Duften af kaffe [S]

[Kala Patil-Fawley]

Tyve dage havde Kala nu boet i lejligheden i London. Det var ikke nok til, at hun for alvor betragtede det som sit hjem, men hun var blevet komfortabel der. Hun følte sig i hvert fald ikke længere akavet ved at tage ting i skabene eller gå ud på badeværelset.

Til gengæld var det også svært at forholde sig til, at Ronan Thomas boede på det andet værelse. Hun havde lukket døren, efter han var taget afsted, og havde ikke åbnet den siden. Og sådan var dagene gået.

Med håret vådt fra et bad gik hun i gang med at lave kaffe og da først den stod og bryggede, satte hun sig op på køkkenbordet og lænede baghovedet mod skabene. Øjnene gled i og efterlod hende med et helt saligt udtryk, duften af kaffe i næsen og kosten stående ved hendes side, lænet op ad komfuret.

[Ronan Thomas]

Det havde været en relativt kort tur, men det betød ikke, at Ronan ikke var dødtræt, som han landede med en transitnøgle et stykke udenfor byen og tog undergrunden hjem, selvom han vitterligt lignede en, der lige havde tilbragt tyve dage i ørkenen.

Han havde ikke for alvor nået at bekymre sig for, hvad han kom hjem til, men slæbte bare taskerne med sig op og fik låst op. Hans opbakningskaos brød nok uforvarende ind i den rolige morgenboble, men han opdagede først Kala, da han havde fået smækket døren bag sig igen.

"Hey," røg det lidt forpustet ud af ham, som han dumpede en taske ned på gulvet.

[Kala Patil-Fawley]

Det gav et sæt i Kala, da døren smækkede og den lille bevægelse, det gav i hende, fik foden til at tjappe til kosten, der faldt til gulvet med et nyt smæk. Overrasket blinkede hun og så fra beskidte Ronan til tasken, der nu lå på gulvet. Mundvigen sitrede lidt.

"Sikke en ankomst," bemærkede hun, men lød ikke andet end munter og hun følte sig da heller ikke selvbevidst denne gang, selvom hun sad i de bukser, hun havde stjålet fra ham for over et år siden, og overkroppen kun var dækket af en sports-bh. Ikke, at hun havde meget at holde på plads.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs muntert, som han lod rygsækken glide ned fra skulderen og lande ovenpå den anden taske, mens blikket uværgerligt kom til at glide en enkelt gang over Kala.

"Yeah, well," sagde han muntert, uden at tilføje mere, som han bøjede sig for at snøre de solide støvler op.

Han rettede sig op, en anelse svedig af turen og gned en arm over en beskidt pande, mens han skubbede støvlerne af.

[Kala Patil-Fawley]

Kala lod sig glide ned fra køkkenbordet og behøvede ikke gøre andet end at række hånden frem, før kosteskaftet søgte ind mellem fingrene. Hun stillede den tilbage, oprejst og ikke lige så meget en snublefælde, før hun åbnede en af skabsdørene.

"Kaffe?" spurgte hun og kastede et blik på ham over skulderen. "Eller søvn?"

[Ronan Thomas]

Ronan var vant til bare at komme hjem til en tom lejlighed og ikke duften af friskbrygget kaffe, men det kunne noget og han slap en lavmælt lyd i værdsættelse, som skoene blev skubbet ind til siden og strømperne stoppet ned i dem.

"Et bad, tror jeg," svarede han og hev skjorten af, så kun undertrøjen var tilbage. Den endte ovenpå tasken, som han gik over til køkkenbordet.

"Men en kop kaffe inden lyder ikke værst."

[Kala Patil-Fawley]

Kala nåede lige at lukke skabet halvt i, før Ronan fik færdiggjort sætningen. Men det var ikke mere besvær, end hun åbnede lågen igen og fik hevet et krus mere ud. Snart dampede de begge og med et afmålt skub, fik hun sendt det ene glidende over køkkenbordet til ham.

"Du ser herrens ud," bemærkede hun med et skævt smil om læberne og et blik, der strøg over ham for at ende ved de dragende øjne.

[Ronan Thomas]

Ronan tog taknemmeligt mod kruset, selvom han fulgte op med et fnys over hendes ord. "Ih, tak," svarede han tørt, selvom det utvivlsomt var sandt. Han endte da også med at gnide en hånd over ansigtet og tilbage over det korte hår.

Den endte mod baghovedet og kradsede der lidt, som han undertrykte et gab.

[Kala Patil-Fawley]

I virkeligheden var Kala ret sikker på, at Ronan aldrig kunne se forfærdelig ud. Det var i hvert fald ikke noget, hun havde set.

"Var det-" Ja, hvad spurgte man egentlig om? "Ja, hvordan var det? Godt?"

[Ronan Thomas]

Ronan slap en lyd, der ikke for alvor var et svar, som han lod hånden falde igen og tog en tår af kaffen. Den var varm, men smagte ikke branket og det var en rar forandring.

"Ja," svarede han endelig, halvt nikkende. "Det så sort ud først, men så blev Professor Rier hentet ned til os og i løbet af et par uger havde vi afsikret hele pyramiden."

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne virkelig godt lide kaffe. Sådan, virkelig godt. Med tiden var den blevet temmelig stærk, men også god. Og hun pustede lidt til den, før hun selv tog en tår og slap en tilfreds lyd.

"Professor Rier? Ham, der har oldtidens runer?" spurgte hun. Det var ikke et fag, hun selv havde taget. Generelt var hun gået en stor bue uden om de alt for teksttunge fag.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en bekræftende lyd ned i koppen. "Og vores overhoved," mindede han hende om, før han satte porcelænet fra sig, uden at slippe hanken med hånden.

"Det hele var fuldkommen pakket ind i hieroglyffer, der blev ved med at spænde ben for os og fange os derinde, men han knækkede koden."

[Kala Patil-Fawley]

"Mh." Kala nikkede bekræftende. Ikke, at hun havde brugt meget tid på at overveje, hvem der var overhoved for Ravenclaw.

"Hieroglyffer?" Hun tippede hovedet lidt til den ene side. "Hvordan?"

[Ronan Thomas]

Ronan var dybt fascineret af hele processen og det var ikke for alvor bevidst, at han var gået i gang med at fortælle Kala om det. Det var et af de tidspunkter, hvor hans tidligere kollegie skinnede igennem og blikket, selvom han ellers så udmattet ud, fik en klar glød.

"De er ridset ind i murene," forklarede han. "Når vi krydsede dem, udløste det forbandelser eller fælder, men de viste sig alle sammen at være forbundet til hinanden, så da først vi fandt ud af, hvordan vi kunne afvæbne dem, så gik det rimelig let derfra. Men det er fascinerende magi. De kunne virkelig noget, de gamle egyptere."

[Kala Patil-Fawley]

Kala interesserede sig virkelig ikke for runologi, men til gengæld interesserede hun sig ret meget for Ronan og der var intet påtaget i opmærksomheden, med hvilken hun lyttede.

“Det lyder til det,” svarede hun og tog en tår kaffe mere. “Og din nye læremester? Var det... godt?”

Det lød virkelig tamt. Men det var en fremmed verden for hende og spørgsmålene kom ikke naturligt.