Ligheder og forskelle

[Valerie McCormack]

Valerie blinkede en enkelt gang over svaret, som var lidt uventet, men som efterlod hende med en absolut varm fornemmelse i maven og tumlede lidt rundt i tankerne. Det fik hende dog også til at smile lidt ned i den tår vin hun tog, mens blikket fulgte kjolen, der forsvandt.

Hun brød da heller ikke det øjeblik med mere tale, selvom det ellers var noget af det, hun gjorde bedst, men der var noget fint over bare at stå og se kjolen forsvinde og Alissas tydelige følelser omkring det.

[Alissa Avery]

Måske Alissa ikke burde have afsløret, hvordan hun havde studeret dem i den forholdsvist intime udveksling, var hun ikke pigen til at lægge skjul på den slags observationer. I hvert fald ikke over for sine veninder.

"Hvor længe har I egentlig været sammen?" spurgte hun, nysgerrigheden reel. Hun greb glasset og tog en tiltrængt tår af den lyserøde vin.

[Valerie McCormack]

Valerie satte pris på Alissas ord, uanset at hun svarede på dem med ord af sine egne. Smilet var formentlig svar nok i sig selv og det lå der endnu, da Alissa stillede et nyt spørgsmål. Hun tog en indånding og brugte et øjeblik på at regne, mens fingrene snurrede glasset lidt rundt.

"Snart seks år, må det være," svarede hun og rettede blikket tilbage mod Alissa. "Vi blev kærester på femte årgang. Det føles som en hel evighed siden."

[Alissa Avery]

Seks år virkede som en evighed for den syttenårige heks og selvom hun vidste, at hun havde hele livet foran sig med Hamish, virkede det stadig som en abstrakt størrelse. Hun nikkede en gang.

"Ja, det kan jeg forestille mig. Mit femte år virker også allerede som en evighed siden," svarede hun, stadig med smilet om læberne.

Det havde budt på forlovelsen med Maximilian, tabet af Dominic, der havde været nødt til at forlade landet og Constantins forsøg på at sprede rygter om, at han havde været hendes første gang. Hendes liv var så anderledes nu.

[Valerie McCormack]

Valerie tænkte ikke så meget over, at hun var fire år ældre end Alissa, men smilede blot lidt over ordene, som hun lukkede den ene hånd løst om den anden arm, der holdt vinglasset.

"Det kommer kun til at gå hurtigere," advarede hun, men godmodigt. "Nogle ting føles som om, at det lige er sket, mens andre føles så langt væk. Men jeg tror også ærligt, jeg kan sige, at det aldrig har været bedre, end det er lige nu. Så tiden gør også gode ting."

Det sidste kom lidt som en tøvende tilføjelse, men den var reel nok og bar en umiskendelig varme, som hendes tanker kort vandrede ind mod stuen.

[Alissa Avery]

Det var måske velmenende, men Alissa kunne ikke for alvor tro på det. Ikke med udsigten til et år mere, hvor hun var nødt til at være adskilt fra Hamish. Tanken gav hende ondt i maven og hun skubbede den hastigt væk.

"Hvordan?" spurgte hun nysgerrigt og havde ikke samme pli eller fornemmelse for hensyn som Valerie og overvejede ikke at høre hende, om det var i orden at spørge ind til.

[Valerie McCormack]

Valerie forventede ikke helt det direkte spørgsmål og blinkede en enkelt gang. Hendes tøven var klar, men mest fordi, det var svært at svare på og brynene trak sig lidt sammen, som hun forsøgte at finde ordene. Forsøgte at finde ud af, hvor meget hun ville dele med denne pige, som hun godt kunne lide, men som hun også kun havde mødt et fåtal af gange. Men efter det øjeblik, de havde siddet sammen på hospitalet, var hun alligevel ikke helt så tilbageholdende, som hun måske ellers ville have været. Alligevel havde hun svært ved at sætte ord på det.

"Vi var separerede i en tid," kom det dog endelig, selvom det føltes lidt skamfuldt at sige. Hun dvælede da heller ikke ved det og smilede endda mildt. "Men i sidste ende var det nok dét, der fik os begge til at indse, at vi hverken kan eller vil undvære hinanden og siden er det som om, at det hele bare er gledet i hak."

[Alissa Avery]

Alissa havde ikke tænkt over det, da hun havde stillet spørgsmålet, men som tavsheden faldt i kølvandet på dét, overvejede hun en enkelt gang, om det havde bevæget sig ind på sikker grund.

Hun var ikke helt fremmed for følelsen, selvom hun og Hamish ikke for alvor havde været separerede. Men de havde haft udfordringer og flere gange havde hun nået rent faktisk at frygte, at hun ville miste ham. Både den romantiske forbindelse, de havde fået til hinanden og endnu værre, da han havde ligget på Skt. Mungos. Og det var i sjælden sympati, at hun rakte frem og trak hånden ned over hendes overarm i et blidt kærtegn.

