Langt fra professionelt [S]

[Abigail Bancroft]

Abbie var bestemthed velvillige deltager og fik snart has på hans bælte og knapper. Snart gled nederdelen ned fra hofterne og foldede sig på gulvet, men hun ænsede det knapt. Hun trykkede sig tværtimod kun mere ivrigt mod ham, nu den var ude af vejen.

“Jeg er din,” hviskede hun åndeløst og skubbede hans bukser nedover.

[Sylvester Buchanan]

Ordene fik ham igen til at stoppe op et øjeblik, men var også katalysatoren, der fik ham til at eskalere situationen. Med et fast greb tog han fat under hendes bagdel med den ene hånd og lagde den anden omkring hendes ryg så hun ikke ville falde da han løftede hende op fra gulvet, vendte sig rundt og satte hende på kanten af skrivebordet mens han endnu engang krævede hendes mund med sin.

Fingre snoede sig omkring kanten på hendes trusser og lirkede dem ud under hende, lænet ind mod hende uden at løsrive sig hendes læber.

[Abigail Bancroft]

Abbie gispede dæmpet, da han pludselig vendte hende, men da først hun endte på skrivebordet, havde hun meget få beklagelser. Læberne formede sige efter hans, mindst lige så sultent som det, han mødte hende med.

Et dæmpet støn blev presset ind mod dem, da han nåede under hendes trusser og i stedet for at trække sig, som hun havde gjort det så mange gange i et tidligere forhold, skubbede hun sig ivrigt ned mod hans fingre.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester fik trusserne ud over hendes knæ og lod hende og tyngdekraften klare resten. Han måtte dog uundgåeligt slippe hendes mund for en kort bemærkning. Lige tid nok til at lade et drenget smil spille over hans læber, mens han blidt, men bestemt, puffede hendes knæ fra hinanden og skubbede sig ind at stå mellem dem.

Blikket lå intenst i hendes mens hænder for anden gang lagde sig omkring hendes bløde baller og i et ryk trak hende helt tæt på.

[Abigail Bancroft]

Abbie lod velvilligt benene glide fra hinanden og tøvede ikke med at lukke dem om ham, bragte hende tættere sammen med hans beslutsomme greb. Hun slap en kælen lyd.

Spontant rakte hun ned mellem dem og selvom det var lidt besværligt, når de stod så tæt, kunne hun ikke dy sig for at lukke fingrene om ham uden på den sidste beklædningsgenstand.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var forberedt da hun rakte ned mellem dem, men berøringen fik uanset hans øjne til at glide i og nakken blev lagt lidt tilbage med en tung, let anstrengt udånding "Merlin.." hvislede han kun lige hørligt ud mellem sammenpressede læber, mens et smil krusede sig på samme. Han skubbede ubevidst imod hendes hånd for at intensivere følelsen, mens fingre krummede sig omkring hendes bagdel og et nu endnu mørkere blik fandt hendes.

Selv over den endnu korte tid de havde kendt hinanden, var han ikke blind for den udvikling hun havde taget. Fra tøvende og en smule usikker, til den kvinde der nu sad foran ham og drev ham en smule til vanvid.

[Abigail Bancroft]

Sylvesters reaktioner var fængslende og Abbie sugede dem til sig som en tørstende i ørkenen. Fingrene lukkede sig tættere sammen som modsvar og hun fortsatte med at røre ham, indtil hun abrupt flyttede hænderne til hans hofter og skubbede underbenklæderne væk.

“Tag mig,” bad hun længselsfuldt og lod fingrene finde dybt i hans nakkehår, som hun trak hun tættere og krævede hans læber igen.

[Sylvester Buchanan]

Skiftet var brat, men resolutte krav fik ham kun til at smile bredt, mens han villigt mødte hendes læber igen. Uden at slippe dem slap han hendes bagparti, rakte denne gang selv ned mellem dem og lod sig øjeblikket efter, omslutte af hendes varme med en hæs, nydende lyd.

