Proud as a lion (venomous as a snake)

[Penelope De Lorenzo]

Penelope havde nu ikke helt den opfattelse, at andre sådan blev jaloux på dem. “Fergus altså!” Hun puffede hans arm, der hvor hånden allerede lå. Dog smilte hun samtidig, for det var jo bare typisk ham at sige sådan.
Det hjalp en smule på selvtilliden, at få af vide at det var okay. Penelope var dog den til at stoppe danse helt og strakte sig op til ham. “Tak… Du er heller ikke værst selv.” Han var ret dygtigt faktisk. Hun trykkede sine læber blidt ind mod hans, det føltes lidt som en forsoning, men det var rart.
I det der også var andre par på dansegulvet, skete der det uundgåelig. Nogle kom til at støde ind i Penelopes ryg, og selvom det blot, var et blidt sammenstød og de efterfølgende undskyldte, så havde det fået hendes hage til at klappe sammen, ned over Fergus læbe. Blodsmagen spredte sig i hendes mund og selvom det for andre ikke så slemt ud, andet end et lille mærke, så faldt hele Penelopes verden sammen. “Nej, nej, nej” stammede hun og blev ved med at røre ved hans læbe, som om den bare lige sådan kunne fikses, rigtigt…

[Deleted]

Fergus fnøs over hendes 'kompliment', men vidste godt at hun lavede sjov. Sådan var deres forhold jo. De lavede sjov med hinanden, indtil en af dem fik nok, og derefter var de mere rolige igen - eller, erklærede deres kærlighed for hinanden. Det gjorde de faktisk ret ofte.
Kysset var velkomment, men hvad der skete lige efter var ikke så velkomment, taget i betragtning af hvilke konsekvenser det havde for dem. Allerførst så han ikke problemet i at hun var kommet til at bide ham, indtil det gik op for ham. Han trak sig væk, tog sig til læben og hjertet sank ved synet af blod. "Penny.." Han var ikke sikker på hvad han skulle tænke. Eller hvordan han skulle reagere.

[Penelope De Lorenzo]

Penelopes første tanke, var at Fergus ville ignorere det og slå det hen som noget ufarligt, uden at tænke på konsekvenserne. Det ville måske have gjort tingene nemmere at håndtere. At en af dem var stærkere i det her.
Udtrykket i Fergus øjne viste dog at han hurtigt indså hvad der var sket. Penelope tog hånden op til munden og begyndte at ryste panisk på hovedet. “Jeg er så ked af det Fergus!” fik hun fremstammet og tårerne var allerede på vej. Hun trådte et skridt tilbage. Bange for at gøre ham yderligere fortræd. Bange for hans afvisning. “Det var ikke med vilje!” fortsatte hun.

[Deleted]

Med det samme rakte Fergus udefter hende. Han vidste godt hvad hun tænkte lige nu og han ville ikke have at hun blev bange. "Det er okay." Selvom han også var bekymret lige nu, var det vigtigst at få Penelope til at falde til ro igen. "Jeg er okay, Penny, jeg er ikke kommet til skade." Han følte sig i hvert fald ikke anderledes. "Du har ikke skadet mig."

[Penelope De Lorenzo]

Det var for sent. Penelope havde set i Fergus’ øjne at han forstod hvad der var sket, og at forsøge at få det hele under kontrol nu var umuligt. Hun flyttede sig uden for hans rækkevidde, og mærkede hvordan dråberne løb ned ad hendes kinder. “Jeg ødelægger jo også det hele! “ I stedet for at gå, bøjede hun sig ned på hug, selvom folk kiggede mærkeligt på hende, mens de hvirvlede rundt. Ingen vidste jo hvad der foregik.
Ansigtet var nu helt begravet i hænderne og der midt i det hele sad Penelope og hulkede, ude af stand til at rejse sig op.

[Deleted]

Åh, dette var ikke godt. Fergus satte sig ned på hug foran hende og han følte sig hjælpeløs. Lige nu ville hun næppe kunne tænke fornuftigt, eller bekymre sig om hendes hemmelighed var i fare for at blive afsløret. Derfor, om hun brød sig om det eller ej, tog han fat i hendes hånd og ville hjælpe hende op.
"Nej. Du har ikke ødelagt noget." Han trådte lidt tættere på, så han kunne hviske. "Men vi er nødt til at snakke om dette udenfor." Han kiggede rundt, for ligesom at hentyde til at de andre holdt øje med dem.

[Penelope De Lorenzo]

Det var ingen modstand, da Fergus prøvede at hive hende op. Penelopes krop var som en sæk kartofler, der bare kunne kastes rundt med.
Ville han snakke om det? Hvad var der at snakke om? I sin sørgelig tilstand, bevægede Penelopes sig helt tæt på Fergus, så hun kunne ligge hovedet mod hans skulder. Hvordan kunne han bære dette for dem begge lige nu. “Okay.” Hun fulgte med ham udenfor, men undgik øjenkontakt og stoppede, hvorend han stoppede.

