Kulturelt indspil

[Bryce Donovan]

Endnu et nik måtte han give fra sig. Han havde forstået at Potter ikke længere stod i toppen af AMER, og af hele afdelingen var under ny ledelse. Det ville helt sikkert også påvirke ham, når han begyndte på arbejde igen.
"Hrmm... Ja, du er ikke én som lader sig slå ud sådan uden videre." Komplimentet kom frem i et forsøg på at lyde simpelt og konversationelt, men måden Bryce holdt blikket rettet frem foran sig i stedet for at se direkte på hende afslørede at manden stadig var berørt af situationen mellem dem.

Forsøget på løst sniksnak fortsatte, indtil de endelig nåede restauranten et par blokke fra teateret. En hovmester tog imod dem ved døren efter at de havde lagt sit overtøj fra sig i garderoben, og Bryce fik dem ledt til et bord for to ved ét af vinduerne. Der var en behagelig stemning i lokalet; bordene var oplyst af stearinlys, et par dyrt udseende kunstværker dekorerede væggene og menu- og vinkortet de blev givet efter at have taget plads antydede noget blandt de højere prisklasser.
"Du bestiller selvfølgelig hvad du har lyst til." fortalte Bryce Callista, og det lykkedes hans mundvige at glide en smule opad i et smalt smil.

[Callista Runcorn]

Callista havde allerede løftet menukortet og åbnet det, da Bryce talte. Hendes blik fandt ham hen over det og det trak et sekund ganske let i hendes mundvige "Det gør jeg altid." konstaterede hun selvfølgeligt og lod blikket løbe ned over mulighederne igen. Det var heller ikke første gang hun havde delt et måltid på denne måde, men som før var det alligevel en helt anden stemning. Hun var stadig vred, men på samme tid lettet over at få afklaring. Hun havde nydt hans selskab og hvis hun havde været villig til at søge dybere, ville hun måske erkende, at hun havde savnet det.

[Bryce Donovan]

Bryce kunne ikke se Callistas smil gennem menukortet hun holdt hævet, men han syntes alligevel at kunne se et vist glimt i hendes øjne. Stadig ikke i nærheden af hvordan hun havde set på ham for kun et år siden, da de sidst havde siddet og nydt en fin middag sammen, men han havde ikke tænkt sig at kimse af de små guldkorn hun gav ham.

Tjeneren var kommet til deres bord og Bryce rakte ham sit menukort.
"Jeg tager en filet mignon. Medium rå." fortalte han, før han udvekslede et blik med Callista. "Lyder en Cabernet godt nok?" God vin var aldrig noget Bryce så som spild af penge, og måske var der et håb, om end spinkelt, om at en god rødvin ville løfte stemningen mellem dem bare en smule.

[Callista Runcorn]

Callista sænkede sit menukort da en tjener troppede op ved deres bord og nikkede tavst sin accept af vinvalget, før hun selv bestilte "Skovduen med trøfler og korianderkapers." hun rakte tjeneren sit menukort med et høfligt smil og lod blikket vende tilbage til manden overfor sig "Jeg kan ikke klandre dig for nogensinde at have haft dårlig smag." konstaterede hun tørt, ikke selv helt sikker på, om det var en spøg eller ej.

[Bryce Donovan]

Callistas tonefald var tørt, men det fik alligevel Bryces mundvige til at vippe en smule opad.
"Jeg har en god smag når det kommer til visse ting." svarede han, mens blikket dvælede på hende. Hentydningen var sigende, om end bittersød. Det fik da også hans smil til at falme igen, og Bryce placerede albuerne let mod bordkanten, flettede sine fingre sammen og hvilede hagen mod tommelfingrene.
"Hvordan har du det, Callista?" spurgte han efter et par sekunders tøven. Han vidste at hun stadig var vred på ham, og regnede med at hun vidste at det ikke var dét han hentydede til. Om hun havde det godt. Om hun var kommet over ham, om der var kommet andre i hendes liv i hans eget fravær. Han ville ikke nødvendigvis kunne lide svaret, så han spurgte ikke mere direkte end dét.