Et øjeblik stod han helt stille, åndende tungt mod hendes læber. Så tog han fat om hendes hofte med den ene hånd, mens den anden fandt hendes ryg og fandt ind i en langsomt rytme sammen med hende. Hvert stød sendte impulser af ren nydelse ud i kroppen på ham og et bevidst dæmpet støn forlod ham.

[Abigail Bancroft]

De var ikke helt lydløse, men Sylvesters dæmpede udbrud fik hårene til at rejse sig over hendes hud og Abbie hørte sig selv slippe et dæmpet støn, der blandede sig ind i det.

Og hun skulle ikke bruge megen anden guide end hans hånd mod sin lænd for at vugge blødt ind mod ham. Hun lænede sig frem og trykkede læberne hårdt mod hans skulder for at dæmpe endnu en nydende lyd.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var ingen vårhare, men månederne der var gået siden sidst de havde været sammen som nu, gjorde alligevel følelsen nu, det mere intens og tvang endnu et støn fra ham. Han dæmpede det ind mod hendes hals, mens begge hænder nu lå i et fast greb om hendes hofter.

Tanken om arbejde var uvirkeligt langt væk, selvom hun nærmest sad oven i det og gav ham distraktionsmateriale til adskillige arbejdsdage endnu.

[Abigail Bancroft]

Benene slyngede sig om hans hofter, til Abbie kunne lukke anklerne bag ham i en bevægelse, der fik trukket ham dybere. For at dæmpe et støn, pressede hun læberne hårdt mod hans skulder. Impulsivt markerede hun den med tænderne.

Og der gik ikke længe, før han havde trukket hende helt til kanten. Vippende på den flød hans navn fra hendes læber.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var normalvis en ret betænksom elsker og det var ikke fordi han ikke tænkte på hende, eller hendes behov lige nu, men der var blevet åbnet for sluser, der havde været holdt hermetisk lukkede i flere måneder og forløsning var det ret ensporede mål - sammen med hende.

Tænderne der pressede mod hans skulder, hendes ben der holdt ham fast, hans navn der grødet forlod hende. Det hele fik situationen til at eskalere hurtigere, end den måske ellers ville have gjort, men han gjorde intet forsøg på at sætte farten ned. Tvært i mod lagde han mere kraft i sine stød, mens han løftede hovedet lidt og søgte hendes læber for at undertrykke et dybt støn.

[Abigail Bancroft]

Månederne havde efterladt Abbie frustreret på mere end et område, men nu forsvandt det alt sammen. Tilbage var der højesteretstroldmanden, der havde vundet mere end bare hendes blik.

Hun tog imod hans læber med længsel og der gik ikke mere end øjeblikke, før hun overgav sig med et kun halvkvalt støn.

[Sylvester Buchanan]

Der var måske stadig meget Sylvester stadig ikke vidste om Abigail. Meget han stadig havde at finde ud af, på godt og ondt, men han var ikke længere i tvivl om, at hun var langt mere end bare et tidsfordriv.

Da hun strammede benene omkring ham, vidste han allerede hvad der var på vej og krummede fingrene hårdt omkring hendes lår. Læberne mere hvilede mod hendes, end de reelt kyssede hende og forløsningen kom i kølvandet på hendes. Den var voldsommere og mere intens end han havde forventet og en lignende halvkvalt lyd forlod ham, mens han slap hende med den ene hånd og i stedet søgte støtte i bordpladen, da benene sitrede under ham. Han endte med panden mod hendes skulder adskillige, lange sekunder mens bølgen rullede ind over ham og langsomt fortog sig.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde reelt ikke planlagt, at det skulle ende her, men hun var ikke for alvor fortrydende, da hun lænede hovedet ind mod hans. Vejtrækningen var uregelmæssig og pulsen rasede stadig, som hun lod armen finde om hans skulder, så hånden kunne glide igennem hans nakkehår.

Der gik længe, før hun langsomt blinkede øjnene op og tog en dyb indånding. Hun drejede hovedet til den ene side og kyssede ham i det mørke hår.