Kulturelt indspil

[Bryce Donovan]

Det var længe siden han overhovedet havde skænket Callistas tidligere forhold en tanke, men han kendte nok til den, til at vide at hun havde forladt en voldelig mand i sin tid. Han havde aldrig spurgt nærmere ind til detaljerne i deres forhold, men han formodede at det havde noget at gøre med hendes grunde til at forlade Irland. Han nikkede forståelsesfuldt.

"Jeg er sikker på du er bedre stillet uden dem." lød det overbevist fra ham, mens et blødt smil trak i hans mundvige. "Du gjorde hvad du måtte. Jeg ville hade at tænke på hvis du havde taget det andet valg."

[Callista Runcorn]

Callista var sjældent mundlam og hun var det heller ikke direkte nu, men vidste heller ikke helt, hvordan hun skulle reagere på sympatien "Måske." svarede hun, en smule vagt, for det kunne være svar på det alle hans konstateringer, uden helt at være det "Hvis ikke, havde jeg sikkert siddet til pynt et sted som en god hustru."

[Bryce Donovan]

Mundvigerne vippede yderligere en smule opad.
"Jeg har svært ved at forestille mig dig tage til takke med en rolle som pynt." Det var slet ikke den slags kvinde, Callista havde slået ham som. Helt siden den første aften de rigtig mødte hinanden under maskeballet havde hun altiv været en proaktiv kvinde som gik efter hvad hun ville have. Det var måske en eftereffekt af hendes tidligere ægteskab, men ikke desto mindre var det ét af hendes tiltrækkende træk. At forestille sig hende som passiv virkede helt forkert.

[Callista Runcorn]

Trods emnets alvor og det faktum, at hun stadig var milevidt fra noget der lignede tilgivelse, krusede et smil sig på hendes læber og et smalt bryn hævede sig lidt "Det ville heller aldrig ske." forsikrede hun ham og rakte ud efter sit vinglas. De grå øjne spillede svagt hen over det.

[Bryce Donovan]

Svaret, men måske nærmere antydningen af et smil på hendes læber, lokkede Bryces egne mundviger til at vippe en anelse opad, og ligesom hende rakte han ud efter sit vinglas, som han nok en hånd holdt inviterende frem mod hende, som for at skåle på det.
"Til aldrig at tage sig til takke." konkluderede han.

Efter at have skålet og nok en gang nippet til vinen, betragtede Bryce hende over kanten af glasset. Da han satte det fra sig igen, samlede han igen hænderne under hagen da han lænede sig en smule frem.
"Med dét sagt, håber jeg at jeg i løbet af aftenen gør mig fortjent til at spørge dig ud igen. Rigtigt, denne her gang." Han trak en smule på smilebåndet. "Du behøver ikke svare endnu. Jeg er klar over at det kommer til at tage tid. Men man har lov at håbe, ikke sandt?"

[Callista Runcorn]

Hun tøvede, men kun et øjeblik, før hun lod sit glas klinge mod hans og nippede til vinen igen. Hun tog bestikket op igen mens han fortsatte, blikket rettet mod maden, mens hun for sig selv overvejede, hvordan hun ville have det med at gentage aftenen. Under mere traditionelle forhold "Jeg afslår sjældent en god middag." svarede hun og så op. Det var ikke et ja til mere end det, men det var hvad hun kunne strække sig til lige nu.

[Bryce Donovan]

Hendes svar havde været mere end godt nok. Bryce var ikke så indbildsk at han forventede at de bare kunne vende tilbage til hvor de var, bare fordi han havde givet et godt måltid. Der var sket så meget mellem dem, siden den tid hvor de blot havde opsøgt hinanden og stillet alle de behov, de nu måtte have haft, sammen. Både når det kom til selskabet og andre, mere primale behov.

"Jamen så lad mig tage muligheden nu, og byde dig på endnu en middag i fremtiden." svarede han derfor smilende, mens han skar endnu et stykke af sin bøf. At gå forsigtigt frem var normalt noget som strøg ham meget imod hårene, men hvad kunne han sige? Der var noget ved Callista som han holdt af, og som han håbede han kunne få tilbage. Det krævede dog en indsats fra hans side.

[Callista Runcorn]

Callista tyggede en bid due færdig og sank før hun svarede på invitationen “Hvornår har du så tænkt dig det skulle være?” Hovedet var gledet lidt på sned og trækkene lagt i neutrale folder. Blikket flakkede dog et splitsekund og hun så hurtigt ned. Vinglasset blev løftet igen som det perfekte tågesør, før hun igen mødte hans blik hen over kanten på det, blikket afventende.

[Bryce Donovan]

"Jeg vurderede at lade det være op til dig." svarede han hende uden at blinke. Han gav hende et kort øjeblik til at drikke færdig, og overveje hans svar, før han fortsatte.
"Jeg er klar over at hele den her situation er... akavet. Tro mig. Så jeg vil ikke have at du føler dig trængt op i en krog, eller at du bliver presset til mere end du er komfortabel med." Han trak en smule på smilebåndet. "Du kan anse det som en åben invitation. Det giver dig tiden til at vurdere om du overhovedet har lyst, og hvad du har lyst til." Det var ikke gået over hovedet på ham at Callista ikke havde kunnet give et klart svar på om hun overhovedet ville tage imod hans invitation om en ny date. Det var stadig ikke noget han kunne bebrejde hende for. At give hende en smule kontrol over situationen virkede som en god løsning.

