Kulturelt indspil

[Callista Runcorn]

Callista rejste sig først da han stod med en hånd rakt frem mod hende. Der havde hun allerede nået at fortryde adskillige gange og ombestemme sig igen. Hun sagde ikke noget af det, men lagde en hånd i hans og rejste sig med et lille nik "Lad os."

Hun havde stadig sin kappe over den ene arm da de nåede ud på gaden og skuttede sig lidt. Det var blevet betydeligt køligere mens de havde spist, men aftenluften klarede også tankerne "Det er vist nemmest at finde en pejs.. det er en smule langt at transferere." hun så op på ham, afventende, selvom hun vidste de fleste steder i London, hvor man offentligt kunne komme til en pejs forbundet til Susenetværket.

[Bryce Donovan]

Selv Bryce måtte rulle en gang med skuldrene da han trådte ud fra restauranten, stadig med Callistas hånd i sin arm. Det var alligevel overraskende, hvor varm han følte sig i kroppen af igen at stå sådan med hende. Endnu et positivt tegn, han alligevel havde valgt ikke at ordlægge.

Blikket faldt ned på hende ved hendes forslag, og han nikkede langsomt.
"Det har du nok ret i." istemte han, ikke uden en vis grad af overvejelse til implikationen om at han dermed ikke bare ville kunne følge Callista hjem, han ville også havde indenfor i hendes hjem. Atter en gang en tanke han ikke udtalte højt. "Det er længe siden jeg har brugt susenetværket fra den her kant af byen. Er der stadig en pejs i baglokalet nede i undergrundsbanen?" spurgte han med et nik mod en trappenedgang lidt nede af vejen fra dem. Han huskede det som en pejs der, for mugglerøjne, ville ligne gammel dekoration, men troldmændene og heksene var bekendt med dens egentlige formål.

[Callista Runcorn]

Modsat da de var ankommet, havde hun taget hans arm denne gang, selvom det i sig selv havde været en smule grænseoverskridende, men alligevel føltes det naturligt, da de havde gået et stykke. Lidt som at flyve en kost. Man glemte aldrig helt hvordan.

Hun så i retningen han angav og trak på skuldrene "Jeg har ikke hørt den ikke stadig skulle være der, men ellers er Kedlen altid et sikkert valg." det eneste minus ved det valg var, at der var ret stor chance for at løbe i nogen man kendte.

[Bryce Donovan]

Bryce overvejede de to muligheder de stod med. Undergrunden var tættere på, men den var på et temmelig offentligt sted. Selv med en obliviator i armen ville han klart foretrække at de benyttede sig af en pejs, hvor han ikke skulle tænke på at blive set af mugglere. Desuden var han heller ikke meget imod tanken på at tilbringe den ekstra gåtur sammen med Callista. Dét blev i sidste ende argumentet som afgjorde det for ham.

"Lad os tage Kedlen, så." svarede han afgørende, før han begyndte at gå ned af den modsatte vej, som ville føre dem tilbage til værtshuset.
Følelsen af Callistas hånd i hans armkrog havde efterhånden nået at føltes lige så naturlig, som den havde gjort for et års tid siden. Alligevel havde Bryce ikke lagt sin hånd over hendes, sådan som han ville have gjort det dengang, og som han ellers havde lyst til at gøre det. Han var klar over at han balancerede på hendes grænser, og han havde ikke lyst til at spolere noget nu, ved at overskride dem.
"Du... havde en kat, ikke?" lød det efter et par minutters tavshed fra ham. Han rømmede sig en gang. "Du nævnte den, den første gang du overnattede hos mig."

[Callista Runcorn]

Callista nikkede samtykkende og fulgte med da han begyndte at gå. Hæle mod sten var en stund det eneste der brød tavsheden, før han brød den og kaldte et smil frem på hendes læber med spørgsmålet "Jo.. eller.. Havde er rigtigt. Bella var gammel. Jeg havde haft hende siden Hogwarts, men jeg fik en ny sidste sommer." Det havde ikke været så frygteligt længe efter deres, måske lettere ufrivillige, brud "Ares. Han er lige knap et år nu." hun drejede hovedet igen for at se op på ham, ikke at højdeforskellen var enorm når hun var i høje hæle, hvilket hun oftest var "Det er ikke nu du afslører du ikke kan fordrage katte, vel? For så har vi et problem." eller måske nærmere et problem mere.

