Langt fra professionelt [S]

[Abigail Bancroft]

Abbie havde spurgt, om ikke Sylvester Buchanan ville tage med hende hjem dagen efter bruddet, men det var det ikke blevet til. I stedet var dagene gledet forbi, mens hun havde overnattet hos Sylvester og havde lånt familiens husalf til at få hentet lidt tøj fra lejligheden.

Men nu var dagen kommet. Det var i hvert fald, hvad hun havde besluttet sig for, da hun trådte ind på Sylvesters kontor den eftermiddag. Et smil sitrede om hendes mundvige og blikket i de brune øjne var langt fra professionelt.

"Forstyrrer jeg, Mr. Buchanan?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde fundet en ny ro i de dage hvor Abigail havde været en del af hans liv udenfor kontoret. Ikke fordi de havde lavet frygteligt meget andet end bare at være, men de var sammen. De havde talt meget og alt i alt havde det kun gjort ham mere sikker i sin beslutning og mere bevidst om, hvad han nok aldrig havde haft.

De mørke øjne var varme da de mødte hendes og han rystede på hovedet "Jeg tror jeg kan presse Dem ind, Miss Bancroft." svarede han - for at holde den professionelle facade, men glimtet i hans blik mens han ventede på hun lukkede døren til det afdelingen og først rejste sig da hun gjorde "Du kunne ikke forstyrre om du så prøvede."

[Abigail Bancroft]

Abbie havde længe været dydigheden selv, men ved hans svar måtte hun alligevel kvæle en uvorn bemærkning. Måske den var synlig i hendes blik, som hun tog et par skridt frem mod ham.

"Hvis jeg nu virkelig gør mig umage?" spurgte hun, et knapt så professionelt smil sitrende om mundvigene.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters mundvige sitrede insisterende, mens han lukkede afstanden hen til hende, lagde hænderne mod hendes overarme og lod læberne strejfe hendes tinding "Så ville du uden tvivl få held af at distrahere mig nogen så grumt, men det er stadig ikke at forstyrre." argumenterede han med et glimt i øjnene "Kommer du med mere arbejde til mig, eller er det privat?" spurgte han så og så afventende på hende.

[Abigail Bancroft]

Det var et godt svar og Abbies smil afslørede det. Hænderne søgte over hans brystkasse i en berøring, der vel i sig selv besvarede hans spørgsmål. Og hun strejfede snart hans læber i et kys, der fik hendes indre til at trække sig sammen med et varmt sug.

"Hvad tror du?" spurgte hun og hævede brynene let.

[Sylvester Buchanan]

SYlvester svarede ikke på spørgsmålet, i hvert fald ikke med ord, men med et varmt smil, før han lagde en hånd mod siden af hendes hals og bøjede sig lidt for at give hende et ordentligt kys "Så kun for at distrahere mig, eller er der noget mere?" spurgte han dæmpet da han lod hånden falde igen.

[Abigail Bancroft]

Efter at have kysset på ham hver aften de sidste mange dage, burde Abbie måske efterhånden have vænnet sig til det, men det havde hun ikke. Han efterlod hende i hvert fald næsten åndeløs, da hånden faldt fra hendes hals igen.

"Jeg ville høre, om du ikke kom med mig hjem," foreslog hun henkastet, som var det ikke første gang i dagevis, at hun ville være der.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn krøb spørgende lidt op og et øjeblik overvejede han, om hun mente hjem til ham, eller om hun efter et par dages ro, havde fundet overskud til sin egen lejlighed. Han tøvede dog ikke før han nikkede "Selvfølgelig." han kastede et hurtigt blik tilbage mod skrivebordet før blikket fandt tilbage til hende "Hvornår har du fri?"

[Abigail Bancroft]

Abbie havde haft fri næsten en time, men det skete alligevel sjældent, at hun rent faktisk forlod kontoret til den tid. Hun havde intet at tage hjem til og havde ikke været i lejligheden, siden hun forlod den dén nat. Derfor trak hun også lidt på den ene skulder.

"Jeg skal ned forbi niveau fire, men efter det har jeg ikke meget mere i kalenderen."

[Sylvester Buchanan]

SYlvester nikkede med et lille smil forbeholdt hende "Jeg kan være færdig på en time." han var ikke helt sikker på det var tilfældet, men så måtte han tage resten med hjem til senere "Vil du direkte herfra, eller er der noget du skal have med hjemme fra mig?"

[Abigail Bancroft]

En time. Abbie kastede et blik på det slanke armbåndsur, hun havde fået af Callistus S. Bancroft. En time var vel nok til, at hun kunne tage en kop te med bedstefaren på hans kontor. Så hun nikkede accepterende og fandt tilbage til brune øjne.

“Nej, jeg har alt, jeg skal bruge, hvis du tager med,” svarede hun med et blødt smil.

[Sylvester Buchanan]

Et varmt smil fik kragetæerne ved hans øjenkroge til at stå tydeligere frem og han nikkede en enkelt gang "Hvis du ikke har andet at lave den time, kan du også blive her og hjælpe mig. Måske jeg kan blive hurtigere færdig så." han så afventende på hende.

[Abigail Bancroft]

Abbie lod blikket glide over ham, men fandt ikke tegn på lumre undertoner. Alligevel kunne hun ikke lade være at smile næsten smørret, som hunlig hænderne stryge op over hans brystkasse, til de nåede hulningen mellem hans skuldre og hals.

“Er det en eufemisme?” spurgte hun med et glimt i øjet.

[Sylvester Buchanan]

Spørgsmålet plantede et glimt i Sylvester brune øjne og fik hans mundvige til at sitre afslørende mens han rystede på hovedet "Det var ikke intentionen nej, men nu fortryder jeg næsten." brummede han, mens hænderne lagde sig mod hendes hofter og trak hende helt tæt med et lille ryk "Min rygrad bliver som en blævreorm når du ser på mig på den måde."

[Abigail Bancroft]

De havde ikke været nøgne sammen, siden deres pause og Abbie begyndte langsomt at kunne mærke behovet. Hun var blød og mere end velvillig, da hun lod sig trække tættere på. Den ene hånd fandt op i hans nakkehår og fingrene strøg gennem dem.

“Jeg hører ingen beklagelser i din stemme,” pointerede hun med et skævt smil og fugtede læberne rovdyragtigt.