Grønøjet

[Erin Morgaine]

Erin stivnede en lille smule over lyden af drengene, men Ians reaktion fik hende til at trække vejret igen. Hun smilede selv og løftede forsigtigt den ene hånd til hans kind, uden en lyd.

Det understregede hvor meget de brød reglerne, at kunne høre drengene gøre sig klar til at gå i seng. Hun burde måske skamme sig, men det gjorde hun ikke rigtig. I stedet nussede hun Ian helt blidt.

[Ian Ogilvy]

Nogle drenge ville nok ikke have forsøgt at skjule, at der lå en pige i deres seng, men Ian havde ingen interesse i at få Erin i problemer og var da heller ikke for alvor villig til at lade noget afbryde øjeblikket, som ærligt talt kun føltes mere elektrisk nu, hvor de ikke længere var alene.

På et tidspunkt ville det selvfølgelig blive en udfordring, at hun skulle ud igen, men det tænkte han ikke på nu. Til gengæld løftede han en hånd til hendes kind og lagde den halvt mod den, halvt mod kæben, så tommelfingeren kunne stryge over et kindben.

Og nu hvor de alligevel ikke kunne tale, dristede han sig i sidste ende bare til at søge hendes læber igen, helt stille.

[Erin Morgaine]

Erin følte elektriciteten og spændingen. Hun slap den mest dæmpede lille lyd mod hans læber, da han kyssede hende igen og krummede fingrene en smule sammen. Et øjeblik lå hun helt stille i nervøsitet for om nogen havde hørt dem, men uden en reaktion udefra, genoptog hun villigt sin del i kysset.

Det fik hende til at smile helt dumt tæt på ham, at de havde en hemmelighed sammen på den måde, som drengene på deres årgang ikke ville være klar over.

[Ian Ogilvy]

Ian havde ikke helt nogen fornemmelse af, hvor længe de lå sådan og kyssede. Længe. Alt for længe, helt sikkert, taget i betragtning at de skulle tidligt op og fange toget tilbage til London. Men han kunne ikke for alvor være fortrydende omkring det.

Tværtimod smilede han bare lettere dumt, da han endelig brød lidt væk og trak hende tættere, så læberne i stedet endte ind mod hendes pande.

[Erin Morgaine]

Erin gabte lidt, da Ian kyssede hendes pande. Hun fandt hans side med den ene hånd og lukkede øjnene, der formålsløst havde været lidt åbne

"Godnat," mumlede hun helt lavt og søvnigt.

[Ian Ogilvy]

Ian smeltede lidt over lyden af hendes søvnige stemme, som instinktivt fik ham til at stramme grebet næsten beskyttende om hende og hjertet til at hamre lidt.

"Godnat," hviskede han tilbage og kyssede hendes pande igen, før han lod hagen hvile mod toppen af hendes hoved.

Han var også træt, men heller ikke vant til at sove så tæt med et andet menneske og selvom søvnen kom, så var den ofte afbrudt og ikke dyb.

[Erin Morgaine]

Erin sov fremragende, men ikke så længe. Da hun vågnede i de tidlige timer, kyssede hun Ian på kinden, før hun rejste sig fra sengen.

Hun forsøgte at komme elegant og lydløst ud, finde sin kjole og sine ting, men hun kunne hverken lokalisere sine sko eller sin bh.

[Ian Ogilvy]

Ian var endelig faldet nogenlunde i søvn, da Erin gav sig til at rode rundt og han vågnede med et sæt og var lidt forvirret, før han huskede, hvem der var der. Han blinkede tungt med øjnene og hviskede helt lavmælt, men hæst af søvn.

"Hvad laver du?"

[Erin Morgaine]

Det gibbede i Erin, da Ians stemme lød fra sengen og hun var nær ved at snuble over sine egne fødder.

"Leder efter mine ting, så jeg kan snige mig tilbage," hviskede hun.

[Ian Ogilvy]

Ian var lige vågnet og helt forvirret, men han fattede da, hvad der foregik og så fornuften i det. Han satte sig op, selvom Erin var lidt tættere på end han troede og han måtte stabilisere hende lidt med en arm.

"Undskyld," mumlede han lige så lavmælt, stemmen stadig tyk af søvn, som han forsøgte at hjælpe hende med at lede i mørket, men nok mest af alt bare kom i vejen.

[Erin Morgaine]

Erin kunne ikke se det fjerneste. Hun var taknemmelig for den hjælpende hånd, men nåede et vist desperationsniveau over den manglende bh.

"Jeg kan ikke finde min... Top," hviskede hun. "Eller mine sko. Kan du se noget?"

[Ian Ogilvy]

Alt føltes lidt larmende, selvom de virkelig var ret stille, men selv deres hvisken kunne trænge gennem de tykke gardiner og han gav derfor blot en lavmælt lyd af bekræftelse, før han kort lettede på stoffet, rakte ud efter sin tryllestav og lukkede det tæt til igen.

"Lumos," mumlede han helt, helt lavt og lys kom til syne. Han missede med øjnene mod det, ikke tilfreds med den del, men fandt til gengæld snart det hun ledte efter.

"Her," sagde han lavmælt, velvidende at hun ikke kunne se, at han rakte det frem. Kun lidt rødmende.

[Erin Morgaine]

Erin så lyset, men ikke meget andet. Hun rakte dog hånden frem ved Ians enlige ord og flammede selv helt op af pinlighed, før hun skyndte sig at folde sin bh grundigt sammen og skjule den ind mod kroppen. Et spagt "tak" forlod hende, da hun også havde sine sko dinglende fra den anden hånd. Hun havde lyst til at synke i jorden, men også lidt til at kysse ham. Eftersom begge dele involverede flere kundskaber end hun havde, nøjedes hun med at liste ud fra sovesalen med krummede, bare tæer.

Hun satsede på at alle inde på hendes sovesal også stadig sov. Især Cora Greengrass, som var den sidste hun havde lyst til at støde på.

[Cora Greengrass]

Efter deres 'snak' i sovesalen, havde Cora søgt trøst andetsteds. Hos Kiaan Patil-Fawley  i et depotrum. Stunder efter havde hun gledet ind bag de tunge, mørkegrønne gardiner der omgav himmelsengen, kun for at opdage at den tilstødende stod tom. Det havde været svært at sove efter det.

Cora faldt endelig i søvn, men åbenbart var hun meget bevidst om hver lyd, vejrtrækning og listende skridt. Det var derfor hun vågnede, da Erin listede indenfor. Gennem en sprække i gardinet, og med sammenklemte øjne, betragtede hun hende. Pigebarnet holdt noget ind mod brystet, og havde skoene i hånden. Hjertet bristede lidt mere.

"Hvor har du været?" Hviskede hun frakoblet, da Erin fandt vej til sin seng.

[Erin Morgaine]

Erins hjerte sprang et slag over, da en hvisken i mørket nåede hendes ører. Dernæst hamrede det endnu hurtigere end før. Hun stivnede hvor hun stod, snarere end at flygte ind i sengen. Blikket vendte sig i retningen af Cora, de lyse, blinde øjne store.

"Ude og gå," løj hun åbenlyst, men ikke interesseret i at fortælle den anden pige om hvordan hun havde fået sit første, andet og tyvende kys af Ian.