Kulturelt indspil

[Bryce Donovan]

Callista Runcorn

Det var først for nyligt at Bryce var begyndt at opholde sig i London igen. Efter et længere fravær fra hovedstaden, bragt på vej af presset fra MACUSA, var det rart igen at kunne tage rundt i den gamle by - selv i mugglestrøgene, hvor alle de bedste teatere og koncertsale sjovt nok befandt sig.
Det var i en søgen efter sådan et kulturelt indspil at han netop befandt sig dér den aften, nærmere bestemt ved Picadilly Theatre, hvor de havde visning af et nyt teaterstykke som lød interessant. Han havde transferet sig til en tom gade ikke langt fra teateret og var derefter blandet sig ind i mængden udenfor den gamle bygning. Der var lunt, den forårsaften, og han havde valgt ikke at have en frakke på udenpå tøjet den aften.

Billetten blev vist til dørvagten, og Bryce kunne træde indenfor i salen som gradvist blev fyldt op. Det var desværre ikke lykkedes ham at få en plads oppe i logerne, sådan som han ellers normalt foretrak det, men den smule stolthed kunne han bide i sig. Han fandt sin plads omkring midt i salen og satte sig til rette, med et enkelt kig på sit lommeur. Der var få minutter til de skulle starte.


Antræk

[Callista Runcorn]

Callista blandede sig ikke rigtigt med mugglere normalt, men der var undtagelser og kulturelle oplevelser, var den primære. Det var også den der gjorde, at hun denne aften havde fundet ved til teateret i Londons summende bymidte og efter at have efterladt sit overtøj i garderoben, gik hun ind i salen for at finde sin plads.

Det tog ikke længe, hun havde været der før, men da hun nåede den rigtige række, stoppede hun brat og kunne ikke helt skjule sin overraskelse, da blikket fandt en lidt for velkendt skikkelse. Nogle sekunder overvejede hun helt alvorligt at gå igen, men rankede sig så, gik ind mellem sæderne og satte sig ved siden af ham, uden hverken at se på ham eller henvende sig til ham.

[Bryce Donovan]

Bryce lagde ikke mærke til sin sidemakker lige med det første, som hans opmærksomhed havde været andetsteds, men blikket flakkede kortvarigt til hende, da hun satte sig ned ved siden af ham. Mere som en refleks end noget andet, og blikket måtte da også hurtigt vende tilbage til hende, da det gik op for ham, hvem det var.
Hans… hvad end det var, han havde haft med Callista, var blevet afbrudt meget pludseligt af mange årsager. Personlige årsager, lige så vel som de åbenbare i løbet af den tid hvor MACUSAs nærvær i Storbritannien udgjorde et vedvarende problem. Alligevel var det ikke uden en vis følelse af ubekvemhed at han rettede sig en smule i stolen og rømmede sig en gang.
”Miss Runcorn.” Det lød mindre som en hilsen og mere som en konstatering. Det måtte være omkring et års tid siden sidste gang han overhovedet havde været i samme rum som hende. ”Det er... længe siden.”

[Callista Runcorn]

Callista var ingenting hvis ikke stædig og stolt. Begge dele var medvirkende til hun havde sat sig i stedet for at gå igen. Hun så dog stadig ikke på ham, selvom hun var ulideligt bevidst om han var der "Ja." svarede hun en smule spidst, uden at lægge op til yderligere samtale. Hun havde næsten troet på ham, næsten, før han forsvandt uden et ord og nu sad han der igen.

[Bryce Donovan]

Kæben spændte sig. Det var på ingen måde fordi Bryce havde forventet at støde ind i Callista den aften, og han havde for længst opgivet at forestille sig hvordan det ville fortage sig, eller hvad han skulle sige, hvis det en dag skulle ske.
Han fangede sig i at tænke tilbage til sidste gang, han havde set hende. Der havde de også mødt hinanden ved en ren tilfældighed i koncertsalen, for at se et symfoniorkester spille. Han havde siddet med en hånd på hendes, før den var flyttet til hendes lår. Efter forestillingen var de taget ud i byen, og stemningen havde været god. Lidt for god. Det var ikke fordi de på nogen måde havde sagt noget der ville antyde at hvad de gjorde, var mere end bare at mødes op en gang imellem for lidt god sex. Men han løj for sig selv, hvis han sagde at han kun så det sådan. Han havde været nødt til at tage afstand før det gik for vidt.
Hans blik vendte sig op mod scenen, stadig dækket af scenetæppet.
”Hvordan har du det?”

