Samme, snuskede lejlighed

[Tom Yaxley]

De mødtes næsten altid der. Det samme sted, hvor de kunne være alene. Det var småt, lidt snusket, men privat. Tom lå og stirrede op i loftet og ventede på Keeran Appleton, der lod vente på sig.

Denne gang havde den unge kontornusser dog noget mindre amourøst på tapetet.

[Keeran Appleton]

Med projekt baby derhjemme og den endnu engang forsvundne Dominique Weasley til at besvære sine dage i ministeriet, havde Keeran ikke altid alverdens tid til at snige sig til lejligheden.

Men denne dag havde der været en mulighed og hans skuldre faldt helt automatisk et lille stykke, da han kunne træde ud i pejsen efter endnu en lortedag. Og på en eller anden måde krøb et skævt smil alligevel over hans læber.

[Tom Yaxley]

Tom løftede hovedet lidt, da pejsen lyste op. Hans blik fulgte ireren ud af den, men han rejste sig ikke op. Han måtte først lige overveje hvordan han havde tænkt sig at sætte ord på sin plan. Så i stedet pustede han bare lidt ud.

“Hej,” hilste han, næsten dovent.

[Keeran Appleton]

Keeran havde haft en drænende dag, men mødte alligevel op med et smil og rynkede lidt på brynene, da det slet ikke var det samme, der mødte ham. Han stoppede midtvejs og stak hænderne i lommerne.

Der kom ingen gengældelse af hilsenen, blot et afventende blik, der klart opfordrede ham til at tale. Fortælle, hvad der tydeligvis trykkede ham.

[Tom Yaxley]

Tom så fra Keeran og over på det lille køkken i hjørnet, hvor ingredienserne og den lille gryde stod klar til at forsøge at skrue en gift sammen. Han tog en dyb indånding og satte sig op på sengen.

“Jeg kan ikke leve det her liv mere,” konstaterede han simpelt.

[Keeran Appleton]

Keeran vidste godt, at Tom havde problemer med Sinéad L. Yaxley, men han havde dog ikke forventet, at var kommet dertil, hvor han ikke længere fandt noget positivt i livet.

Al følelse forlod hans ansigt, som han blev bragt direkte tilbage til en fortid, hvor han havde prøvet at skærme lillesøsteren fra deres mor, der havde trillet rundt inde på gulvet, mens hun havde gentaget lige præcis dén sætning igen og igen - og igen.

“Det gider jeg slet ikke høre på.”

[Tom Yaxley]

Tom hævede begge bryn lidt over konklusionen, før han trak lidt knoklet på skuldrene.

“Okay,” svarede han mat. “Jamen døren er dér,” påpegede han, en gnist af frustration i hans træk. Han kunne godt klare det uden Keeran. Han kunne bare ikke klare dét - mere specifikt Sinéad L. Yaxley - mere.

[Keeran Appleton]

Keeran havde lyst til bare at gå. Problemet var bare, at han ikke kunne. Ikke længere. Ikke med Tom. Så han rankede sig lidt og tog en indånding.

"Har du sørget for, at din familie bliver orienteret eller er det derfor, jeg er her?"

[Tom Yaxley]

Tom hævede begge bryn over Keerans spørgsmål. Han forstod det overhovedet ikke, stirrede bare på ham.

“Hvad taler du om? Hvorfor skulle min familie have at vide at jeg vil forgifte Sinéad L. Yaxley?”

[Keeran Appleton]

Keeran rynkede brynene og stirrede bare tilbage på ham, før han fik trevlet samtalen op, fundet frem til fejlen og fik samlet det hele igen. Ikke, at panden glattedes ud af dén årsag.

"Du vil forgifte Sinéad?" gentog han uden at lyde afvisende, men mere for at sikre sig, at han havde hørt rigtigt. Han krydsede rummet for at sætte sig ved hans side.

[Tom Yaxley]

Tom fulgte Keeran med blikket, indtil han sad ved siden af ham. Han rynkede lidt på næsen, før han åndede tungt ud.

“Den levende døds drik,” svarede han. “Få hende af vejen. Hun skræmmer mig, Keer. Jeg ved ikke hvor længe det kan holde.”

[Sinéad L. Yaxley]

[Keeran Appleton]

Det var ikke så lidt, Keeran ville gøre for Tom, men det var samtidig virkelig heller ikke så lidt, Tom bad om, bare ved at fortælle den slags til én i specialstyrken. Han tog en indånding mere, men kunne ikke dy sig for en tør bemærkning.

"Og mord slog dig som det åbenlyse valg over skilsmisse?"

[Tom Yaxley]

Tom stolede på Keeran med sit liv. Intet mindre. Hans blik forblev på ham, aflæste reaktionen, tog den ind, før han åndede lidt ud igen.

“Det er ikke en gift, der dræber,” pointerede han. “Den får hende i en dyb søvn, der ligner døden...” Det var trods alt ikke det samme.

“Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med hende bagefter...”

[Keeran Appleton]

Keeran hævede et bryn over et blik, der talte sit klare sprog om, at Keeran udmærket godt vidste, hvad eliksiren gjorde. For ham at se ændrede det ikke spørgsmålet. Skindød, død. Det kom ud på ét.

"Tom," svarede han. Advarende.