Duften af kaffe [S]

[Ronan Thomas]

En halvkvalt lyd røg over Ronans læber over hendes manøvre og han kunne ikke hindre yderligere ryk ind mod hende, selvom hånden klart forhindrede yderligere fremgang.

"Fuck, Kala," røg det ud mellem hans læber, som fingrene fik strammet sig en god del om henholdsvis lagen og lår, mens alt i ham sitrede.

[Kala Patil-Fawley]

Det gjorde kun gode ting ved Kala at høre hans unægtelige ophidselse og hun var selv ved at blive lidt skør af at have ham der uden at tage det skridtet videre. Men hun kunne ikke give efter, ikke endnu. Ikke, når han var så forbandet skøn sådan.

“Ja,” kunne hun dog ikke dy sig for at stønne, mere end spørge, selvom hun da formåede at gå lidt op, indikere et spørgsmålstegn.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en lydløs latter, der mest var en udånding, ikke i tvivl om, at hun nød at pine ham lidt. Han klagede da heller ikke, selvom utålmodigheden var til at tage og føle på. Bogstaveligt talt.

Han svarede med en lidt anstrengt lyd og nappede hende i underlæben, men formåede ikke rigtigt at sige andet, selvom hofterne gjorde endnu et sigende ryk.

[Kala Patil-Fawley]

Det var som sådan ikke, at Kala nød at pine ham eller trække den ud. Faktisk var hun selv helt kriblende efter at tage det sidste skridt. Men hun havde brugt et halvt år på at være i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde lyst til hende. Og hun fandt ingen bedre bekræftelse på, at han havde, end den hun fandt nu.

Hun var dog ikke selv nogen mester i selvkontrol og snart guidede hun ham ind mod sig, fjernede hånden igen og trak ham helt ind til sig med benene. Og hun prøvede ikke engang at dæmpe det åndeløse støn.

[Ronan Thomas]

Det var lidt mere end bare et dæmpet støn, der røg over Ronans læber, da hun brat eskalerede situationen og med ét var det helt glemt, at han lige havde brugt tre uger i ørkenen.

Han skælvede lidt i nogle øjeblikke, før han fandt hendes læber med fornyet styrke og efter et øjeblik eller to, pressede sig beslutsomt ind mod hende.

[Kala Patil-Fawley]

Lyden gjorde ting ved hende og det var lige så meget dén som hans bevægelse ind mod hende, der fik hende til at stønne igen og denne gang tog det form af hans navn.

Fingrene borede sig ind i hans ryg, som hun søgte over, mens den anden hånd greb hårdt om hans side og trak ham ind mod sig, fulgte hans bevægelser. Grådige kys fortsatte, selvom hun snart måtte slippe ham bare lidt for at snappe efter vejret.

[Ronan Thomas]

Ronan gispede lidt over lyden af sit navn over hendes læber, hvilket kun fik ham til at bevæge sig mere insisterende ind mod hende. Han kyssede hende, men kunne ikke fokusere på det.

Og generelt var han da temmelig højspændt og kunne ikke rigtigt fokusere på andet end, hvor godt hun føltes og hvor hurtigt det ville få en ende for ham.

[Kala Patil-Fawley]

Kala prøvede virkelig at holde fast øjnene åbne og se på ham, men de blev ved at glide i, som flere lyde forlod hende. Opfordrede ham til at fortsætte, selvom hun godt vidste, hvor det ville ende lige om lidt, hvis ikke de satte farten ned.

Men hun kunne bare samtidig virkelig heller ikke lade være bare at kræve mere af det hele. Ikke, at det var noget, hun reflekterede over. Det var impulserne, der førte an og hun havde for længst overgivet sig komplet.

[Ronan Thomas]

Ronan kunne vel nærmest tælle de gange, han havde været intim på den måde på en enkelt hånd og det kunne umuligt være noget under, at han snart gav efter.

I hvert fald skete det med en halvkvalt lyd, som han pressede sig hårdt op mod hende en sidste gang og endte, svagt skælvende, med hovedet gemt ved hendes hals.

[Kala Patil-Fawley]

Det varede ikke nødvendigvis længe, men det var intenst og intimt og efterlod Kala skælvende tilbage, da han nåede sin forløsning. Hun gispede stadig lidt af det hele og lukkede kun benene tættere om ham med en hæs lyd af nydelse.

Den ene hånd lukkede sig om hans nakke, så fingrene kunne stryge ham bag øret. Øjnene forblev lukkede, mens hun bare lå og lyttede til deres vejrtrækninger uden at føle, hun manglede det mindste.

[Ronan Thomas]

Ronan anede ikke helt, hvor længe han lå der. Behøvede ikke vide det. Vejrtrækningen blev snart stabil igen, men selv da dvælede han lidt og skælvede under hendes fingres kærtegn.

Til sidst fik han dog hævet sig lidt op, men kun for at han kunne søge hendes læber i et udpræget ømt kys.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var lidt overvældet af følelserne, der havde lagt sig som en tung, blød dyne om dem. Kærtegnene var nærmest hypnotiserende og hun lod sig gerne opsluge lidt af øjeblikket.

Først da han hævede sig, blinkede hun øjnene op og nåede at smile lidt, selvom det aldrig rodfæstede sig, før læber var ved hendes igen.

Og hun fandt det ikke i sig at bryde det. Søgte derimod blot nærheden og intimiteten.

[Ronan Thomas]

Det var et blidt kys i kontrast til de andre og det udviklede sig ikke. Han dvælede der et par sekunder, før hovedet gled ned til hendes hals igen.

Han tog en dyb indånding der, strammede ubevidst grebet lidt om hende og smilede svagt ind mod varm hud.

[Kala Patil-Fawley]

Kala skælvede, da hans næse strejfede hendes hals. Hun tog en indånding og slap den igen med en tilfreds lyd, der var direkte munter.

I en pludselig indskydelse plantede hun et kys bag hans øre og fulgte det af hans nakke, hun lige kunne nå.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en dæmpet lyd over følelsen af hendes læber, men havde ikke en eneste protest. Tværtimod nød han det en helt god del og fik ikke ligefrem mere travlt med at frigøre sig.

I stedet kyssede han selv hendes hals, mens den ene hånd gled ned og viklede sig ind i blødt, mørkt hår.