Langt fra professionelt [S]

[Sylvester Buchanan]

Sylvester blev stående med panden mod hendes skulder mens hans vejrtrækning fandt tilbage til et mere normalt tempo. Fingrene i hans nakkehår fik ham til at brumme kælent og han drejede selv hovedet lidt, for at kunne plante et kys mod hendes hals.

Han trak vejret dybt ind og åndede tungt ud, før han løftede hovedet helt og søgte hendes læber i et blødt, dvælende kys. Måske burde han føle sig selvbevidst og en smule komisk over at stå der med bukserne nede om hælene, men det var nogenlunde det sidste der gik igennem hovedet på ham.

[Abigail Bancroft]

Abbie slap en udånding over følelsen af læber mod sin halvsvedige hals og kunne ikke for alvor finde det i sig at være selvbevidst over det. Hun tog blot imod hans læber og det ømme kys, der fulgte med dem.

Og da hun brød sig fri, var det ikke mere end et par millimeter, så hun kunne se ind i mørke øjne, der fik hendes hjerte til at slå lidt hårdere. Hånden fandt hans kind.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters blik flakkede mellem hendes mørke øjne og ikke for første gang i den foregående uge, var der ord der pressede sig på for at blive sagt, men også denne gang blev ved tanken, og måske i blikket der lå i hendes.

Han lænede hovedet ind mod hendes hånd med endnu et lille suk før han drejede hovedet lidt og plantede et ømt kys i hendes håndflade. Der var en tid og et sted til alting og selvom han ikke var det mindste i tvivl om hvad han følte, var det ikke hverken tiden eller stedet ..endnu.

[Abigail Bancroft]

Abbie så det i hans øjne og følte det i hver fiber af sit væsen, men hun var ikke klar til det endnu og var i sit stille sind taknemmelig over, at han endte med at kysse hendes hånd i stedet. Tavst lænede hun sig frem og mødte hans læber i et ømt kys.

"Vi bør nok hellere blive anstændige igen," konstaterede hun dæmpet, selvom hun tydeligvis helst ville tage direkte af sted med ham.

[Sylvester Buchanan]

Øjnene lukkede sig igen, men alt for kort mens læberne igen mødte hendes og boblen uundgåeligt blev brudt. Han nikkede og trak sig lidt tilbage, så lidt mere med en diskret grimasse før han greb tryllestaven igen og eliminerede hvad der ellers ville kræve et bad.

Tavst fik han sit tøj i orden igen uden at kunne afholde blikket fra at søge i hendes retning hvert andet sekund. Til sidst blev det nok til at virke en smule komisk og et smil sitrede i hans mundvige da han indfangede hende med begge arme, så hendes ryg var mod hans bryst og kyssede hendes skulder "Som jeg sagde er du distraherende i en helt ny grad.. nu er jeg nødt til at tage arbejde med hjem til senere."

[Abigail Bancroft]

Tanken om, at Sylvester ikke blot lod sig distrahere af hende på arbejde, men også var villig til at tage det med hjem for at tilbringe mere tid med hende, gjorde gode ting ved hende. Abbie følte sig helt blød, som hun lod sig indfange igen.

"Hvorfor tror du, du får mulighed for at få det lavet dér?" spurgte hun drilsk, selvom hun aldrig for alvor ville forhindre ham i at leve op til sit ansvar.

[Sylvester Buchanan]

Der var mange ting i hendes spøgende svar der fik både hans smil og den gode fornemmelse i mellemgulvet til at vokse. At hun drillede med at distrahere ham igen senere, betød hun regnede med at være sammen med ham og ikke i sin egen lejlighed og det var nok den der fyldte mest, da han gav hende et fast klem og slap hende en smule modvilligt igen "Håbet er lysegrønt, ikke sandt." han lod læberne strejfe hendes tinding i endnu et kys, før han med et svip af tryllestaven, fik papirerne på skrivebordet til at finde pænt på plads i deres respektive mapper, så han kunne tage dem med sig "Vi kan ligeså godt tage afsted med det samme." han så spørgende på hende "Var der noget du skulle have afleveret et sted?" han havde ikke rigtig bidt mærke i det, men havde ingen fortrydelse.