[Callista Runcorn]

Hentydningen gik ikke hen over hovedet på hende, men hun kommenterede ikke på den, selvom det ene bryn helt af sig selv skød lidt op. Komplimenten mellem linierne var hun dog ikke bleg for at tage imod og bruge den til at lappe nogen af de revner hendes stolthed havde fået da han forsvandt "Fint." det var lidt en gentagelse af tidligere, men i et noget andet, mindre spidst tonefald "Alting blev meget lettere da de fleste af amerikanerne tog hjem igen. På trods af den nye ledelse."

[Bryce Donovan]

Et øjeblik havde han været bange for kun at få det samme et-ordssvar som han havde fået tidligere, men da hun ikke bare havde svaret ham i en mindre spids tone, men også uddybede det, faldt hans skuldre en anelse. Han trak i et lille smil.
"Ja, jeg havde godt hørt rygterne om Potters afsættelse. Man kan håbe forandringerne er til det bedre."

Mens han betragtede Callista kom tjeneren tilbage til deres bord med en flaske rødvin, og hældte op i deres vinglas, før han satte flasken fra sig på siden af deres bord og igen gik sin vej. Bryce tog sit glas i hånden og betragtede Callista over kanten af det, før han let vippede det mod hende som en invitation til en skål. "Til... forandringer?"

[Callista Runcorn]

Callista kneb øjnene let sammen "Du må kende Potters efterfølger." konkluderede hun i en opfordrende tone, mens tjeneren fyldte deres glas og forlod bordet igen. Med tanke på Buchanans plads i højmagiratet, var det ikke en svær konklusion at nå til.

Hun tøvede et øjeblik før hun løftede sit eget glas og gengældte hans skål "For nye chancer." hvad hun lagde i sine ord, uddybede hun ikke og hvad han valgte at lægge i dem, måtte være op til ham.

[Bryce Donovan]

Bryce trak en smule på smilebåndet. Det ville være løgn at påstå at han var overrasket, da Sylvester havde givet ham besked om sin forfremmelse, men Bryce kunne ikke påstå at manden ikke havde fortjent det.
"Mmh. Jeg kender ham." lød det blot fra ham. Nok til at bekræfte det hvis Callista selv vidste det, og nok til at pirre hendes nysgerrighed hvis hun ikke gjorde. Han kunne ikke lade være; det havde været så sjældent han kunne holde på information hun ikke selv kendte til.

Øjenbrynene gled en smule op i panden på ham ved hendes tilføjelse til skålen, men han lod de to glas mødes med et klink. Han drak ikke med det samme, men betragtede hende blot over bordet, som forsøgte han at regne ud præcis hvor meget hun lagde i det. "For nye chancer." endte han simpelthen med at gentage, før han trak en smule på smilebåndet igen, og endelig nippede til vinen.

[Callista Runcorn]

Lyden af krystal mod krystal klingede ud mellem dem, mens Callista førte sit glas til læberne og nippede til vinen med tydelig påskønnelse. Hun kommenterede ikke yderligere på sin skål, da hun satte glasset fra sig, men betragtede ham granskende "Du kender ham måske mere end bare overfladisk?" informationer havde altid været godt at have. Man vidste aldrig hvornår man kunne få brug for dem.

[Bryce Donovan]

Hans blik havde forholdt sig hvilende på Callista. Hun havde måske ikke tænkt sig at uddybe sin skål, men det betød ikke at han ikke selv tænkte over hvad hun kunne have lagt i det. Om hun var åben for at give ham en chance til. Om ikke andet så i hvert fald gøre det godt igen.
Han lod det dog ligge for øjeblikket. Små skridt.
"Jeg kender ham godt nok til at have været ude og tage en drink med ham i ny og næ. Både ham og hans bror." indskød han smilende. Han havde faktisk mødt Thaddeus Buchanan på Kimæren lige efter han var kommet tilbage til Storbritannien. Sylvester havde han ikke haft chancen til at tale med endnu, men han mistænkte at det ville komme. "Han sidder også stadig i højmagiratet med mig."

