Kulturelt indspil

[Bryce Donovan]

Bryce lyttede tavst, og nikkede for at vise sin forståelse for Callistas grunde til at flytte herud, som hun havde gjort. Han formodede at det måtte have noget at gøre med hendes tidligere ægteskab, og i den sammenhæng kunne han forstå behovet for at isolere sig lidt.
Med et par lange skridt havde han sluttet sig til hende ude i køkkenet, hvor han havde placeret sig selv på kanten af det lille spisebord vendt mod hende.

"Well... Det er måske ikke hvad jeg havde forestillet mig at du boede i, men jeg kan ikke sige, at det ikke klæder dig. Du har gjort det til dit eget." Smilet forblev på hans læber, ligesom hans blik forblev på hende. Callista så ud til at have faldet mere til ro, til trods for at have ham i sit hjem for første gang. Han kunne ikke andet end at tage det som noget positivt.

[Callista Runcorn]

Afstanden mellem dem blev betydeligt mindre, da han satte sig på kanten af spisebordet og hun tog sig i at være lidt forundret over, at han ikke virkede mere malplaceret i det lille hus. Måske havde hun forventet det - ligesom han havde forventet noget andet "Jeg har prøvet.. og måske ikke fejlet komplet." kedlen var begyndt at snurre på komfuret, men kogte ikke endnu da hun lagde hovedet lidt på sned og så undersøgende på ham "Hvad havde du forestillet dig?"

[Bryce Donovan]

Det var noget behageligt bekendt ved den måde hun så på ham, som om hun forsøgte at regne ham ud. Det mindede lidt mere om den stemning der havde været mellem dem, før han havde rejst. Endnu vovede han dog ikke at lægge mere i det, end bare at tænke at Callista var mere komfortabel i hans selskab end hun havde været på starten af deres aften sammen.

"Hrm... Et palæ, måske." svarede han efter et par sekunders tankefuld tavshed. "Fin kunst på væggene. Et klaver i stuen. Måske en husalf til at tage sig af alt det praktiske omkring huset." Det lød meget i samme stil som hans eget hjem, men det havde simpelthen været det indtryk, hun havde givet ham. Måske var det også fordi hun havde virket så komfortabel, de gange hun havde været hjemme hos ham, og han havde tænkt at hun havde været vant til tilværelsen. "Men som sagt, klæder det her dig. Jeg er næsten ked af først at se det nu." Den ene mundvige gled en smule opaf.

[Callista Runcorn]

Heller ikke mens han udlagde sin forventning, var der nogen overraskelse at spore hos Callista. Uden at vise det, fik beskrivelsen det dog til at stikke hult i hendes mellemgulv "Jeg har ikke spurgt dig før nu." pointerede hun og havde været ret bevidst om ikke at gøre det for et år siden "Men du er ikke så frygtelig meget ved siden af. Jeg er vokset op sådan.. " det kunne ikke komme bag på ham. Så mange irske fuldblodsfamilier var der trods alt ikke "Hvis ikke jeg havde taget de valg jeg gjorde, ville jeg sikkert stadig bo sådan, eller i hvert fald et ret andet sted end her." hun tav et øjeblik og skævede til kedlen før blikket fandt hans igen "Det er svært at få råd til når man ikke har en familie-formue i ryggen længere."

[Bryce Donovan]

Smilet var falmet en smule i takt med at Bryce fornemmede at have ramt et ømt punkt. Men det var måske også svært at undgå, når man bevægede sig ind på et emne som meget vel kunne bringe gamle ar op - såsom Callistas forhold til sin familie og eks-mand.

"Well, jeg er stadig glad for at du tog de valg, som du gjorde. For din egen skyld." uddybede han. Man kunne måske påpege at hendes valg også havde været med til at de to overhovedet var stødt ind i hinanden som de havde gjort det, og at tingene havde udviklet sig som de havde gjort, men i sidste ende var Bryce nu også bare glad for at hun var kommet ud af den situation hun havde været i. "Og du har tydeligvis ikke behøvet en familieformue til at bo komfortabelt." indskød han med en sigende gestus til deres omgivelser. Det havde dog ikke fået hans blik til rigtigt at vandre videre fra hende. Han havde ikke kunnet lade være med at spørge sig selv om hvor anderledes det hele ville have været, hvis han ikke havde rejst. Om hun ville have inviteret ham hjem til sig for første gang under helt andre forhold. Hvordan de to ville have haft det med hinanden, i stedet for de spændinger der var mellem dem nu.
Det piftede højlydt fra kedlen på komfuret, og Bryce blev revet ud fra sin tankestrøm.