[Abigail Bancroft]

Abbie slap en munter lyd over Sylvester og greb sin mappe, da først den var lukket i igen med et metallisk klik fra spændet, ikke uden overraskelse over villigheden til at sætte ting til siden for hende. Imens var nederdelen blevet trukket på plads og snøret igen.

"Det kan vente," svarede hun med et blødt smil om læberne og sikrede sig, at hvert hårstrå sad, som det skulle, før hun vendte sig mod ham med et lille nik.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde ikke haft nogen kappe med sig om morgenen. Dagene var lune og aftenerne ikke rigtigt kolde "Ja?" han så spørgende på hende mens han kaldte sin hat til sig fra stativet ved døren "Jamen, så er vi vel klar." han låste lydløst døren op, tøvede og så for anden gang spørgende på hende "Vil du gå først og så mødes vi ved elevatoren, eller?" det havde været alt for let at glemme, at resten af verden, eller det meste af den, endnu ikke vidste der var andet end arbejde mellem dem.

[Abigail Bancroft]

Abbie var assistent for højmagiratet og Bancroft og hendes faster havde været gift med hans bror, så hun brugte ikke mere end et par sekunder på at vurdere sit svar, før hun rystede på hovedet.

“Lad os følges ud,” konkluderede hun og ventede på, at han åbnede døren for hende, før hun forlod kontoret.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde været forberedt på det modsatte at det svar han fik og et smil bølgede momentært på hans læber, da han lænede sig frem og stjal et enkelt kys mere "Så lad os gå." han åbnede døren og holdt den åben for hende, før han selv fulgte med ud og låste den efter sig.

Den professionelle afstand indfandt sig igen på den korte tur til elevatoren. Denne gang var de ikke lige så heldige som tidligere og var ikke de eneste i den, men hvor det for bare en uge siden ville have været noget nær ulideligt, lå der nu indforståede blikke mellem dem, indtil de nåede rækken af pejse i indgangshallen.

[Abigail Bancroft]

Det var lidt er farligt spil at spille, men det var i det mindste mere kontrolleret nu end det flammende begær, der var eksploderet mere risikable steder end hans kontor. Og Abbie var ikke for alvor fortrydende, som han fik hendes nerveender til at sitre udelukkende gennem blikke.

På vej til pejsene strejfede hun hans hånd og skubbede et lille stykke papir med sin adresse ind i hulningen, før hun tog en håndfuld susepulver og trådte ind. Impulsivt blinkede hun til ham med det ene øje, inden hun forsvandt i grønne flammer.

Lejligheden var præcis, som hun huskede den. Lidt til højre for pejsen lå knust porcelæn og maven trak sig hårdt ind mod midten ved synet. Tavst trådte hun ud ad skoene.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lukkede fingrene omkring sedlen og så hende forsvinde med et sitrende smil i mundvigene til at besvare hendes konspiratoriske blink.

Kun et par minutter senere stod han i en ukendt pejs og så ud i en lejlighed, der ikke matchede den ellers pertentlige kvinde der boede der. Hans bryn trak sig lidt sammen mens han bøjede hovedet og trådte helt ud i stuen. Et hurtigt blik rundt var, sammen med hvad han vidste i forvejen, nok til at sætte billeder på hvad der var foregået, og han lagde en fast hånd på hendes skulder "Er du okay?"

[Abigail Bancroft]

Bortset fra en væltet lampe inde i soveværelset; døren, der sad lidt skævt på hængslerne nu og det knuste porcelæn, var lejligheden nærmest klinisk. Der lå ikke så meget som et støvfnug på overfladerne og skoene trippede allerede af sig selv ud i gangen, hvor de hørte til.

Abbie nikkede en gang og vendte blikket til et ansigt, der altid blødte lidt op for hende.

“Det er underligt at være tilbage,” indrømmede hun.

[Sylvester Buchanan]

Han løftede ikke hånden, men lod den i stedet glide om at ligge mod hendes lænd da hun vendte ansigtet mod ham "Det må det være, ja.." han smilede ikke, men blikket var roligt og forsikrede hende om, hun ikke var alene "Hvad kan jeg gøre?"