Duften af kaffe [S]

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd og rettede sig mere op over ham. Med et uvornt glimt i øjet gjorde hun en blød bevægelse ned over ham og førte hans ene hånd ned mod sin bagdel.

"Hellere end gerne," svarede hun og blinkede til ham, mest i spøg, men tydeligvis heller ikke ked af det.

[Ronan Thomas]

Ronan tog en hørlig indånding over hendes lille bevægelse, der fik hånden på plads, men også påvirkede andre dele af ham, men han fulgte op med et muntert fnys og tøvede ikke med at klemme værdsættende sammen om hendes bagdel.

"Nå? Hjælper det?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala var måske lidt for begejstret for hans hånd på sin bagdel og slap da også en lyd, der bar præg af det. Hendes ene hånd fandt op over hans brystkasse, uden hun slap hans blik.

"Gevaldigt," svarede hun og overgav sig til et nyt smil, der fremviste tandsættet.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en tilfreds lyd, men slap til gengæld ikke hendes bagdel. Tværtimod gled hånden lidt over den, før fingrene klemte sig lidt sammen igen.

"Godt," konstaterede han og hævede brynene lidt over et spillende blik. "Så mangler du bare at overbevise mig om det samme."

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne sagtens vænne sig til denne mere fysiske Ronan og trykkede sig fornøjet ind mod hans hånd, som for at opfordre til mere af den slags.

"Og hvor vil du gerne have, jeg klemmer?" spurgte hun med et glimt i øjet og bøjede sig frem for at nappe ham blødt i næsetippen.

[Ronan Thomas]

Det var svært ikke at lade sig opfordre af hende og selvom den fysiske ikke altid faldt ham naturligt, så var det nemt, når Kala hvilede så meget i det og bragte det frem. Det betød dog ikke, at han ikke fnøs let over hendes næste ord, selvom det lille nap fik hans mundvige til at sitre.

"Hvorfor fortælle det, når du tydeligvis allerede er i gang med at lede?"

[Kala Patil-Fawley]

Det fysiske var nok bare Kalas foretrukne måde at kommunikere. Hun havde i hvert fald altid været bedre til det end ord og hun så da også helt afslappet ud, som hun søgte lidt sydpå og nappede ham blødt i underlæben.

“Så du er mere til prøve-fejl-metoden?” bemærkede hun og lod ikke til at have det mindste imod det, som hun begav sig ned over hans hals i bløde nap.

[Ronan Thomas]

Det var alt sammen meget pjattet, men Ronan nød det sammen med hende, selvom det ikke var det, han normalt brugte meget tid på. Et lille fnys slap ham, mens hånden gled ned langs hendes bagparti igen og klemte let sammen.

"Du hører mig i hvert fald ikke klage, gør du?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede, men fortsatte ikke videre med sine nap. I stedet hævede hun sig lidt op, så hun igen kunne kaste et blik ned over ham. Hun endte ved hans øjne, et varmt smil om læberne.

"Fuck, Ronan," mumlede hun og bukkede sig ned for at indtage hans læber igen.

[Ronan Thomas]

Ronan hævede brynene lidt, men nåede ikke at sige noget, før hendes læber var mod hans. Det klagede han ikke over, men løftede den hånd, der ikke var på hendes bagdel og lagde den bag hendes nakke. Han brød da heller ikke væk fra hendes læber, som han slap et lavmælt, inkvirerende:

"Mh?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala hørte godt spørgsmålet, men reagerede ikke med det samme. Hun tog sig tiden til at kysse ham godt og grundigt, før hun hævede sig lidt igen og rystede på hovedet.

"Jeg fatter det bare stadig ikke," svarede hun med et smil og en munter lyd, der passede til. "At du er her, at vi gør... Det her. Det er bare... Det gør mig glad."

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke noget desperat behov for et svar, men da det kom, kunne han ikke lade være med at smile bare en anelse.

"Jeg ved, hvordan du har det," konstaterede han, mildt og strøg en hånd op over hendes side. "Og jeg er enig."

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd, under hans kærtegn, der kildede lidt, men mest af alt bare var rart. Og der var da heller ingen klager at spore i blikket, der glødede af varmen fra hendes indre.

"Godt," konkluderede hun med et skævt smil. "Det ville være noget lort, hvis du begyndte at fortryde impulsiviteten nu." Og det var egentlig sagt i spøg, men som ordene forlod hende, begyndte hendes indre at knuge sig sammen.

[Ronan Thomas]

Ronan smilede svagt over hendes ord, men også roligt. Hånden gled til hendes kind og skubbede håret lidt tilbage fra den.

"Det er pisse uforståeligt, men jeg fortryder intet," konstaterede han og krummede fingrene lidt om hendes nakke. "Du er den eneste, jeg har villet have."

[Kala Patil-Fawley]

Det var nok meget heldigt, at Ronan bevarede roen. Over for den var det svært ikke at være præcis det samme og Kala smilede ved hans ord.

Og med ekkoet af dem for sit øre lænede hun sig frem og kyssede ham igen.

luk?