens hun satte sig med det ene ben trukket op under sig og front halvt mod ham.

Hun sad tavs, men opmærksom mens han tog ordet og blikket forlod ham aldrig helt, selvom de mange indrømmelser der blev lagt på ordet, gjorde hende en smule nervøs for selv at skulle tage ordet.

Hun gjorde det da heller ikke lige med det samme da han tav, men sad med det lune krus mellem hænderne "Du har tydeligvis forberedt dig bedre end mig til den her snak." begyndte hun og satte kruset til læberne for at købe sig lidt mere tid.

[Bryce Donovan]

Et halvvejst skyldbetynget svar gled over hans læber, da han tog sit eget tekrus til sig, og rørte lidt rundt i den efter at have tilføjet to sukkerknalder til den.

"Jeg har vel haft god tid til at overveje det hele i mit fravær." mumlede han til sit forsvar. Det havde heller ikke været løgn. Gennem det sidste år havde han nået at gå gennem alle stadier der fandtes mellem at forsvare sig selv og sine handlinger til at have indset fejlen han havde begået. Det havde fået ham til at gruble lidt over hans motivationer. Han havde ingen forventninger om at Callista havde taget sig tiden til at gøre sig de samme tanker. Tvært imod forventede han at hun havde brugt mere af sin tid på at være rasende på ham.

Han hævede kruset til sine læber og tog en tår af sin te, men sad stadig halvvejs vendt mod hende. Han hverken sagde eller gjorde noget for at skynde på hende, og lod hende i stedet få tiden til at rede ud i sine egne tanker og følelser.

[Callista Runcorn]

Callista lod den varme, krydrede damp ramme ansigtet mens hun tænkte videre og hans ord kun fik hende til at overveje, hvor mange gange han var dukket op i hendes tanker det foregående år. Havde hun kunne læse tanker, ville hun grangiveligt have leet over at finde ud af han ramte hovedet på sømmet i forhold til tid fordelt mellem vrede og tårer.

"Du krøb ind bag den her mur jeg har brugt årevis på at sætte op og jeg opdagede ikke det skete, før det var.. " hun gik i stå. "For sent" var ikke det rigtige udtryk at bruge, selvom det lå lige for "..før det var sket. Det rev tæppet væk under mig og så er min instinktive reaktion at trække mig væk fra det jeg ikke kan kontrollere." hun så først op nu og mødte hans blik "Jeg havde følelser for dig.." indrømmede hun dæmpet, tøvede og tilføjede så i gentagelse af ham "Det har ikke forandret sig.."

[Bryce Donovan]

Bryce havde måske, i dybet af sine egne tanker, spurgt sig selv om det kun havde været ham, som havde ladt følelser forbi det fysiske udvikle sig i deres forhold. Han havde været tvivlende, men havde ikke været sikker før nu, hvor Callista direkte indrømmede det. Det havde fået en knude i hans mave til at vende sig, men i et par sekunder sagde han intet. Så bare tankefuldt på hende, mens fingrene trommede på siden af hans krus.

"Jeg har aldrig været god til... romantiske forhold." indrømmede han med et lille drag i mundvigen. "Aldrig. Det var måske med på at få mig til at tage afstand i den grad jeg gjorde. Og jeg har ikke fortrudt noget mere i mit liv." Han satte kruset fra sig på bordet og vendte sig mere mod hende. "Jeg ved godt jeg ikke kan gøre det hele godt igen efter kun en dag, men jeg vil prøve igen, Callista. Hvis du vil give mig en ny chance."

[Callista Runcorn]

Callista slap kruset med den ene hånd og satte i stedet albuen mod ryghynden så hun kunne støtte hovedet i den nu frie hånd "Jeg har aldrig haft et.." indrømmede hun med antydningen af et smil, der dog aldrig helt nåede de grå øjne "Med en enkelt undtagelse, der gjorde ondt nok til, at det var lettere at bygge en mur." fortsatte hun så alligevel og skar en grimasse hun skjulte halvt bag kruset der igen blev løftet til læberne.

Hun drak og sank før blikket igen mødte hans "Tror du vi kan finde ud af det her?" slanke bryn havde trukket sig lidt sammen. Hun løftede hovedet og strakte i stedet armen ud hen over ryglænet mod ham, med håndfladen åben og inviterende.

[Bryce Donovan]

Han var bekendt med Callistas ene forsøg på et romantisk forhold, og hvordan det var endt, så Bryce endte blot med at smile overbærende til hende uden at kommentere det yderligere. Til gengæld blev minen tankefuld ved hendes spørgsmål, men alligevel greb han om hendes udstrakte hånd, og tog imod invitationen, ved at rykke tættere på hende.

"Det er længe siden for mig... Men jeg er villig til at prøve." Han ville ikke have været her, hvis ikke. En hånd gled ud og strøg forsigtigt gennem hendes mørke lokker. "Er du?"

[Callista Runcorn]

Callista lukkede fingrene om hans da han tog imod hende diskrete invitation. Blikket søgte samme sted hen og betragtede deres samlede hænder mens han rykkede lidt tættere på.

Hun blev siddende og trak sig ikke væk, men øjnene blev ved hænderne mens han svarede på hendes spørgsmål. Først da hans fingre strøg gennem hendes hår, lukkede hun øjnene et øjeblik med en hørlig indånding og nikkede "Ja." hun løftede hovedet lidt for at kunne møde hans blik "Men jeg skal lige vænne mig til den tanke." hun tav et øjeblik før hun tilføjede "Vænne mig til at du er her igen."