Kulturelt indspil

[Callista Runcorn]

For Callista var maden en velkommen undskyldning for ikke at tale - uden at skulle indrømme, hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Det åbenlyse emne lå lige for, men var langtfra ligetil og knivens bevægelse blev en smule mere intens, da Bryce lukkede op for hvepsereden igen.

Han indrømmelser startede en knugende fornemmelse i hendes mellemgulv og hun så ikke op på ham mens hun fortsatte med at skære i det mere end møre kød "Og hvis jeg kunne?" spurgte hun, langt mere rolig end hun følte sig og løftede hovedet for at kunne møde hans blik.

[Bryce Donovan]

Hendes respons var rimelig. Han havde ikke forventet nogen gengældelse af noget han sagde, og kunne derfor heller ikke se sig skuffet over dets fravær. Til gengæld var hendes svar hverken en afvisning eller nogen anden form for accept. Blot et simpelt spørgsmål som ville hjælpe hende med at finde ud af situationen.

"Jeg ville ikke lade som om, hvad der skete, ikke skete." startede han. Det var en vigtig understregelse som igen skulle påpege at han ikke forventede at de bare ville slå en streg over at han var rejst. "Men jeg ville have forsøgt at gøre skaden god igen. Forhåbentligvis nok til at få en chance til."

[Callista Runcorn]

Callista havde altid været en person der holdt kortene tæt på kroppen - især når det kom til følelser og det havde ikke ændret sig det sidste år. Følelser havde hun mange af og de var en smule i oprør lige nu, men facaden var neutral. Selvom hun måske troede på ham, sad det stadig lurende i baghovedet, hvad der var sket, sidst hun lukkede en smule op.

Hun sad tavs et langt øjeblik med et stykke kød på gaflen der aldrig kom videre før hun igen mødte hans blik med en svag rynke over næseryggen "Forsøge hvordan?" spurgte hun videre med et søgende blik.

[Bryce Donovan]

Også Bryces mad var efterladt næsten urørt på hans tallerken, mens han tålmodigt afventede en form for respons fra Callista. En hvilken som helst respons. Hendes ulæselige ansigtsudtryk var næsten værre end hvad han forventede en direkte afvisning ville være.

Endnu et spørgsmål blev han stillet, og også denne gang måtte han sidde et par sekunder og overveje sit svar. En finger trommede tankefuldt på bordkanten.
"Jeg mistede din tillid til mig." sagde han endelig og betragtede hende nøje på tværs af bordet. "Jeg vil gøre mig fortjent til den igen. Med hvilke midler det end vil kræve."

[Callista Runcorn]

Callista holdt hans blik adskillige sekunder før hun så ned på sin tallerken og opretholdt den ladede tavshed lidt endnu, mens hun kæmpede en indre kamp med sig selv. Det ville være let bare at slå en streg over fortiden og begynde forfra, men på samme tid føltes det som en af de sværeste beslutninger hun havde skullet tage.

Kødet sad stadig på gaflen da hun løftede hovedet igen og mødte hans blik. Rynken mellem hendes bryn var blevet dybere og et glimt af usikkerhed gled momentært over hendes ansigt "Jeg er nødt til at tænke over det, Bryce." stemmen var dæmpet, indtrængende, mens hun så afventende på ham.

[Bryce Donovan]

"Jeg forventede intet mere." Han havde faktisk ikke vovet at have nogen forhåbninger. Callista ville være i sin fulde ret til at bede ham ryge og rejse. At slå en streg over det hele og lade som ingenting ville have været den nemme udvej, men samtidig ville det have virket respektløst overfor hende, hvis han havde foreslået det. Nej, at arbejde sig igennem det ville uden tvivl være den bedste fremgangsmåde.

Allerede nu virkede det dog som om en byrde var blevet lettet fra hans skuldre, om end den ikke helt var blevet fjernet. Men det var nok til at han igen kunne tage en bid af sin bøf. Han kunne endda tillade sig at nyde smagen denne gang. "Hvordan er duen?" lød det konversationelt fra ham.

[Callista Runcorn]

Et glimt af noget der måske kunne være taknemmelighed, gled over de grå øjne. Uanset hvad hun besluttede, ville betænkningstid være nødvendigt, før hun over kunne tage nogen som helst beslutninger.

Hun nikkede, indså hun faktisk ikke havde smagt på fuglen endnu og løftede gaflen til læberne for at gøre det og nikkede igen mens hun sank "Perfekt." besluttede hun med antydningen af et smil og skuldre der var faldet en smule.

[Bryce Donovan]

Det var vist første gang den aften han havde set det mindste tegn på et smil fra hende, men det var nok til at Bryce selv mærkede skuldrene falde en smule igen, ligesom hans ene mundvige vippede en smule opad. Endnu en mundfuld af hans bøf blev tygget og slugt.

