Langt fra professionelt [S]

[Abigail Bancroft]

Blikket faldt til den fremstrakte hånd og Abbie satte omhyggeligt koppen tilbage på sin plads på underkoppen, før hun lagde hånden i hans. Den fik et blidt klem.

"Ikke umiddelbart," svarede hun. "Jeg nyder sociale arrangementer." Hun lyste helt op i dem og kunne ikke forestille sig noget bedre end at stå ved en mands side og hviske ham i øret, hvem de forskellige var eller hvordan deres indbyrdes relationer var.

"Men det meste af min tid bruger jeg, som du ved, i ministeriet." Det havde selvfølgelig mest af alt hængt sammen med, at hun var flygtet fra den tomme lejlighed.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lod tommelfingeren stryge hendes mens hun talte og glemte lidt sin te. Da han huskede den igen havde den til gengæld perfekt temperatur "Ja.. det er nemt lige at blive den der halve time ekstra.. som bliver til en time.. sm bliver til to.." han smilede skævt "Jeg prøver at blive bedre til ikke at gøre det, men når der ikke er noget at komme hjem til, så.." han tav og gav hendes hånd et klem "Det har været dejligt at have selskab om aftenen."

[Abigail Bancroft]

Abbie skænkede ikke sin te mange tanker og havde intet behov for at slippe ham. Hun gengældte blot det blide kærtegn og følte sig helt levende over berøringen og den udelte opmærksomhed.

"Det eneste, jeg er beklagelig over, er, at vi ikke for alvor åbenlyst kan tage derfra sammen," indrømmede hun. Selvom der da også var noget over at skulle snige sig rundt. Men det havde de også gjort i månedsvis.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester satte koppen igen og koncentrerede sig i stedet helt om Abigail "Ja.. men det er jo ikke for evigt, bare for en periode." pointerede han og overvejede ikke andet, end at han havde ret "Jeg glæder mig til det.. til at kunne vide hele verden, at du er min."

[Abigail Bancroft]

Abbie nikkede og havde ikke selv travlt med at skulle udbasunere det for verden. Selvom hun og Padraig Ogden ikke var sammen længere og de var gået fra hinanden på en til sidst rædselsfuld måde, havde hun ingen ønsker om at såre ham.

Hun var desuden ikke i tvivl om, hvad Callistus S. Bancroft mente om hendes involvering med den ældre troldmand. Og hun trak blidt hånden fri, som tanken sneg sig ud.

"Jeg tror ikke, at min bedstefar vil billige det," indrømmede hun dæmpet.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lod sin hånd blive liggende halvt inde på bordet, selv da hun trak sin til sig "Mon ikke bare han skal vænne sig til tanken ligesom de fleste andre?" han så søgende på hende "Eller er der mere i det? Hvad har had da rådet dig til?"

[Abigail Bancroft]

Abbie tvivlede kraftigt på det, men hun havde også en svag mistanke om, at bedstefaren aldrig for alvor ville finde nogen acceptabel til hende. Selvom hun nok i højere grad end nogle af de andre i familien havde fuld valgfrihed.

"Jeg har ikke drøftet os konkret bortset fra den ene gang," svarede hun ærligt. "Men han har rådet mig til at bruge noget tid for mig selv."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester lyttede tavst, men svarede ikke med det samme. Han havde efterhånden fanget, hvor stor en rolle bedstefaderen spillede i hendes liv - og også at det sikkert ville blive et faktum, han selv ville komme til at kæmpe med, nu han havde besluttet at ville hende "Og hvad mener du selv der er bedst?"

[Abigail Bancroft]

Abbie kendte kun den omsorgsfulde, blide side af sin bedstefar og havde ikke den fjerneste anelse om, at der kunne være en problematik forbundet med ham. Hænderne foldede sig om koppen igen og hun hævede skuldrene en enkelt gang, blikket flakkende tankefuldt nedad. Da det fandt tilbage til hans, fugtede hun læberne en gang.

"Jeg har det bedst, når vi er sammen," indrømmede hun ærligt. "Så, det er vel mit svar."

[Sylvester Buchanan]

Et lille smil fandt igen vej til Sylvesters læber og han nikkede let “Jeg har det også bedst når vi er sammen.” Indrømmede han, uden at det kunne komme som den store overraskelse “Men det er dit liv, Abbie.. Du ved hvad du har brug for.. ikke alle vi andre.” Fortsatte han, trak hånden over til sig selv igen og løftede koppen med den efterhånden halvlunkne te.

[Abigail Bancroft]

Abbie forstod ikke, hvorfra han havde en idé om, at hun ikke gjorde, hvad hun havde brug for. Det var dét, der havde fået hende til at tage hjem for at bryde med Padraig dén aften. Det, der havde fået hende til at tilbringe hver aften sidenhen hos ham.

Men hun sagde intet af det. I stedet lænede hun sig lidt tilbage, uden på noget tidspunkt at synke sammen eller sidde mindre ret, og hævede koppen til læberne.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester både mærkede og så skiftet der var begyndt at snige sig ind, så snart de havde sat fod i lejligheden. Det var en side han ikke havde stiftet bekendtskab med tidligere og den var i skarp kontrast til den kælne, varme kvinde, der var kommet til hans kontor for ikke så mange timer siden.

"Abigail?" tonen var let spørgende i forsøget på at få hendes opmærksomhed igen "Sagde jeg noget forkert?"

[Abigail Bancroft]

Det var de færreste, der brugte den fulde form af hendes mellemnavn og det fangede Abbies opmærksomhed. Til gengæld hævede hun dog kun langsomt blikket til hans og så ind i de brune øjne et øjeblik mere, før hun rystede på hovedet.

“I får det alle sammen til at lyde, som om jeg ikke er i stand til at tage en beslutning selv.”

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn trak sig sammen over næseryggen og et langt øjeblik betragtede han hende granskende før han talte igen "Det var ikke min mening. Det beklager jeg." konstaterede han ærligt og havde lyst til at række frem mod hende igen, uden dog at gøre det "Jeg vil bare være sikker på du ikke føler dig presset til.. det her." han slog ud med den frie hånd mellem dem "Jeg vil have dig i mit liv, men jeg vil ikke have du føler dig overvældet eller forpligtet til det."

[Abigail Bancroft]

De følgende ord fik ikke følelsen til at forsvinde, tværtimod, og brynene trak sig lidt sammen over Abbies øjne. Hun tog en behersket indånding og stillede koppen fra sig igen uden at have taget en tår.

“Jeg er ikke et barn, Sylvester,” lagde hun alvorligt ud. “Og jeg lader mig ikke presse ind i et forhold.” Hun rykkede lidt ud på kanten af sofaen, tættere på ham.

“Du var ikke i tvivl om det, da jeg opsøgte dig på dit kontor, mens jeg stadig var sammen med en anden. Hvad har ændret sig?”