Duften af kaffe [S]

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke en eneste klage, heller ikke selvom han kun lige var vågnet og tog imod alle kys, hun havde at give.

Det var dog de næste ord, der fik smilet til at vinde lidt og han følte sig underligt rolig, som fingrene strøg over hendes kind.

"Ja, vi blev vist enige om, at du hænger på mig nu, gjorde vi ikke?"

[Kala Patil-Fawley]

Og så gled det på plads igen. Ikke, at Kala havde haft en følelse af, at noget manglede i et helt år. Hun havde nydt sit syvende år, nydt at kunne fokusere på quidditch og sine venner. Men der var en grund til, at hun ikke havde fået en ny kæreste og lige nu hvad hun slet i tvivl om hvad. Eller hvem.

“Det ser sådan ud,” svarede hun fornøjet og lagde sig ned ved hans side igen, puttede sig entusiastisk ind til ham.

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke gået og ventet på Kala, havde ikke reelt regnet med for alvor at have noget med hende at gøre igen, men alligevel havde han ikke ledt efter andre; havde hverken ønsket det, eller haft brug for det.

Men nu, hvor hun var der, var det helt perfekt og han tøvede ikke med at stramme grebet om hende. Læberne ramte hendes pande, som han selv ikke helt kunne lade være med at smile.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en dæmpet lyd, da grebet blev strammet og hun snoede sig lidt mere om ham, endte nærmest halvt inde over ham i sin søgen på nærhed. Men hun følte sig helt kildrende og sitrende af energi og det var da også et energisk kys, hun fik presset mod hans kæbe.

“Ej, jeg har ikke ligget så godt i en evighed,” mumlede hun tilfreds.

[Ronan Thomas]

Kala var klart mere vågen, end han var, men Ronan havde meget lidt imod det og tog velvilligt imod hendes moslen rundt. Det føltes så naturligt at ligge helt sammenfiltret og nøgen med hende, selvom det reelt virkelig ikke var mange gange, de havde gjort det.

"Jeg kender følelsen," svarede han og lod en flad hånd vandre ned over hendes side. "Det kunne jeg godt vænne mig til."

[Kala Patil-Fawley]

Kala burde egentlig bruge noget af al sin energi på at komme ud at løbe, før det blev for varmt. På den anden side var der bare en virkelig dejlig, varm og nøgen krop ved hendes side og hun havde ikke rygraden til at trække sig fra ham.

"Det skal jeg nok minde dig om, at du sagde, når du om en uge brokker dig over, at jeg fylder for meget," bemærkede hun muntert og uden at frygte, at det ville blive en reel diskussion.

[Ronan Thomas]

Ronan lo over hendes ord og så ikke specielt bekymret ud. Tværtimod smilede han næsten drenget og viklede fingrene ind i hendes hår.

"Så må jeg jo bare få en større seng," konstaterede han, uden på nogen måde at se det som et problem.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd og var virkelig ikke beklagelig over denne løsningsorienterede Ronan, der gerne ville sove sammen med hende om natten. Hun sukkede tilfreds og kyssede ham på siden af halsen.

"Jeg tror, det er den eneste løsning," svarede hun simpelt og kyssede ham igen.

[Ronan Thomas]

Ronan slap et muntert fnys, men tog velvilligt imod hendes kys og skovlede hende lidt længere op over sig med den hånd, der ikke var i hendes hår. Sengen var ærligt talt for lille, for han fyldte det meste af den selv, men det var ikke et større problem lige nu.

"Lige nu har jeg dog ikke rigtigt behov for at give dig mere plads," konstaterede han da også, halvt ind mod hendes læber og med et lidt for tilfreds smil.

[Kala Patil-Fawley]

Kala tog en indånding over at blive flyttet sådan på og fulgte den da også op med en kælen lyd. Hun flyttede benene og fik listet den ene om hans modsatte hofte, til hun kunne trække sig helt ind over ham.

"Nej," mumlede hun mod hans læber og kyssede ham igen.

[Ronan Thomas]

Okay, måske ville det blive en temmelig varm løsning i længden, men lige nu havde Ronan absolut ingen protester. Tværtimod tog han mod hende og lod armene glide omkring hende. Kroppen reagerede uundgåeligt på nærheden, men han havde ikke rigtigt nogen skrupler over det.

Han fik bare flyttet den ene hånd tilbage op til hendes hår og strakte halsen lidt ind i kysset, mens alle tanker om videre søvn efterhånden var forsvundet helt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala plantede den ene hånd i madrassen ved siden af hans hoved, mens den anden fandt til siden på hans hals, hvor tomlen kunne stryge langs den skarptdefinerede kæbelinje.

Normalt skulle hun i hvert fald have en til to kopper kaffe, før hun kunne fungere som menneske, men lige nu smilede hun ind mod hans læber. Søgte dem igen.

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke travlt. Det var fordelen ved lige at være kommet hjem fra feltarbejde. Der var lige den ene dag, hvor han kunne slappe helt af, før han skulle møde ind i Gringotts igen og det her var absolut ikke den værste måde at tilbringe den på.

Faktisk havde han da nærmest også helt glemt, at der i det hele taget var en verden udenfor, som han kyssede Kala og lod den frie hånd glide over hendes ryg i bløde kærtegn.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fortabte sig lidt dér, i bløde kærtegn og ømme kys, og hun havde ingen tidsfornemmelse, da hun rettede sig bare lidt op igen. Øjnene gled op, fandt ham med udtalt varme.

"Jeg tror stadig ikke helt, jeg har fattet, at du er her."

[Ronan Thomas]

Ronan åbnede langsomt øjnene, da Kala rettede sig op og selvom tænderne ikke var synlige i det indledende smil, så buede det tydeligt hans læber opefter. Hånden gled over hendes side, som han hævede brynene lidt. Så blev der alligevel et synligt glimt af tænder.

"Jeg kan godt nive dig?"