"Jeg har kigget på ejendomme i England." kunne han fortælle hende. Det var lige så meget for at få en let småsnak i gang, nu hvor det tungere emne var talt igennem, som det var for igen at understrege hans alvor i at være kommet for at blive. "Det ville være upraktisk i længden at skulle bruge Susenetværket frem og tilbage mellem London og Kildare på længere sigt. Måske når jeg har fundet noget passende, du kunne tænke dig at give en kvindes vurdering?" Smilet på hans læber blev næsten legende. Callista havde aldrig været bleg for at kommentere på hans smag, hvis hun fandt fejl i den.

[Callista Runcorn]

Callista spiste videre mens han talte, men blikket var en smule undrende da hun så op for at svare "Når du finder noget kan vi tage den derfra." svarede hun, stadig bevidst om ikke at love noget hun ikke endnu vidste om hun ville kunne holde, men heller ikke afvisende "Hvorfor for upraktisk?" spurgte hun i stedet me hovedet lidt på sned "Jeg tager mellem London og Skotland hver dag.. ligesom så mange andre? Er du blevet træt af Irland?" spurgte hun reelt interesseret.

[Bryce Donovan]

Der var ikke noget at sige til, at Callista hverken kunne eller ville give løfter nu, hun måske ikke ville kunne holde senere, og Bryce nikkede derfor blot forstående af hendes svar, efterfulgt af endnu en tår af vinen.
"Meget er jeg i stand til, men at lægge Irland bag mig er ikke én af dem." kunne han fortælle. "Jeg kommer stadig til at beholde palæet i Kildare. Men jeg foretrækker at have et eget sted i England jeg kan opholde mig i. Især når forretningen her til lands blusser op." Han så overvejende ud i luften. "Måske var det forkert at beskrive det som 'upraktisk' at bruge Susenetværket. Måske tilbragte jeg for lang tid væk fra hvor det hele skete. Det var på tide med forandringer."

[Callista Runcorn]

Callista nikkede og igen var der antydningen af et smil. Måske mere af naturlig vane, end bevidst. Uddybelsen fik det hele til at give mere mening "Ejendom er vel heller ikke det værste at investere i. Uanset om du bor der hele tiden eller ej." ræsonnerede hun og rakte ud efter glasset med vin "Jeg havde også svært ved at se dig lægge Irland bag dig." fortsatte hun og følte et lille stik indeni. Irland var også et sted i hende, selvom hun havde begravet det godt over årene.

[Bryce Donovan]

Det gik op for ham hvor meget han havde savnet at se et rigtigt smil på Callistas læber. De smil, hun havde plejet at give ham, når hun fik lokket ham til at gøre noget for sig, eller når han havde sagt noget som morede hende. Hendes nuværende smil var ikke i nærheden af hvad de engang havde været, men de var langt fra den porcelænsmaske hun havde båret da han første gang så hende i teatersalen.

"Jeg regner med at komme til at bruge palæet i Kildare som en feriebolig fremover. Det engelske landskab kommer nu engang aldrig helt til at måle sig med det irske." Mundvigen gled op i et skævt smil mens han betragtede hende. "Havde du nogensinde planer om at vende tilbage dertil? Hvis jeg må spørge."

[Callista Runcorn]

Callista smilede antydningsvist, men det nåede ikke helt hendes blik "Efter nogle år vil jeg nu vove den påstand, at Skotland kommer tæt på." hun stak lidt til sin mad og var ikke sikker på Irland havde været det bedste emne at bringe op og spørgsmålet bekræftede kun tvivlen "I starten, ja, men jeg har ikke noget at vende tilbage for længere." svarede hun ærligt og afklaret, selvom det aldrig helt fjernede stikket af savn.

[Bryce Donovan]

Bryce blinkede en gang, mens han betragtede hende tankefuldt. Det her var vist ét af de emner, han og Callista aldrig rigtig havde taget op, og noget i hendes tonefald gav ham indtrykket af at der havde været en grund til det. Han lagde bestikket fra sig og trommede rastløst en finger mod bordkanten.

"Tilgiv mig. Det var ikke min hensigt at tage et følsomt emne op." Blikket lå stadig opmærksomt på hende, og granskede hendes ansigtsudtryk.

[Callista Runcorn]

Callista rystede på hovedet og så op, blikket stadig afklaret "Jeg tog mit valg.. min familie tog deres." konstaterede hun. Hun kunne ikke sige hun havde fortrudt sit valg, der havde stået mellem et voldeligt ægteskab og forældrenes snobbede forventninger "Jeg ville gøre det samme igen hvis jeg fik muligheden."