Duften af kaffe [S]

[Kala Patil-Fawley]

Ronans læber efterlod hendes hud sitrende og Kala slap et en dæmpet lyd ind mod hans nakke, kyssede samme hud øjeblikket efter.

“Her kunne jeg godt ligge en lille uge,” mumlede hun tilfreds og fnøs muntert.

[Ronan Thomas]

Ronan følte sig tung og dvask og var da også komplet udmattet efter ørkenen, hvilket en seng, en varm krop og den nylige forløsning helt klart påvirkede.

"Mh," startede han da også med at svare, uden at være klar over, hvor tunge øjenlågene var blevet. Han tog en dyb indånding.

"Fristende."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke brugt den sidste måneds tid i ørkenen, men hun havde ikke ligget tæt med nogen på den måde i den tid og hun bemærkede knapt, at hendes åndedræt var blevet tungt og roligt. Hun slap en bekræftende lyd.

"Nu har jeg også ventet længe på at kunne få lov til det," mumlede hun tilfreds og kyssede ham bag øret igen.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en udånding, som mest af alt lød tilfreds, før han tog sig sammen og flyttede sig lidt. Det blev ikke uden en lettere anstrengt lyd, da det brød forbindelsen mellem dem, men det var til gengæld også kun for at dumpe ned ved siden af hende og samtidig trække hende tæt.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg skal heller ikke nå noget."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke helt klar på at skulle slippe ham endnu, men holdt ham ikke tilbage og tøvede heller ikke med at søge ind til ham, da han fandt ned ved hendes side. Hun lod ansigtet finde ind til siden af hans hals og kyssede ham igen.

"Godt," mumlede hun og snoede en arm om ham. "For nu kommer du i hvert fald ikke herfra lige foreløbigt."

[Ronan Thomas]

Ronan slap en lyd af dyb tilfredshed over hendes og og trak hende selv tættere på, lod læberne strejfe hendes pande.

"Perfekt," mumlede han, uden helt at være klar over at øjenlågene var faldet i og at han allerede drev lidt ind og ud af bevidsthed.

[Kala Patil-Fawley]

Kala brummede bare lidt og der gik da heller ikke mange øjeblikke, før hun selv overgav sig til søvnen. Da hun vågnede igen, var det med benet slanget hen over hans krop og armen op over hans brystkasse, krummet halvt om hans nakke.

Hun rørte lidt på sig og skubbede sig langsomt op på den ene albue, så hun kunne se ned på ham. Et smil strejfede hendes læber, før hun lænede sig ned mod ham igen og kyssede hans kind, hans kæbe, hans mundvig.

[Ronan Thomas]

Ronan sov tungt, omend en anelse varmt, tæt som det var nødvendigt at ligge i enkeltsengen. Han ville nok heller ikke være vågent med det samme, hvis ikke det havde været for fornemmelsen af læber mod sin hud, som fik øjenlågene til at sitre.

En brummen undslap ham, som de lange øjenvipper bevægede sig lidt og øjnene åbnede sig lige akkurat nok til at han kunne ane Kalas ansigt.

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke meget af en reaktion, men Kala forventede heller ikke mere. Faktisk var hun klar til at rette sig lidt op, efter at have kysset hans næsetip, da bevægelsen fra hans vipper fangede hendes blik.

"Hey," mumlede hun blødt og stødte næsetippen mod hans.

[Ronan Thomas]

Ronans øjenlåg gled langsomt op, selvom det var under tunge blink. Synet var dog værd at åbne øjnene for og han smilede svagt, selvom kroppen endnu føltes blytung af søvnen.

"Hey," gengældte han hæst hendes hilsen og fik løftet en arm, så han kunne stryge hendes hår tilbage med håndfladen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala burde måske have dårlig samvittighed over, at hun havde vækket ham, nu han tydeligvis havde behov for søvn, men det var bare ikke tilfældet. Tværtimod smilede hun ned til ham; et smil, der kun voksede, da han rørte hende.

"Det så så fredeligt ud."

[Ronan Thomas]

Ronan slap et dæmpet fnys, som dog var umiskendeligt muntert og slap en lyd, der mest af alt lød som en brummen, mens hånden lukkede sig let om hendes nakke, uden at lade håret falde frem igen.

"Så det måtte du straks spolere?" spurgte han, stemmen hæs af søvn, men joken tydelig. Han havde i virkeligheden meget lidt mod dén måde at blive vækket på.

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede dæmpet og trak på skuldrene uden at se vanvittigt skyldig ud, som hun slap en bekræftende lyd. Hun trykkede læberne mod hans i et enkelt, blødt kys.

"Nice things and why we can't have them," svarede hun sorgløst.

[Ronan Thomas]

Ronan nåede at slippe en munter lyd, før læber var mod hans og effektivt mindede ham om dagen forinden, hvis der altså skulle have været nogen risiko for, at han havde glemt det.

Grebet om hendes nakke strammede sig lidt og tænderne blev blottet, da hun trak sig lidt tilbage igen.

"Ærligt? Jeg kan komme på hundrede værre måder at blive vækket på."

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd og kyssede ham igen, fordi hun simpelthen ikke kunne lade være. Og et kys blev til to blev til tre, før hun formåede at rette sig bare lidt op igen. Smilet om hendes læber var efterhånden permanent.

“Du, Ronan? Er du egentlig min kæreste nu?”