[Callista Runcorn]

Det gav et lille sæt i hende da kedlen fløjtede. Hun greb sin tryllestav igen og med et hurtigt svip, gik blusset under kedlen ud og den insisterende fløjten døde ud "Nej.." hun var ikke rigtigt ukomfortabel med emnet.. ikke længere, men var stadig lidt splittet i forhold til manden der nu stod i hendes køkken "Måske er det sundt at finde ud af, at man godt kan leve for mindre." hun lod armene falde igen og slog ud mod en mindre samling te-dåser på køkkenbordet bag sig "Hvad har du lyst til?"

[Bryce Donovan]

At leve for mindre... Bryce fangede sig selv i at kaste et overvejende blik rundt i køkkenet og ud i den tilhørende stue. Callista levede bestemt for mindre end han gjorde, men når man sammenlignede deres hjem måtte han alligevel indrømme for sig selv at Callistas havde en mere hjemlig atmosfære end hans palæ. Ikke at han ikke havde det godt i sit hjem, men Callistas hus gav ham næsten lyst til at lade sig selv synke ned i en sofa end at sidde i en godt polstret lænestol. Det var en besynderlig følelse.

Ved hendes indikation vendte han sin opmærksomhed mod køkkenbordet bag hende, men han måtte komme nærmere for at se hendes lille udvalg igennem. Det var ikke fordi de ikke havde gået tæt sammen på vej til Kedlen, men der var alligevel noget pirrende, når forskellen var at han var i hendes hjem denne gang. Han stødte dog alle de tanker til side for øjeblikket.
"Earl Grey er fint nok. Med to sukker, hvis det kan lade sig gøre?" Blikket fandt tilbage til Callista, som han stadig stod tæt op af, selv om at han var bakket et halvt skridt tilbage.

[Callista Runcorn]

Callista fik et øjeblik eller to til at betragte ham mens han valgte sin te, uden at det var komplet åbenlyst hun gjorde det. Det ville være en meget fed løgn at påstå, hun ikke stadig var tiltrukket af ham. Den del var vågnet så snart hun havde sat sig ved siden af ham i teateret, men det var bare ikke så ligetil.

Tankerne til trods spillede et lille smil på hendes læber over hans valg "Traditionelt, men med en sød tand." hun valgte selv en krydret te og gjorde begge krus klar, lidt for bevidst om hans tilstedeværelse, da den svævende kedel der nærmere sig, fik hende til at tage et skridt tilbage og bumpe let ind i ham.

[Bryce Donovan]

Hendes kommentar omkring hans valg fik en blanding af et fnys og et grin til at lyde fra ham. Han var ikke sikker på om det var en helt passende beskrivelse af ham, men han protesterede heller ikke direkte imod det. Om ikke andet lod det til at hans valg havde underholdt hende, at dømme ud fra det lille smil som var dukket op over hendes læber.

Han havde stået hvor han stod, mens Callista gjorde deres drikke klar, og havde et eller andet sted måske selv været for optaget af sine egne tanker - hvori han selv havde vurderet situationen an for hvad der måtte være hundredeogsyttende gang - da den svævende kedel tydeligvis kom som lige så meget af en overraskelse for Callista som det gjorde for ham. I hvert fald bumpede hun pludselig ind i ham, og selv om at det ikke havde været et specielt hårdt eller kraftigt sammenstød, var Bryce alligevel blevet overrasket nok til at hans hænder automatisk var gledet frem for at holde på hende i sammenstødet, og sådan endte han med at stå dér med hænderne placeret mod Callistas hofte og blikket låst mod de kønne blå-grønne øjne, han engang havde følt sig komfortabel med at lade sig selv synke ind i. Han rømmede sig en gang.
"Er du okay?" lød det drævent fra ham. Hænderne havde ikke sluppet hende.