[Bryce Donovan]

Smilet falmede, som det så ud som om han, uden at mene det, havde startet en samtale om hendes nu afdøde kat. Han ville have bandet indvendigt over sin egen ulykke, havde det ikke været fordi Callista stadig havde et smil på læberne, mens hun fortalte om sin nye kat, og i stedet faldt hans skuldre igen.

"Jeg har intet problem med katte." forsikrede han hende om med et dæmpet grin, og skævede tilbage ned til hende. Hendes høje hæle udlignede højdeforskellen mellem dem markant, men han var stadig knapt et par centimeter højere end hende. Smilet voksede en anelse. "Jeg er ked af at høre om Bella, men i det mindste er jeg sikker på at du gav hende et godt og langt liv. Og nu kan du give det samme til Ares." Blikket dvælede en smule på hendes ansigt, og hans hånd lagde sig på næsten naturligt vis en smule tættere på hendes, foldet ind i hans arm.

[Callista Runcorn]

Callista nikkede sin enighed, selvom det var en smule underligt at tale om kæledyr med ham. Det havde ikke lige været det emne der oftest var kommet op i mellem dem "Hvis du spørger ham, er det allerede hans hjem og jeg bor der kun på hans nåde." blikket var igen rettet fremad og emnet var et hun var tryg nok ved, til ikke at bemærke hverken hans blik eller hans frie hånd der krøb tættere på hendes.

[Bryce Donovan]

Endnu et dæmpet grin blev høstet fra Bryce, og han gav et istemmende nik fra sig.
"Det lyder som en typisk kat, ja." medgav han, til trods for at han aldrig selv havde været katteejer. Men havde man set mødt én kat, havde man mødt dem alle - og Ares lød som enhver anden kat, Bryce nogensinde var stødt på.

Det kriblede i hans fingre, da Callista intet havde gjort for at anerkende hans hånd der havde sneget sig nærmere hendes. Han havde netop været ved at føre hånden det sidste stykke frem, men netop som impulsen slog ham rundede de et hjørne, og trådte op af gaden som bragte dem til Den Utætte Kedel. Han måtte dermed bide impulsen i sig, og i stedet tage hånden til sig for at åbne døren og lukke dem indenfor.
Der var lunt inde i værtshuset og en livlig stemning. Bartenderen stod og snakkede med én af kunderne ved baren, men udover et løftet blik som hurtigt faldt igen, virkede det ikke til at nogen lagde synderlig meget mærke til de to nyankomne. Bryce brugte heller ikke tiden på at granske rummet nøjere, før han, stadig med Callista ved sin side, satte kursen mod pejsen i enden af rummet.

[Callista Runcorn]

Callista var normalt en ret opmærksom person, men der var for mange andre tanker i hovedet på hende lige nu, til at opdage den diskrete tilnærmelse.

Kedlen var som den altid var. For hende mere et midlertidigt stop, end et sted hun nogensinde havde sat sig for at spise eller drikke. Hun nikkede høfligt til troldmanden bad baren og endte ved pejsen hvor hun slap Bryce's arm og rakte op efter en håndfuld grønt pulver fra krukken på hylden over pejsen. Hun stod med pulveret i hånden et sekund eller to før hun så op på ham, brynene krøbet en smule sammen "Rosehill Cottage, Portree." det var henvendt ligeså meget til ham, som til pejsen og da hun smed pulveret i flammerne, blussede det op i en lysende grøn farve og bar hende sekundet efter væk fra London.

Hun trådte hjemmevant ud af pejsen i sin egen velkendte stue, trådte lidt væk og børstede en smule sod af den ene arm, mens hun vendte sig afventende, og en smule nervøs, mod pejsen.

[Bryce Donovan]

Bryce betragtede Callista opmærksomt da hun tog pulveret i hånden og lod ham vide hvad han skulle sige, før hun forsvandt ind i de grønne flammer som i et kort øjeblik havde lyst hele sofagruppen ved pejsen op, før flammerne igen dulmede ned til en doven glød. Alligevel stod han et par sekunder og betragtede pejsen, før han endelig greb ud efter susepulveret, før han selv trådte ind mellem gløderne og gentog hendes ord.
"Rosehill Cottage, Portree." lød det klart fra ham, før han smed pulveret og ligesom hun blev opslugt af de grønne flammer.