"Det ses."

[Valerie McCormack]

Valerie ville nok ikke have sagt noget, hvis ikke hun havde set Alissa på hospitalet og forstået, at det der var mellem hende og Hamish havde en dybde, som nogenlunde tilsvarede den, hun selv følte med Archie.

Og ved hånden på sin arm, faldt skuldrene lidt og tænderne kom til syne i et taknemmeligt smil. Den frie hånd løftede sig og gav Alissas et blidt klem.

"Det er sødt af dig," sagde hun og mente det. "Jeg kan godt lide dig, Alissa. Jeg er glad for, at vi kommer godt ud af det sammen. Jeg ved, at det betyder meget for Archie at se Hamish. Og omvendt, mistænker jeg."

[Alissa Avery]

Hånden var nået ned til håndleddet og Alissa trak sig ikke væk, da Valerie fangede den i et klem. Tværtimod gengældte hun det og smilede mildt til hende, som hun kunne besvare ordene uden løgn eller de store bagtanker.

"Jeg kan også godt lide dig," svarede hun og taknemmeligheden over den støtte, hun havde fundet i helbrederen, var tydelig i hendes blik, selvom hun ikke formåede at lægge ord på den.

"Og Hamish nyder det, når vi fire er sammen. Jeg håber, at vi kan gøre meget mere af det fremover, også."

[Valerie McCormack]

Valeries tænder kom til syne i et umiskendeligt varmt smil, som hun nikkede let. "Jeg kunne ikke være mere enig," svarede hun og mente det. En spillende gnist sneg sig ind i de lyse øjne.

"Især med råd som dėt her," tilføjede hun impulsivt og skottede ned mod den sorte kjole, som hun stadig havde på.

[Alissa Avery]

Alissa kunne godt foreslå, at de også kunne mødes på nutten til en kop te, bare de to. Men hun holdt det dog til en tanke for nu, selvom hun reelt nød Valeries selskab, selv uden mændene.

Tilføjelsen trak en munter lyd fra hende og smilet gik fra varmt til et af de spillende. Og i et par hurtige skridt var hun henne ved kjolerne igen, denne gang stadig med glasset i hånden. Hun fik lynhurtigt trukket endnu en sort sag frem, denne gang en mere tætsiddende af slagsen, der gik lidt længere ned, men til gengæld smøg sig om kroppen.

"Du kan få lov at tage den her med hjem," tilbød hun. "Så du kan give ham en ny overraskelse, når I er alene sammen og han rigtigt kan give udtryk for sin... begejstring." Der var intet uskyldigt over hendes udtryk.

[Valerie McCormack]

Valeries havde ikke haft nogle bagtanker med ordene, andet end at vise sin værdsættelse, men hun så absolut nysgerrigt til, som Alissa gik på jagt efter endnu en kjole.

En blød latter røg da også over hendes læber, selvom kinderne umiskendeligt blev varme. Hun tvivlede på, at Archie ville være specielt begejstret for samtaleemnet, men det var svært at tage sig af, når hun havde set hans udtryk. Den tanke fik hende til at smile bare en anelse smørret.

"Det ér et stykke tid siden, at han er blevet bragt helt ud af fatning på den måde," indrømmede hun og lød absolut ikke utilfreds, selvom det ikke ligefrem var et emne, hun var vant til at diskutere. Der var dog noget forløsende over det og hendes eget smil var uden tvivl påvirket af Alissas.

"Jeg nød det."

[Alissa Avery]

Engang havde pigerne talt om alt. Hver en dreng, der havde set deres retning. Hvert kys, man havde overvejet eller havde taget. Hver detalje var blevet delt, vendt, drejet og analyseret.

Men siden forlovelsen var gledet lidt ud, begrænset af, at hun var blevet forlovet med sin bedste venindes storebror og havde kysset den anden, hun var tættest med på skolen. Hun nød det gevaldigt nu og smilet blev lidt bredere.

"Af og til må vi udfordre dem lidt," konstaterede hun med en tone, der ikke lagde skjul på, at det var funderet i egne erfaringer.

[Valerie McCormack]

Valerie havde aldrig diskuteret dén side af sit forhold med nogen, primært fordi der gennem det meste af tiden havde været nogle... Udfordringer, som absolut ikke kom andre ved. Det her var det tætteste hun var kommet på og det føltes lidt forbudt, men også temmelig tilfredsstillende.

"Det kan jeg kun tilslutte mig," svarede hun. På det seneste havde hun vist udfordret ham en del gange. "Det er i hvert fald et forsøg værd. Men det kunne også være, at jeg skulle få min egen kjole på igen, hvis du vil hjælpe med den her...?"