[Callista Runcorn]

Callista stivnede i hans greb, mens kedlen upåvirket skænkede dampende vand op i begge krus. Slanke bryn trak sig ind mod hinanden, men hun trak sig ikke væk, da hun rystede på hovedet "Ikke rigtigt." det var meget ærligt og hun vidste ikke helt hvor den ærlighed kom fra. Kun at hun ikke kunne finde sin sædvanlige viljestyrke og hun blev den første til at slå blikket ned.

[Bryce Donovan]

Lige så lidt som Callista trak sig fra ham, havde Bryce lyst til at give slip på hende. Det var så længe siden de havde stået så tæt sammen, som de gjorde nu. At gå arm i arm havde været én ting, men at stå sådan her virkede på en måde mere... intimt. Han fangede sig i at huske sidste gang han havde haft hænderne på hende på den her måde. Hun havde smilet op til ham og rettet på hans krave, og hun var gået. Men ikke før hun havde givet ham et sidste kys og et spillende smil.
Hans blik flakkede uvilkårligt til hendes læber, men Callista havde allerede sænket sit blik, så måske så hun det ikke.

"Callista..." lød det dæmpet fra ham. Han havde ikke noget at sige, selv om at han følte at han burde. Tøvende løftede han den ene hånd for at lægge den under hendes hage, og forsigtigt hæve hendes blik igen. "... Hvis du er ukomfortabel med at jeg er her, så sig til, og så går jeg igen. Jeg aftalte kun at følge dig hjem, og jeg vil ikke være til besvær."

[Callista Runcorn]

Måden han fik sagt hendes navn på, fik hendes mellemgulv til at vende sig. Hun lukkede øjnene og begyndte at ryste på hovedet, men det blev aldrig helt til noget, da fingre lagde sig under hendes hage og fik hende til at se op igen. Brynene var stadig trukket hårdt sammen mens hun lyttede og så løftede den ene hånd og lukkede fingrene om hans håndled mens hun drejede hovedet væk, uden dog at bryde øjenkontakten "Problemet er ikke at du er her.." begyndte hun og tog en dyb indånding for at stive sig af til at fortsætte "Men at jeg har lyst til du er her."

[Bryce Donovan]

Det var Bryces tur til at mærke hvordan en sug gled gennem ham, da hun direkte fortalte ham, at hun havde lyst til at han var der. Det var lige så meget måden hun næsten var nødt til at forberede sig på overhovedet at sige det, som fik hans skuldre til at falde. Som om det var svært for hende at indrømme.
En rynke formede sig mellem hans bryn, men hans ansigtsudtryk var mere bedrøvet end forvirret. Han forstod hende, og han vidste at han var årsagen til at hun havde det så svært.

"Jeg har lyst til at være her." lød hans dæmpede svar, også uden at han brød øjenkontakten med hende. Hendes fingre var stadig lukket om hans håndled, men hans anden hånd var endnu placeret om Callistas hofte, og han brugte sit løse greb om hende til prøvende at hive hende tættere på sig. Han måtte bøje en smule i nakken for at bevare øjenkontakten, og det bragte hans ansigt tættere på hendes.

[Callista Runcorn]

Callista slap hans hånd, tøvede, men lagde så hænderne fladt mod hans brystkasse da han trak hende tættere på - og hun lod ham gøre det "Det ændrer ikke på, at jeg stadig er rasende på dig." fortsatte hun stilfærdigt og selvom den omtalte vrede ikke var så dominerende lige nu, var den der.. et sted indeni hende mens hun lænede sig et minimalt stykke frem og lod panden hvile mod hans.

[Bryce Donovan]

Han kunne ikke forklare hvorfor, men noget i hendes ord lokkede hans mundviger en smule opad, men han fangede sig selv i det og rømmede sig en smule.
"Det ved jeg godt." mumlede han dæmpet, mens han lod hendes pande hvile mod hans. Det fik ham til et kort øjeblik at lukke øjnene i. Han kunne ikke gøre skaden han havde gjort, god igen på et enkelt døgn. Han var klar over at han måtte lægge tid og kræfter i det, for at få vist at han var ked af det, men han var villig til det.

"Jeg ville ønske, jeg var blevet. At jeg ikke havde været en fej idiot. Og jeg kan kun håbe at du vil give mig chancen til at bevise at jeg mener det." Blikket søgte prøvende hendes, mens hans anden hånd sluttede sig til den første omkring hendes hofte. "Jeg savnede dig virkelig, Callista."