Sekundet efter trådte han ud af et andet ildsted og ind i et rum han ikke genkendte. Allerede fra rummet han var trådt ind i, kunne han regne sig frem til at resten af huset måtte være mindre end han havde forestillet sig. Havde det ikke været fordi Callista selv stod foran ham, ville han have troet at han var havnet i den forkerte pejs. Overraskelsen måtte også være tydelig i hans ansigt, da han lod blikket glide rundt i rummet, inden han gav et lille nik fra sig og vendte blikket tilbage mod Callista. Et lille smil lurede i hans mundvige.
"Du bor hyggeligt."

[Callista Runcorn]

Callista havde nået at tænde nogle af lamperne i stuen før flammerne, i den ellers kolde pejs, blussede op igen og Bryce kom til syne. Mentalt tog hun en dyb indånding og kvalte den instinktive følelse af mild panik det var, at se ham træde ud i stuen. Hun betragtede ham mens han så sig omkring og overraskelsen i hans træk, fik hende til at slappe af igen og endda antydningen af et underholdt smil til at sitre i hendes mundvige "Men ikke det du havde forventet?" fortsatte hun for ham, mildt spørgende uden selv at virke overrasket over hans reaktion.

[Bryce Donovan]

Et skyldigt smil gled over hans læber som Callista fortsatte sætningen for ham, og han måtte ærligt nikke som svar.
"Ikke, hvad jeg havde forventet." bekræftede han, selv om der intet spor af fordom var i hans tonefald. Han gik ikke ud fra at han behøvede uddybe sin overraskelse; Callistas smag og stil havde altid givet ham indtrykket af at hun nød den samme tilværelse som han gjorde. Stort og luksuriøst. Men han måtte indrømme at der var en vis charme over hendes hjem.

Han foldede hænderne bag ryggen da han betragtede hende, og trak en smule mere på smilebåndet. "Jeg bad godt nok kun om at følge dig hjem, men jeg har ikke noget jeg skulle nå... Hvis du har lyst til at vise mig rundt." Tonefaldet var mildt, og nok en gang overlod han beslutningen til hende.

[Callista Runcorn]

Callista var stadig ikke overrasket, men blikket var ikke utilfredst da det fulgte hans rundt i den lille stue "Det er ikke første gang jeg har hørt det." hun trak håret hen over den ene skulder, men overvejede ikke længe før han fik et svar "Nu du er her ville det næsten være underligt andet, ville det ikke?" spørgsmålet var lettere retorisk og hun ventede ikke på svar "Har du lyst til en kop te?" det var en lidt indgroet, høfligheds-ting at spørge om, men hun kunne virkelig godt selv bruge en kop at styrke sig på.

[Bryce Donovan]

"Gerne." lød svaret fra ham, mens han begyndte at trave rundt i rummet. I hans eget palæ ville man skulle gå ud af stuen, gennem foyeren og ind i et andet rum, før man kunne sige at man var i køkkenet. Hos Callista ville han kun behøve gå få skridt for at gå fra det ene til det andet.
Han trak sin jakke af sine skuldre og hang den over en krog ved fordøren, hvilket også lod ham få et kort blik ud gennem ruden i døren, og omgivelserne omkring huset. Der var mørkt, og der var ikke meget i form af belysning udenfor, så vidt han kunne se. Et dæmpet grin lød fra ham. "Du har langt til de nærmeste naboer?" Det var mere for at holde samtalen ved live end et virkeligt spørgsmål. Så langt gik det godt. Han ville bare undgå den akavede tavshed.

[Callista Runcorn]

Callista nikkede og gik ud i det lille åbne køkken, der lå i forlængelse af stuen. Hun tændte et blus på komfuret og satte den altid fyldte kedel på varmen, før hun kastede et blik tilbage mod ham "Der er vel en god kilometer herfra ind til Portree." hn åbnede et skab og valgte to krus fra en hylde "Men det var en del af grunden til jeg valgte det." fortsatte hun og lukkede skabet igen. Det var meget godt for situationen at have noget at lave - om det så kun var at lave te. Hun var dog betydeligt mere rolig, nu hun var på hjemmebane "Men mine kriterier dengang jeg flyttede herop, var heller ikke så.. kræsne." hun slap en lille overvejende lyd mens hun lænede sig ind mod køkkenbordet og krydsede armene løst over brystet "Jeg ville langt væk fra Irland og det kriterie fik jeg da indfriet." hun lod blikket glide rundt i køkkenet med et lille smil "Det var ikke lige noget som det her jeg var vant til, men det var billigt, så jeg slog til og tænkte jeg kunne være her, til jeg fandt noget bedre, men det er vokset lidt på mig."