Grønøjet

[Ian Ogilvy]

Ian reagerede svagt, da hånden blev flyttet, men det var ved lyden af bevægelse, at han boblede op til overfladen. Forvirringen var umiddelbar, som han mærkede den siddende skikkelse ved siden af sig, men han kunne ikke se ud gennem sine grusede øjne i det næste fulde mørke bag forhænget.

"Hvad er der?" hviskede han lavt, men hæst. Antog at det var Erin Morgaine, som han glemte at hun var gået.

[Cora Greengrass]

Cora havde forestillet sig at være her. I Ians seng. Nu, virkede det så langt fra hvor hun egentlig ønskede at være, fordi hun var for nervøs til at liste sig ud, før drengen der havde forladt sovesalen vendte tilbage.

Da Ian vågnede - sikkert rimelig omtåget, følte Cora næsten at hun måtte undskylde for anden gang overfor ham på et døgn, selvom det var hám hun havde haft en intention om at skælde ud for øjeblikke siden.

"Sch... Bare sov videre." Forsøgte hun.

[Ian Ogilvy]

Ian glippede lidt med øjnene over svaret og der gik et sekund endnu, før det dæmrede for ham, at det ikke var Erin.

Chokket løb gennem ham og han kom brat op at sidde. Det var på et hængende hår, at han ikke bare talte højt, men fik bremset sig selv til en fuldkommen forvirret, og stadig lidt klatøjet, hvisken.

"Cora? Hvad laver du her?"

[Cora Greengrass]

Overraskelsen der tegnede sig over Ians ansigt, fik Coras indre til at knuge sig sammen igen. Ligesom da han havde lagt en hånd mod hendes lår, men ikke det var hendes han søgte. Hun foldede armene lidt over brystet, dels fordi hun syntes toppens materiale var lidt tyndt, men hovedsageligt for at holde sammen på sig selv.

"Jeg ville tale med dig, men du..." Hun tøvede, og forsøgte at kigge ud gennem en sprække i gardinet. "Det var en fejl. Jeg skal nok lade dig være. En af drengene sneg sig ud, og jeg vil bare ikke... rende ind i ham." Hun ville gerne vente på at vedkommende vendte tilbage for sit omdømmes skyld.

[Ian Ogilvy]

Ian var så forvirret og fattede slet ikke, hvorfor Cora sad i hans seng. I et sekund føltes det som et flashback, selvom hun aldrig havde været der før og hans hjerne kæmpede lidt for at indhente det hele.

"Hvad..." lød det først, stadig lavmælt. Uanset hvor vred han var på hende, så faldt det ham instinktivt at dæmpe stemmen og beskytte hendes omdømme, uanset om han så skyldte hende det. Det modsatte var ikke en reel overvejelse. Til gengæld talte han igen, som han missede med øjnene mod hende i mørket.

"Men hvorfor er du her?"

[Cora Greengrass]

Cora havde længdes mod denne seng. Eller nærmere mod ideen om Ian i den. Især når det var svært, og hun havde brug for en skulder at putte ansigtet ind mod. Hun kiggede væk fra ham, bevidst om at synet om den dvaske, søvnige, varme skikkelse ville drive til at nærme sig ham. Skuldrene sank lidt.

"Erin..." Hviskede hun så. "Hun sov her... Det er ikke okay." Hun mærkede det prikke i øjnene igen. Flere gange den foregående aften havde både Ian og Erin fortalt hende at hun ikke havde ret til at blande sig i at de så hinanden, men det her var for hårdt og for hurtigt.

[Ian Ogilvy]

Noget i Ian strittede komplet imod over at få fortalt, hvad han måtte og ikke måtte og en impuls bød han fortælle hende, at hun bare skulle blande sig helt udenom. Men selvom han kunne være både kold og hård, så hørte han smerten i hendes stemme og selvom han ikke for alvor kunne føle sympati, så fik det ham til at tage en ekstra indånding.