[Callista Runcorn]

Luften mellem dem var hastigt blevet anspændt og det ændrede sig ikke rigtigt da han stillede et nyt spørgsmål. Callista bed sammen og kæben spændtes lidt før et ligeså spidst "Fint." blev svaret, mens blikket stadig var stift rettet mod scenen, som om hun med tankens kraft forsøgte at få stykket til at starte, så muligheden for at tale blev elimineret.

[Bryce Donovan]

Den kolde skulder var den værste reaktion, som han havde frygtet. Han ville faktisk hellere foretrække at Callista råbte af ham, fremfor måden hun nægtede at se på ham eller i det hele taget anerkende ham, andet end korte et-ordssvar.
Men hvad kunne han forvente? Han vidste hvor stolt en kvinde Callista var. Han havde lært hende meget godt at kende, før han rejste. Kæben spændte sig igen, og han prustede lydløst ud gennem næsen. Skuldrene hævede sig en smule, men hans blik forblev rettet mod scenetæppet uden et ord blev sagt.

Lyset i salen blev dæmpet, og et spotlys blev rettet mod scenen, hvor en skuespiller trådte frem og begyndte på stykkets åbningsmonolog. Bryce lyttede kun efter med et halvt øre. Han var i stedet blevet enormt bevidst på Callistas tilstedeværelse ved siden af sig. Lyden af hendes korte, anspændte åndedræt.
Hans fingre trommede rastløst mod armlænet i hans sæde.

[Callista Runcorn]

Da lyset blev dæmpet lukkede hun øjnene i et øjeblik og åndede lettet ud. Måske lidt for hørligt, uden at tænke over det. Skuldrene sank lidt i halvmørket og selvom hun prøvede at koncentrere sig om hvad der foregik på scenen, var hun mere fokuseret på at han sad lige der, og endnu på at holde en form for afstand.

Hun kom som resultat til at sidde lidt akavet med armen nærmest ham, fordi hun prøvede at have den alle andre steder, end liggende på armlænet, alt for tæt på hans.

[Bryce Donovan]

Bryce grublede for sig selv. Blikket fulgte skuespilleren på scenen, men han ville ikke få det mindste ud af forestillingen på den her måde. Samtidig kunne han heller ikke finde viljen til at forlade salen – det sømmede sig ikke, og aldeles ikke inden åbningsmonologen overhovedet var overstået – og han kunne heller ikke forvente at Callista flyttede sig.
Desuden kunne han ikke undgå elefanten i rummet for evigt.

”Jeg ved, du er vred på mig.” lød det fra ham. Tonefaldet var dæmpet, men mere af hensyn til forestillingen. Blikket havde ikke forladt scenen. ”Og jeg forstår dig. Ville det hjælpe hvis jeg sagde, jeg havde mine grunde?”

[Callista Runcorn]

En stund lykkedes det hende næsten at bilde sig selv ind han ikke sad der, men det fik han glimrende ødelagt, da han begyndte at tale igen. Kæben spændtes igen og hun havde den største lyst til simpelthen at tysse på ham. Hun gjorde det ikke, men der gik flere sekunder uden at hun reagerede "Det ved jeg ikke. Ville det?" hviskede hun, stadig uden at se på ham og ikke rigtigt sikker på, hun overhovedet havde lyst til at høre hans grunde.

[Bryce Donovan]

Han kunne ikke påstå at Callista efterlod nogen tvivl til om hun gad tale med ham. Enhver kunne se at kvinden mest af alt ville slippe for at føre en samtale med ham; for slet ikke at tale om blot at se på ham.
Bryces skuldre faldt, og han skævede langsomt over mod hende. Den spændte kæbe som efterlod hendes ansigt i en stram maske. Det var et udtryk han var bekendt med. Det mindede ham kun om hvor meget han havde holdt af de små, skæve smil hun plejede at skænke ham.
"Det ved jeg ikke." indrømmede han ærligt. "Vil du lade mig forsøge? Når der er pause?" Det ville give ham lidt tid, til at finde ud af hvad han skulle fortælle hende, og hvordan han skulle gøre det. Og det ville spare hende for at blive forstyrret under forestillingen.
Han bandede indvendigt. Han burde have sendt en ugle. Han havde tænkt på det, om ikke andet så som en måde at forklare det for hende. Han havde naivt håbet at at afskære sig fra det som han gjorde, ville være den nemmeste måde. Hvad han ikke ville give for en tidsvender lige nu.

