Langt fra professionelt [S]

[Sylvester Buchanan]

En rynke var krøbet ind på hans pande og han rystede på hovedet selvom han ikke sagde noget lige med det samme "Jeg har ingen intentioner om at behandle dig som et barn." han lænede sig frem og satte koppen fra sig, men blev siddende lænet ind over sin lår "Måske fandt jeg ud af jeg også kun er et menneske og kan blive usikker på mig selv." måske var det at være i den lejlighed hvor hun havde boet med en anden der skabte usikkerheden, som om han havde bevæget sig ind på en andens territorium og blev rastløs.

[Abigail Bancroft]

Abbie blinkede overrasket ved indrømmelsen, der var mere, end hun havde forventet. Men hun tøvede ikke med at rejse sig op og krydse afstanden hen til ham for i stedet at synke ned ved hans side. Blidt tog hun hans ansigt i hænderne.

“Du har intet at være usikker over,” konstaterede hun med en fasthed, der kontrasterede berøringen.

[Sylvester Buchanan]

Rynken forsvandt ikke mens blikket fulgte hende rejse sig og stadig var ved hende, da hendes hænder lagde sig varmt mod hans kinder. Blikket flakkede ikke, men smilet der spirede frem var en smule mat mens han lod hovedet hvile lidt mere mod den ene af hendes hænder end den anden "Jeg skal vist vænne mig til, at jeg ikke behøver dele dig med nogen længere." indrømmede han. Det havde været lange måneder hvor man ikke anede om man var købt eller solgt og selvom han ikke havde sagt det højt, havde det alligevel givet ham nogle ekstra grå hår.

[Abigail Bancroft]

Blikket i de brune øjne var mildt, som hun betragtede manden, der havde sneget sig ind i ikke bare hendes liv og forhold, men også hendes hjerte. Det kunne hun dog ikke finde ud af at sige lige nu, lige dér; i et hjem, hun havde delt med sin kæreste i næsten syv år.

Hun slap en dæmpet lyd, bekendt med tilvænningsprocessen. "Du har al tid i verden," forsikrede hun ham ømt.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters smil blev lidt mere sikkert med hendes forsikring. Mere den han læste i hendes brune øjne, end den der lå i ordene. Han nikkede let, stadig med ansigtet mellem hendes hænder, drejede hovedet lidt og strøg næsen blidt mod hendes håndflade "Al tid i verden." gentog han hende dæmpet og åndede ud mens skuldrene faldt lidt.

[Abigail Bancroft]

Den ene hånd faldt, men uden det tog intensiteten i øjeblikket. Faktisk syntes den kun at vokse, som Abbie lænede sig let frem og lagde en hånd på hans brystkasse.

Hun nikkede blidt og næsetippen stødte blødt mod hans, før hun søgte frem og lagde læberne mod hans i et kys, der hverken var krævende eller besidderisk. Ikke, at det manglede følelse.

[Sylvester Buchanan]

Usikkerheden der momentært havde ramt ham, forsvandt måske ikke helt, men blev skubbet tilbage i baggrunden, hvor den ikke dominerede, da hendes læber fandt hans.

Øjnene gled i og en hånd fandt hendes side mens han dvælende besvarede hendes kys og endte siddende med panden mod hendes og et tungt suk.

[Abigail Bancroft]

Det var først der, at det for alvor gik op for Abbie, at det ikke kun var hende og Padraig, der havde siddet fast i deres sump af problemer. Tværtimod havde det bredt sig, hevet andre både skyldige og uskyldige med ned i slammet. Hun tog en indånding.

Sådan sad de længe, pande mod pande, før hun trak sig lidt tilbage.

“Teen er vist blevet kold,” konstaterede hun uden reelt at lyde beklagelig over det. “Måske det er på tide at tage til Diagonalstræde?”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester blev trukket ud af den lille boble der havde dannet sig omkring dem. Han nikkede med et mat smil "Det lyder som en god plan." han stjal et flygtigt kys mere før han rettede sig lidt op "Og du skulle ikke have mere med dig end en kjole for nu?"

[Abigail Bancroft]

Abbie dvælede gerne ved hans læber og lod sig, ikke for første gang, distrahere af dem. Hendes hånd havde da også lagt sig på hans brystkasse, da de begge rettede sig lidt op igen. Hun trak brynene let sammen.

“Har du noget i tankerne?” spurgte hun med mild nysgerrighed i både blik og tone.

[Sylvester Buchanan]

Smilet sitrede lidt i hans mundvige ved spørgsmålet og øjnene spillede "Måske.." han kneb øjnene lidt sammen og sad et øjeblik overvejende, før han fortsatte "Kjolen du havde på til nytår.. tag den med." han uddybede ikke, men så bare afventende på hende.

[Abigail Bancroft]

Brynene hævede sig lidt over opfordringen. Abbie var ikke helt sikker på, hvad hun havde forventet, men i hvert fald ikke dét. Selvom et smil da snart brød gennem forbløffelsen.

“Ja?” Hun spurgte ikke mere ind til det, men nød overraskelsesaspektet, han fik pakket ind i det.

Tekopperne blev sendt ud i køkkenet til vask med magi, før hun gik ind i soveværelset og også trak den ønskede kjole frem. Læberne buede blødt opad, da hun igen kom til syne i døråbningen.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede med en bekræftende brummen og et smil stadig trækkende i mundvigene "Mhmm.." han blev siddende mens hun sendte tekopperne afsted og hørte hende rumstere rundt.

Smilet da hun dukkede op igen, med kjolen, blottede hans tænder mens han nikkede "Præcis den." han lagde hovedet lidt på skrå, mens det mentale billede af hende i samme kjole, stod levende for hans indre blik "Hvis du nu skulle have den på en aften.. hvad ville du så ellers have brug for sammen med den?"

[Abigail Bancroft]

Det var stadig lidt af en gåde, men Abbie var let til fals for den slags romantik og hang bøjlen på toppen af døren, før hun skridtede ind og hentede både sko og andet, der hørte sig til en sådan kjole.

En tandbørste havde han allerede sørget for og da først, hun havde fundet en natkjole og noget mere undertøj frem, greb hun også et skørt, en to skjorter og en let sommerkappe - bare for en sikkerheds skyld. Med det hele pakket sammen i tasken, greb hun bøjlen med nytårskjolen og lagde sidstnævnte over armen. Brune øjne fandt ham igen.

“Så har jeg vist ladet dig vente længe nok,” bemærkede hun ganske passende.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester havde lænet sig tilbage, med begge arme lagt hen over ryglænet mens Abigail igen forsvandt og puslede rundt. Tanken bag det hele havde været spontan, men han fortrød intet. Tværtimod tog en plan form i hans hovede og plantede et hemmelighedsfuldt udtryk på hans ansigt, da hun dukkede op endnu en gang "Du er værd at vente på." han rejste sig og lukkede afstanden hen til hende "Så lad os gå."