[Callista Runcorn]

Callista lod vinen glide over tungen, lod smagen fylde sin mund før hun sank og nikkede en enkelt gang til hans forslag "Jeg lover at tænke over det." hun kunne have sagt det bare for at tale ham efter munden og aldrig kontakte ham igen. Det ville være nemt og hun ville uden tvivl have gjort det i andre tilfælde, med andre mænd. Men andre mænd var ikke Bryce og hun tog sig i at holde øjenkontakten med ham nogle sekunder længere, end det måske var nødvendigt. Noget rørte helt sikkert stadig på sig i hendes indre og hun slog blikket ned til sin mad igen.

[Bryce Donovan]

Bryce var mere end klar over at han gennem sit forslag havde givet Callista lige så meget potentiale for at afskære sig fuldkommen fra ham, som for at gribe muligheden for at mødes med ham igen. Det var dog en risiko han var nødt til at løbe. Om ikke andet kunne han altid sige at han havde gjort hvad han kunne, og måtte ellers respektere det svar hun ville give ham.

"Jeg vil se frem til det." var hans eneste svar, og sendte hende endnu et lille smil, mens han skar det sidste af sin bøf op og spiste det. "Du ved jo også hvordan du får fat i mig, når det er." Selv når han ikke befandt sig i Ministeriet, ville en assistent kunne bringe en besked videre til ham. Han havde ingen forventninger om at hun ville møde op foran hans private dør.

[Callista Runcorn]

Callista nikkede, uden at have mere at tilføje. I stedet koncentrerede hun sig om det sidste af sin mad og lagde bestikket sirligt fra sig på den ene side af tallerkenen, da den sidste bid var væk.

Hun rakte ud efter vinglasset igen, som en interimistisk redningskrans, bare for at have noget i hænderne "Tak for mad." det føltes lidt fladt, men ikke desto mindre smilede hun svagt da hun igen mødte hans blik.

[Bryce Donovan]

"Tak for selskabet." lød hans svar tilbage, alt imens han gjorde hende kunsten efter og rakte ud efter sit vinglas med den ene hånd, og signalerede efter den nærmeste tjener med den anden, for at bede om regningen. Han fornemmede at aftenen nærmede sig sin ende. I det mindste kunne han da ikke bedømme aftenen til at have været en fiasko. Den var på ingen måde gået sådan som han havde forventet da han tog hjemmefra, men Callista havde da været modtagelig.
Da tjeneren kom til deres bord med regningen gravede Bryce nogle mugglersedler frem, og efter den nødvendige tid til at finde det rette mugglerbeløb samt en passende sum drikkepenge, vendte han igen sin opmærksomhed mod Callista. "Er det for meget, hvis jeg spurgte om du ville lade mig følge dig hjem?"

[Callista Runcorn]

Callista havde taget servietten op fra skødet mens han betalte, men stoppede midt i bevægelsen over spørgsmålet. Hun så ikke op, men brynene trak sig sammen mens hun foldede stoffet sammen og lagde den sammenfoldede serviet ved siden af sin tomme tallerken før hun så op igen og mødte hans blik. Hun havde været hos ham mere end en gang før relationen blev brudt så brat som den var blevet, men han havde aldrig været hos hende. Han vidste måske nok, at hun boede på Skye, men siden sin skilsmisse, havde hun været mere end selektiv med, hvem der fik lov at komme indenfor døren.

Hun sad tavs adskillige sekunder. De grå øjne var vurderende, men gemte også på en sårbarhed, hun ellers var mester i at skjule. Så rystede hun let på hovedet en enkelt gang.

[Bryce Donovan]

Tålmodigt havde Bryce ladt blikket hvile på Callista mens hun tænkte. Han var ikke vant til at se hende sådan. Hun så helt usikker og... sårbar ud. Han frygtede at han måske havde gået over én eller anden grænse med sit forslag. Det slog ham først for sent hvordan Callista havde undgået at lade ham komme med sig hjem, selv da ting stadig gik godt mellem dem. Hun havde været hjemme hos ham, men hun havde altid haft en undskyldning for ikke at tage ham med sig hjem.
Netop som han skulle til at trække tilbudet tilbage, rystede hun dog på hovedet. Bevægelsen var dog så lille og så stilfærdig, at Bryce alligevel måtte lade blikket hvile lidt på hende mens han vejede situationen for og imod.
I sidste ende var valget nemt. Han måtte jo tolke hendes accept som en form for tillid.

"Udmærket." Han trak en smule på smilebåndet i hendes retning før han rejste sig fra sin stol og trådte nærmere hende. En hånd strakte sig forsigtigt ud til hende. "Skal vi komme afsted?"