[Callista Runcorn]

Callista nikkede og samlede hænderne i skødet under bordet "Og du mener han er den rette til at efterfølge Potter?" hun havde ikke selv været utilfreds, men det havde hun heller ikke direkte været under den tidligere ledelse og hun var reelt nysgerrig efter at høre hans mening. Mere end det, havde hun savnet at kunne tage den slags samtaler med nogen. Ikke at hun ville indrømme det.

[Bryce Donovan]

Bryce behøvede ikke tænke længe over Callistas spørgsmål før han måtte give et nik fra sig.
"Det gør jeg." bekræftede han. "Sylvester Buchanan er en ambitiøs mand. Sådan som jeg kender ham, tror jeg AMER går gode tider i møde." Bryce havde i hvert fald altid talt godt med Sylvester i løbet af sin tid i Højmagiratet. De var enige om mange punkter, og de ting de var uenige om havde aldrig været nok til at udgøre et større problem.

Men sandt at sige var det ikke noget han havde lyst til at tænke på nu. Heldigvis behøvede han de heller ikke, som en tjener snart kom til deres bord med deres mad, som han serverede for dem med et ønske om god fornøjelse.

[Callista Runcorn]

Callista lyttede opmærksomt og var i bund og grund mest tilfreds med et emne, der kunne aflede fra hvad de måske burde tale om. Arbejde var ufarligt og krævede ikke den store selvindsigt "Ambitioner har aldrig slået nogen ihjel." konstaterede hun, selvom der måske kunne findes adskillige eksempler på netop det.

Hun nåede ikke at sige mere, før maden ankom. Den duftede himmelsk og gjorde hende bevidst om, hvor sulten hun faktisk var. Tavst foldede hun sin serviet ud og lagde den i skødet, før hun tog bestikket op.

[Bryce Donovan]

Bryce var ikke sikker på hvor meget sandhed der havde været i Callistas bemærkning. Han ville selv kunne komme på adskillige eksempler på tider hvor ambition havde fået folk dræbt - eller i hvert fald sendt i Azkaban. Men han kendte Callista, og forstod hvad hun mente.

Tjeneren havde forladt dem, og Bryce havde fået taget sin første mundfuld af sin bøf. Den var stegt til perfektion, stadig rød og saftig i midten. Alligevel kunne han ikke finde det i sig at nyde den lige så meget som han burde. Hans blik faldt igen på Callista, som han betragtede i et par sekunder, før han rettede sig en smule i ryggen.

"Jeg har aldrig været typen til at gå rundt om grøden, Cal." lød det pointerende fra ham. Han kunne ikke blive ved med at undvige emnet. Både fordi det ikke ville ligne ham, men lige så meget fordi det blev for meget som at have noget lurende lige over hovedet på sig, der bare ventede på at blive bragt op. Han tog ordet. "Jeg er kommet tilbage til Storbritannien. For at blive. Jeg har ingen forventninger, når det kommer til dig. Os." Han vidste at han havde forspildt sine chancer, da han havde rejst uden et ord. Også selv om det selv dengang havde været ambivalent præcis hvad de var for hinanden. Han kunne ikke engang vide om en anden mand var kommet ind i Callistas liv i hans fravær eller ej, og det var ikke et spørgsmål han havde lyst til at spørge. "Men jeg håber jeg kan give dig en grund til, hvis ikke at tilgive min fejl, så i hvert fald at se forbi dem. Jeg... tænkte ofte på dig i Irland." Indrømmelsen kom tøvende, men ikke desto mindre sandfærdigt. Om ikke andet, så bare for at give hende en indsigt i at han vidste hvad han havde efterladt.