Kulturelt indspil

[Callista Runcorn]

Callista protesterede ikke da han betalte for hendes drink, men lod ham gøre det med samme tanke som han havde, uden at hun dog vidste det. I stedet løftede hun sit glas til læberne og nippede til indholdet, før hun endelig lod blikket møde hans “Jeg er ikke gået endnu, er jeg?” Spurgte hun retorisk og en smule køligt. Hun ville uden tvivl komme til at fortryde det, men hun havde konkluderet, at hun rent faktisk var interesseret i at høre, hvad han havde at sige.

[Bryce Donovan]

Han nikkede langsomt, og vinkede hende med sig væk fra mængden. Foruden det faktum at det ret hurtigt kunne blive en ubehagelig samtale mellem dem, var der også de magiske elementer deri, som eventuelle mugglere i rummet ikke behøvede overhøre. Han fandt et forladt hjørne lidt fra baren hvor han stoppede op, og vendte sig mod hende. Han tog alligevel en tår af sin whiskey og lod den dvæle på tungen et sekund, før han sank og rømmede sig.

"Først skal du vide, at jeg er klar over, at måden jeg håndterede det på, ikke har været den bedste." startede han. Det ville ikke nødvendigvis blødgøre hende, men han følte alligevel behovet for at sige det. "Jeg følte det nødvendigt for mig at tage hjem til Irland og blive dér i al den tid af flere grunde. Da MACUSA kom og infiltrerede ministeriet havde jeg ikke længere noget at gøre dér. Min plads i højmagiratet blev kompliceret med deres indflydelse, som jeg ikke så nogen anden løsning på end at trække mig tilbage." Den spændte kæbe antydede at han, om ikke andet, ikke så ud til at være stolt af sit træk. "Desuden havde jeg mine forretninger i Kildare og omegnen at tage mig af. Det opholdte mig i en tid." Han tøvede. Han havde endnu ikke udtalt én af de større årsager til at han havde rejst sådan som han havde til nogen. "Og så var der mit... personlige liv. Det blev... komplikeret."

[Callista Runcorn]

Callista sagde ikke mere, men tog heller ikke blikket fra ham igen. Tværtimod gennemborede det ham mens han begyndte at tale, uden at hun afbrød ham før han selv tav. Tusind følelser tumlede rundt bag den kølige facade, lige fra vrede til ligegyldighed og ved roden af det hele, sårede følelser hun ikke lod nogen se.

Hun var tavs nogle lange øjeblikke før hun tog en mundfud af sin drink "jeg ville have kunnet forstå alle de grunde." begyndte hun afmålt og velovervejet "Men ingen af dem giver mig et svar på, hvorfor det vra komplet umuligt at give mig besked, før du forsvandt fra jordens overflade i et år."

[Bryce Donovan]

Det var en nervepirrende tavshed der lå over dem, mens Bryce blot afventede at hun ville sige et eller andet. Men lige som hun ikke havde afbrudt ham, gjorde han heller intet for at skynde på hende. Han ville ønske at han vidste hvad hun tænkte, samtidig som det nok var lidt en velsignelse at han ikke kunne.

Endelig talte hun, men det lettede ikke på hans byrde. Skuldrene faldt en smule, og blikket flakkede en smule fra hende.
"Jeg ved det." startede han. "Jeg frygtede at det ville gøre det sværere for mig at rejse, hvis jeg gav dig besked om det." Kæben spændte sig en smule, og han løftede igen sin drink til læberne. Han ville få brug for at få glasset fyldt op igen snart. "Jeg flygtede, Callista." indrømmede han til sidst. "Jeg er ikke stolt af det. Og da jeg endelig indså fejlen i det, havde jeg allerede været væk så længe." Han havde startet på adskillige breve. Startet, for derefter at krølle dem sammen og fyre op med dem. Han fandt ikke nogen måde han kunne forklare for hende hvad han var flygtet fra, som ville give mening.

[Callista Runcorn]

Callistas fingre vedblev at ligge omkring glasset, mest fordi hun så havde noget at gøre med dem og ikke risikerede at lade sin egen usikkerhed skinne igennem.