"Hun kom kun herind, fordi du var efter hende," sagde han i stedet, mere fattet og stadig dæmpet, stadig uden helt at fatte at de sad dér og havde den samtale.

[Cora Greengrass]

Hele meningen var at skælde ham ud, men Cora lignede ikke en der var i offensiven. Derimod havde hun stadig armene over kors og skuldrene sænket, mens hun forsøgte at spidse ører efter eventuelle fodtrin, og gøre alt for at undgå Ians øjne mod sig. Hun sad i hans seng i en top og natshorts, men det var Erin han ville have.

"Undrer det dig, at jeg er led overfor din nye kæreste?" spurgte hun, selvom hun ikke anede om det var hvad de var. Stemmen vaklede lidt. "Den er sivet ind nu. Lad mig bare vente her et øjeblik, så skal jeg nok lade dig være."

[Ian Ogilvy]

Ian tog en dyb indånding, beroligede sig selv, men han var ikke helt rasende på samme måde end tidligere. Det føltes lidt forkert nu, som de sad der, helt tæt. Sværere.

"Jeg har ikke tænkt mig at smide dig ud, så nogen ser dig," bød hans ansvarsfølelse sig dog at sige, helt dæmpet og måske de venligste ord han havde udtrykt for hende i et halvt år.

[Cora Greengrass]

Cora hævede ofte hagen højt, men alt havde været rimelig skævt det seneste døgn. Derfor følte hun sig ufattelig lille og sårbar, og de beroligende ord fra Ian ramte derfor i en blød del af hendes indre.

"Tak..." kvækkede hun hæst og strøg lidt hår væk fra sit ansigt. "Jeg skulle ikke være kommet herind. Jeg var bare så vred."

[Ian Ogilvy]

Ian sukkede tungt, dødtræt og endte med at læne sig tilbage mod sengegavlen, uden at tage sig af sin afklædte tilstand. En hånd gled over ansigtet, før han så over på hende igen.

"Du kan ikke hindre mig i at komme videre, Cora," sagde han lavmælt, men mere blidt end vredt.

[Cora Greengrass]

Cora var ikke nær så vred på Ian, som hun var på Erin. Måske mest af alt på sig selv, men Erin Morgaine var langt nemmere at kanalisere det imod. Lige nu var hun bare udmattet og træt af at kæmpe for én der ikke ville have hende.

"Nej. Det er gået op for mig eftersom... du lod hende være hér," Brystet trak forræderisk på sig, næsten som om hun hulkede en enkelt gang uden hverken lyd eller tårer. Grønne øjne vendtes mod ham, og aldrig havde hun haft mere lyst til at synke ind mod hans favn.

"Jeg ved bare ikke om jeg kan gøre det samme så hurtigt."

[Ian Ogilvy]

Så hurtigt. Det gav et stik i hans mave, som stak hun kniven ind og vred den rundt. Hænderne knyttede sig sammen og han rakte ikke ud efter hende. Tværtimod bed han lidt hårdere sammen, men talte stadig dæmpet.

"Vi er kun her, fordi du kyssede en anden, Cora. Lad være med at tale til mig om hurtigt."

[Cora Greengrass]

Hun tvang øjnene væk fra ham igen og ned mod sine nøgne ben. Ikke mange senge væk lå Freddie Day og sov. Freddie som hun havde kysset herinde, mens hende og Ian havde været sammen.

"Og jeg fortrød det. Kan man ikke begå én fejl?" Hun kom til at hæve stemmen lidt, før hun trykkede fortænderne mod underlæben, så hun kunne afholde andre ord for at følge trop.

[Ian Ogilvy]

Ian så det farlige i situationen, men det var Cora selv, der var kommet ind til ham og selvom han ikke ville afsløre hende, så tyssede han heller ikke på hende. Han hævede dog ikke selv stemmen, men svarede, næsten fattet.

"Vil du have tilgivet mig, hvis jeg havde kysset en anden?"