Langt fra professionelt [S]

[Abigail Bancroft]

Maven trak sig ind mod midten med en varm, kriblende fornemmelse ved synet af Sylvester, der bredte sig på hendes sofa og betragtede hende med et blik, der fik det til at knitre lidt under huden.

Abbie tøvede heller ikke med at strække sig op at møde et kys, før hun trak sig tilbage med et mildt smil og et lille nik.

“Lad os,” svarede hun. Og med det forlod de lejligheden igen. Hun med en bedre følelse, end hun var ankommet med.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester trådte ud af sin egen pejs med nogle af Abigails fornødenheder på armen, som han havde tilbudt at bære for hende, sammen med mappen med sit hjembragte arbejde. Han trådte lidt væk så de ikke ville kollidere da hun øjeblikket efter dukkede op og rakte hende sin frie hånd "Der er plads til dine kjoler i skabet ved siden at mine skjorter.. hvis du vil have dem op at hænge."

[Abigail Bancroft]

Det var lidt underligt at forlade lejligheden igen og Abbie kastede et blik over stuen og overvejede, om den nogensinde ikke ville være fyldt med en dvælende tilstedeværelse af en mand, der ikke var der længere. Et gravkammer til et forlist forhold.

Men så snart hun kunne træde ud af pejsen med hånden i Sylvesters, var hun ikke i tvivl om, at det var helt rigtigt. Selvom hun nu havde tilbragt hver nat siden bruddet i hans seng.

“Ja?” spurgte hun, velvidende at det alligevel var en grænse for dem at bryde.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester gav hendes hånd et forsikrende klem, lænede sig til siden og kyssede hendes tinding med et bekræftede "Mhmm." brynene krøb lidt sammen, men smilet på hans læber var afslappet "Hvis du vil? Jeg håber da det ikke bliver sidste gang du overnatter." han var allerede sikker på det ikke var tilfældet og blikket spillede mildt.

[Abigail Bancroft]

Abbie fandt bekræftelse i alt fra hans smil til de bløde ord og hun smilede selv ømt til ham. “Selvfølgelig vi jeg det,” forsikrede hun, før hun gik ind i hans soveværelse med selskab fra ham og resten af hendes ejendele.

“Nej, du hænger vist på mig nu,” bemærkede hun med blød humør, der ikke helt dækkede over den urationelle frygt, da var bundet til følelserne.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester musede lidt over, hvor tilsyneladende hjemmevandt hun efterhånden bevægede sig rundt i hans hjem, men det gav ham intet andet end en god følelse i kroppen. Oppe i soveværelset åbnede han en af de store skabslåger og skubbede en række skjorter lidt tættere sammen "Det ser jeg ikke som en dårlig ting." gav han igen med et smil over den ene skulder og tog en håndfuld bøjler med kapper han sjældent brugte ud, for i stedet at flytte dem over i et andet skab "Så.. er det nok plads for nu?"

[Abigail Bancroft]

Abbie følte sig ikke rigtigt hjemme hos Sylvester endnu og hun var stadig akavet omkring ting som at skulle tisse eller at være sulten; en følelse, hun ikke havde haft i næsten ti år. Det var at høre i måden, hun stadig omhyggeligt omtalte det som hans skab, hans badeværelse, hans lejlighed... Men hendes egen lejlighed føltes heller ikke på samme måde som hjem og følelsen kom nok mest af alt fra Sylvester.

Blikket gled over skabet og hun nikkede en gang, helt benovet over, at han havde skabt plads til hende på den måde. Kinderne var varme.

“Det behøvede du ikke,” forsikrede hun ham, selvom han uden tvivl godt vidste det.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester trådte helt tæt hen til hende og lod to fingre stryge over hendes kind i et ømt kærtegn "Nej, måske ikke.. men jeg vil gerne du føler dig.. tilpas her. Ikke kun som en gæst, for du er meget mere end det." konkluderede han roligt og sikkert "Jeg vil gerne vise dig jeg har plads til dig.. både her.." han slog ud med en hånd og favnede rummet. Fangede så hendes frie hånd og lagde den mod sin egen brystkasse, lige over hjertet "..og her."

[Abigail Bancroft]

Det var lidt pladderromantik, men Abbie var let til fals for den slags. Alene ømheden i hans blik var nok til at få det til at summe varmt i maven på hende. Hun lænede sig ind mod hans hånd og kom til at smile mildt, som den ene hånd blev ført til hans brystkasse.

“Der er intet sted, jeg hellere vil være,” svarede hun reelt, stemmen så blød, at den i sig selv var et kærtegn. Hun strakte sig op mod ham og mødte hans læber i et kys.

[Sylvester Buchanan]

Det hele var måske nok lidt rigeligt, men han havde ikke været forelsket siden han var en meget yngre mand og han mente det hele ganske alvorligt. Et varmt smil krusede sig under skægget ved hendes ord og han lagde endnu engang armene omkring hende, mens han villigt besvarede hendes kys.

Han trak kun ansigtet lidt væk fra hendes, da han talte igen "Hvis der er andet du har brug for når du er her, så sig til."

[Abigail Bancroft]

Abbie svajede blødt ind mod ham og endte med den frie hånd på siden af hans hals, den anden blev liggende over hans hjerte. Følelsen af hans puls gjorde hende blød i knæene, men mere end det var den beroligende.

"Det har du aldrig ladet mig være i tvivl, var en mulighed," mindede hun ham om og hævede hånden på hals hals til hans kind.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lænede for anden gang hovedet ind mod hendes hånd og ikke for første gang, var gestussen en, der fik ham til at slappe af. Alene hendes tilstedeværelse gav ham mere overskud og det varme smil nåede uden problemer hans øjne "Godt.." han fangede hendes læber igen, uden helt at kunne lade være.

[Abigail Bancroft]

Tomlen strøg over hans kind, som Sylvesters ord fik hende til at smile. Så graviterede de atter mod hinanden og Abbie kunne ikke få sig selv til at lade være. Var ikke interesseret i at prøve, uanset.

Fingrene fandt langsomt tilbage i hans hår, strøg igennem de halvlange krøller i hans nakke og det var modvilligt, at hun brød kysset. Læberne forblev dog lige ud for hans.

"Jeg burde lade dig arbejde."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lod hænderne glide lidt op over hendes ryg, mens han nød følelsen af hendes fingre i sit hår. Han havde været gift i ret mange år, uden nogensinde at føle samme intimitet som han følte på bare en dag med hende og det varme smil lå stadig på hans læber da de ikke længere var mod hendes "Jeg må hellere ja.. hvis jeg er effektiv kan jeg måske blive færdig inden spisetid." brynene trak sig lidt sammen og han slap en underholdt lyd "Jeg har dog ikke tænkt over hvad vi skal finde på. Hvad har du lyst til?"

[Abigail Bancroft]

"Først og fremmest, selvfølgelig er vi effektive og bliver færdige inden spisetid," forsikrede Abbie ham uden at være det mindste i tvivl om, at de nok skulle nå det. Hun kærtegnede hans hovedbund, før hun fulgte hårstråene ud til spidserne igen.

"Men hvad jeg har lyst til?" Hun lænede sig frem og kyssede ham blidt, måske endda lettere åndsfraværende. "Kan du lide muslinger?"