Hans fortsatte forklaringer fik hende til at slippe et lille, skeptisk udbrud og hun så væk mens hun løftede glasset igen. Der gik igen et langt øjeblik før hun lod blikket finde hans igen "Fra MACUSA.. eller fra mig?"

[Bryce Donovan]

Kæben spændte sig så hårdt at det gjorde ondt. Hans blik sank en smule mod det tomme glas i hans hånd, han ikke engang kunne bruge til at trække tiden ud med længere. Tydeligt var det at det ikke var et spørgsmål han havde haft viljen til at svare på.
Hvor ofte havde han ikke tænkt på, hvad Callista lavede mens han havde været væk? Han havde ikke nogen ejerret på hende, og hun var en interessant og attraktiv kvinde. Bare tanken på en anden mand i hendes selskab havde altid været nok til at få hans humør til at dale.

Han var urimelig. Han vidste det også godt selv. Det var ham, som var rejst, og han havde ingen ret til at komme og kræve hende tilbage.
"Jeg lod dig komme tættere på mig, end jeg havde planlagt det." endte han med at svare. "Det var ikke min hensigt. Jeg nød dit selskab, og jeg nød at du nød mit. Det var ikke meningen at det skulle gå længere end dét. Det var ikke meningen at jeg skulle..." Han bed sig i tungen og rettede sig en smule op, men skuldrene hang stadig. Han var langt udenfor sin komfortzone. "Det er lige meget nu. Men jeg syntes du fortjente en forklaring, om ikke andet."

[Callista Runcorn]

Svaret gjorde hende tavs og hun sænkede blikket til fingrene der knugede lidt fastere om glasset end før "Det er stadig ikke grunde til bare at forsvinde, Bryce." stemmen var rolig. Næsten for rolig, selvom hendes indre var det stik modsatte da hun løftede blikket til hans igen "For alt jeg vidste kunne du have været taget af MACUSA, eller ligge død et sted." fortsatte hun uden helt at tænke over, hvor meget hun selv afslørede ved at indrømme, det havde været noget hun tænkte på.

[Bryce Donovan]

Blikket som havnede på hende var overrasket. Af alle reaktioner Bryce havde forventet, ville bekymring ikke have været én af dem. Det havde ikke engang faldet ham ind, at den slags tanker overhovedet ville krydse hende. Det fik ham til at slappe en smule af i kæben igen, da hans blik lige så sænkede sig en smule.
At vide at hun havde bekymret sig gjorde det næsten værre.

"Det... Det tænkte jeg ikke på." Der var noget direkte skamfuldt i hans tonefald. Han havde været så optaget af sin overbevisning om at hun blot ville have været vred på ham, at han tydeligvis havde overset en helt anden følelse.
Han slap et lydløst suk, før hans blik langsomt hævede sig til hendes ansigt igen. "Jeg er ked af den smerte jeg voldede dig, Callista. Og jeg bebrejder dig ikke for ikke at tilgive mig for det." Hun havde faktisk ikke sagt det, men han kunne ikke se nogen anden retning det her kunne gå. "Men på godt eller ondt er jeg tilbage. Om ikke andet, håber jeg du kan finde det i dig til at tilgive mig for at have ødelagt din aften. Det var ikke min intention med at tale med dig." Han satte det tomme glas fra sig på en disk ved siden af sig. Der ville ikke være længe til forestillingen ville fortsætte, men Bryces blik havde rettet sig mod udgangen. Måske ville det være det bedre træk.

[Callista Runcorn]

Callista var tæt på at himle med øjnene over den fortsatte strøm af undskyldninger. Hun var ikke rigtigt den type og hun var slet ikke typen der blev formildet af en mand, der svælgede lidt i det. Ikke fordi hun på nogen måde havde tilgivet ham, men hun troede mere på handling, end på ord "Du kan betale en god middag og jeg skal overveje det." opfordrede hun, efter at have bemærket hans blik mod udgangen.

[Bryce Donovan]

Nok en gang måtte Bryce se overrasket tilbage på hende, og i et par sekunder dvælede hans blik tankefuldt på hende. En middag kunne han vel gå med på. Om ikke andet ville han ende med at fortryde det, hvis ikke han tog muligheden nu hun bød ham den.
Endelig nikkede han.