[Callista Runcorn]

Callista var splittet da han fortsatte. På den ene side havde hun ikke et ord mere at sige til ham. På den anden side var hun nysgerrig, om ikke andet efter at høre hvilke undskyldninger han mente var gode grunde "Måske." hviskede hun tilbage og tænkte hun om ikke andet kunne smutte i pausen. Hun havde alligevel ikke fået noget ud af stykket indtil nu og tvivlede på hun kom til det så længe han sad ved siden af.

[Bryce Donovan]

Måske... Det var, om ikke andet, en start, og Bryce bestemte sig for ikke at presse det længere end dét. Han sagde derfor ikke mere til hende, og vendte sig tilbage mod scenen. Han anede ikke hvad handlingen bestod af længere. Han havde været for distraheret af Callista til at følge med efter åbningsmonologen. Der stod to skuespillere på scenen nu, og én som vistnok skulle spille en død mand, som den ene af de to andre sørgede over. Han anede ikke hvordan det hang sammen overhovedet.

Så i stedet for at forsøge at samle snoren op, benyttede Bryce sig af den næste tid til at gruble for sig selv. Teaterstykket faldt i baggrunden, men han kunne ikke helt ryste fornemmelsen af Callista ved siden af sig, helt af sig. Hvert en forandring i hendes vejrtrækning syntes han at blive opmærksom på.
Merlins skæg...

[Callista Runcorn]

Callista kunne ikke læse tanker, og hun håbede heller ikke han kunne. I så fald ville de måske have indset, at ingen af dem havde opmærksomheden på scenen for alvor. Da tæppet faldt og lyset blev tændt igen til pausen, rejste hun sig uden et ord og ville være skredet ud fra salen med løftet pande, hvis ikke det var fordi hun var nødt til at vente på resten af rækken. Det føltes som om det gik ulideligt langsomt. I slow-motion faktisk næsten og hun måtte tage sig selv i nakken, for ikke at skynde på den ældre dame der gik foran hende.

Igen var hun alt for bevidst om, at Bryce sikkert var lige bag hende, for hvorfor skulle han have valgt at gå modsatte vej, når han ville tale med hende. Hun rankede sig så snart hun nåede ud fra rækken, kastede et kort blik over den ene skulder og fortsatte mod foyeren. hvis de skulle tale, havde hun i den grad brug for en drink.

[Bryce Donovan]

Som lyset blev tændt igen, og folk begyndte at bevæge sig ud mod foyeren, fulgte Bryce ganske rigtigt efter lige bag ved Callista. Uden at ville lægge ord på det, havde han næsten håbet at der ville gå længere tid, før de nåede pausen. Han var stadig ikke sikker på hvordan han skulle ordlægge sig.
Meget hjalp det heller ikke, da han atter blev mindet om deres møde i koncertsalen, hvor de ligeledes havde bevæget sig ud sammen efter forestillingens ende; ham med en hånd forsvarligt om hendes lænd, og med hendes duft pirrende i sine næsebor.

Han stødte mindet fra sig, da strømmen af mennesker endelig lod til at åbne sig mere op i takt med at de nåede foyeren. Det passede ham fint at Callista tydeligvis så det samme behov for en drink som han, som de begge begav sig over mod den lille bardisk.
"Lad mig give en drink." lød det fra ham. Tonefaldet indikerede at det ikke var så meget et forslag, som at det var noget han følte at han behøvede. Selv bestilte han et glas med whiskey, og betalte for deres drinks før han vendte sig mod hende.
"Vil du lade mig snakke?" spurgte han roligt. Hun havde trods alt aldrig givet et endegyldigt svar på om hun ville høre hans forklaring eller ej.