[Deleted]

Efter at have ledt hende ud af storsalen og væk fra de nysgerrige blikke, lagde han armene om hende og trak hende tæt ind til sig, også selvom hun måske kæmpede imod. Han var ligeglad. Han ville ikke lade hende trække sig væk fra ham nu.
"Du skal ikke undskylde. Du gjorde det ikke med vilje." Det var han i hvert fald rimelig sikker på. Han havde ikke nået at opfange helt hvad der var sket, men han troede ikke på at hun havde gjort det med vilje.

[Penelope De Lorenzo]

Penelope kæmpede ikke imod, men der var ikke meget liv i hende, under omfavnelse. Hun følte sig død indeni og hulkede mod hans bryst. Efter lidt tid fik hun lagt sine hænderne på hans brystkasse ved siden af sit ansigt. Det hjælp en smule, at hun kunne mærke ham.
“De kom til at støde ind i min ryg… jeg kunne ikke.” Det var svært at sætte ord på hvad der var sket, fordi hun stadig var en smule i chok. “Fergus, vi er nødt til at få ordnet dit sår.” Selvom det var et lille mærke, så ville det ikke sådan stoppe med at bløde. Faktisk var varulve bid berygtede for at lade offeret bløde ihjel.
Penelope lod til at have fået mere styr på sig selv og trak Fergus med op på hospitalsfløjen. Det var dog nærmere, fordi hun lukkede af for alt andet.

[Deleted]

At hun ikke fortsatte med at skubbe sig selv væk fra ham var et tegn på forbedring. Helt skræmt var hun heldigvis ikke blevet, men dette ville uden tvivl have betydning på dem begge to. For hvilke konsekvenser havde dette for Fergus?
"Og dermed er det ikke din skyld." Gentog han og kyssede hurtigt hendes pande, inden hun trak ham hen imod sygefløjen. "Penny.. Du kan risikere at skulle fortælle dem hvad du er." Eller, det troede han da. Et enkelt bid i underlæben ville normalt ikke være så slemt.

[Penelope De Lorenzo]

Penelope himlede irriteret med øjnene, mens hun hev Fergus med op af trapperne. “Alle underviserne ved det da allerede… Jeg er ikke den eneste, men spørg mig ikke hvem” sagde hun skarpt og en anelse målrettet.
Da de kom op til salen hvor hospitalsfløjen var, tyssede hun på ham, før hun sneg sig ind og kom tilbage 2 min. efter med en eliksir og et par vatrondeller i hånden. Derfor trak hun Fergus med hen på en ensom gang, og hældte noget af eliksiren på vatrondellen, selvom hænderne rystede en hel del.

[Deleted]

Det overraskede ikke Fergus at hun gik fra at være skræmt til irriteret. Sådan var det bare og det rørte ham ikke længere. Hendes humør svingede voldsomt, men han var efterhånden blevet ret immun overfor det, fordi han vidste at hun hurtig blev god igen.
"Okay så." Han ventede udenfor hospitalsfløjen, imens hun gik ind. Hvorfor måtte han ikke komme med? Skulle de ikke snakke med en af de ansatte? Da hun så kom ud igen og begyndte at trække ham væk gik det op for ham, hvad hun lige havde gjort. "Penny, vi kan da ikke bare tage det." Hviskede han. "...Skal jeg gøre det?" Spurgte han så, selvom han egentlig virkede til at være imod dette med bare at tage hospitalsfløjens ressourcer, men noget skulle jo gøres ved såret og Penny virkede til at ryste for meget lige nu.

[Penelope De Lorenzo]

Penelope ignorerede Fergus’ formaning omkring det hun havde taget. Hun vidste hvad hun stod med i hånden og var lige nu ligeglad med at blive kaldt en tyv. “Nej!” lød det hidsigt fra hende, og lidt hårdere end nødvendig trak hun ned i hans underlæbe og duppede det på indersiden, og derefter på ydersiden, ligeglad med om han brokkede sig. Eliksiren havde både en skarp lugt og smag, der var sprittet, med en svag hvidløg snert og andre urter. Det ville nok også svie et øjeblik, men det var kun fordi såret lukkede sig sammen.
Træt faldte Penelopes arme ned om siden på hende, mens de rystede videre med et godt greb i tingene.

[Deleted]

Hold da op. Fergus var lige lovlig overrasket over hendes temperamentsfulde opførsel og han brokkede sig lidt over at hun var så voldsom, men sagde ikke noget til det. Det var bedst bare at lade hende gøre det, så hun ikke gik endnu mere i panik. Det gjorde ikke ondt, men det begyndte at svie ret meget. Da hun var færdig rakte han ud for at stryge hende over kinden.
"Lad os sætte de ting på plads igen." Sagde han og vidste ikke hvad han ellers skulle sige eller gøre. Dette var virkelig en træls situation. "Vi kan snakke om dette bagefter."

[Penelope De Lorenzo]

Penelope prøvede at tvinge sig selv til at tage den med ro, da Fergus rørte hendes kind. Det hjalp dog ikke meget og samtidig var vejrtrækningen lidt hurtigt og overfladisk. Hun havde et mindre panisk anfald…. “Hvad nu hvis du har brug for mere af det? Hvis såret går op… Eller… Eller… Jeg kommer til at bide dig igen!” Hun klyngede eliksiren tæt ind til sig og var i virkelighed rad for at blive opdaget som hun gik ind igen. “De må ikke opdagede at jeg har taget den, Fergus!”