"Det lyder som en aftale." Havde situationen været en anden ville man måske have set hans ene mundvige vippe en smule opad. Han kunne mærke musklen true med at gøre det, men han tvang den i bero. "Vi du se forestillingen færdig først, eller vil du afsted nu?" Personligt havde han ikke fået noget af første halvdel af forestillingen med sig, og det var håbløst at forsøge at finde tråden nu.

[Callista Runcorn]

Callista fandt en hvis tilfredsstillelse i at se overraskelsen på hans ansigt, men brød sig ikke om de ulideligt lange sekunder der gik før han nikkede. Da det skete, vidste hun ikke helt, om hun skulle være lettet eller om hun egentlig havde håbet det modsatte. Uanset måtte hun nu sætte handling bag sine egne ord og rystede på hovedet "Jeg er klar nu. Jeg nåede aldrig at finde ud af, hvorfor den der far var død og hvorfor det var mere end almindeligt frygteligt." svarede hun og indrømmede dermed også, at hun ikke havde haft sin opmærksomhed på stykket på scenen.

[Bryce Donovan]

Det lykkedes ikke for ham at hindre mundvigen i at vippe en smule opad denne gang. Han kunne end ikke forklare hvad det var, som havde moret ham. Måske var det at hun havde fulgt lige så lidt med i stykket som han havde.
"Sjovt. Jeg vidste slet ikke, fyren var faderen." indrømmede ham, og afslørede hvordan han selv ikke havde fulgt det mindste med.

Han nikkede afgørende, tydeligvis lige i tide, eftersom de øvrige folk i foyeren begyndte at trække tilbage til teatersalen, hvor forestillingen ville starte igen. Han nikkede Callista med sig til garderoben hvor de kunne få deres overtøj tilbage, hvorefter han holdt udgangsdøren åben for hende.
"Jeg kender en god restaurant et par blokke herfra." fortalte han hende, mens de begyndte at gå. Normalt ville Bryce enten have haft en arm omkring hende, eller have ladt hende lægge sin arm i hans. Denne gang var hans hænder i hans jakkelommer, men albuen var stadig bøjet i en manér som ville give Callista plads til at lægge armen deri, hvis hun ville det. En invitation uden forventninger, men en invitation ikke desto mindre.

[Callista Runcorn]

Callista var påfaldende tavs mens de fik deres overtøj og forlod teateret. For sig selv, overvejede hun igen, om det var en god idé, men alligevel fulgte hun med, med et nik til accept. Det var ikke første gang hun havde været i en lignende situation sammen med ham og alligevel havde den været stik modsat. Den akavede afstand lå stadig mellem dem og selvom hun lagde mærke til den diskrete opfordring, lod hun hænderne blive hvor de var "Har du fået styr på det hele nu så?" spurgte hun efter et stykke i tavshed. Hun måtte antage det, siden han var tilbage i London.

[Bryce Donovan]

Han lod armen rette sig ud igen, idet det virkede tydeligt at hun ikke tog imod invitationen. Han kommenterede det ikke.

"Mmh. Jeg er blevet genindsat i højmagiratet." fortalte han hende. Han skævede mod hende mens de gik. Gjorde sig en vurdering af, hvordan det ville have været lige nu, hvis han havde gjort ting anderledes for et år siden. Men han stoppede sig selv før han dvælede for længe ved det. At dvæle ved fortiden hjalp ingen.
Han rømmede sig en gang. "Hvordan har du klaret dig? Gennem det hele?" MACUSA havde rodet gennem hele ministeriet mens han havde været væk, og Callista havde haft en mere fast stilling som obliviator end hans eget bijob som højesteretstroldmand. "Du er stadig hos AMER?"

[Callista Runcorn]

Callistas bryn krusede sig lidt ved den information. Hvis hun havde haft noget intentioner om helt at undgå ham, var det et ønske der blev mere eller mindre umuliggjort.

"Der skal mere end prætentiøse amerikanere til at slå mig ud." svarede hun og nikkede "Men ja.. jeg er stadig hos AMER, under ny ledelse dog, men det går jeg ud fra du allerede ved."