Samme, snuskede lejlighed

[Tom Yaxley]

Tom forstod ikke svaret. Han så forvirret, men var også bekymret. "Hvis ikke det var noget du ikke kunne finde på at gøre, hvad mente du så med at du ikke var stolt over det?"

Han måtte forstå Maeves tilknytning til hende bagefter. Historien var forvirrende.

[Keeran Appleton]

Der var ikke nogen historie, for Keeran kunne ikke fortælle, hvad der var sket eller hvem der var involveret. Men det var ikke handlingerne over for kvinden, han beklagede; det var tabet af kontrollen.

"Jeg burde være i stand til at fastholde besindelsen. Selv i situationer som den," konstaterede han alvorligt.

[Tom Yaxley]

Tom åndede lidt ud og accepterede at han ikke kom til at forstå. Ikke første gang med Keeran, ærlig talt. Tilbage til første spor, så.

“Hvad var det du sagde med at hun kendte Maeve? Er hun også involveret?”

[Keeran Appleton]

Keeran rynkede på brynene. Allerede nu havde han sagt alt for meget, men han var løbet panden mod en mur, både i Ministeriet, med O'Callaghan og senere Bancroft. Alligevel rystede han på hovedet.

"De var... veninder," besluttede han sig for at ændre historien lidt. Det var trods alt ikke hans hemmelighed at fortælle. Og Tom kunne handle drastisk.

[Tom Yaxley]

Tom gennemskuede ikke løgnen. Nikkede bare. “Var? Som fortid? Ved hun hvad du har gjort?”

På mange måder var han helt ligeglad med Maeve, men han var ikke ligeglad med Keeran.

[Keeran Appleton]

Keeran nikkede en enkelt gang, selvom han havde en ubehagelig fornemmelse af, at det måske ikke var tilfældet. At Maeve vidste lidt mere. Men han så tegn på sagen alle vegne for tiden og slap et udmattet suk.

“Nej, ikke det hele. Hun fandt ud af, hvem vi er efter og skrev et brev til hende for at lure hende ud. Men jeg hørte aldrig mere om det,” svarede han og lod fingrene stryge åndsfraværende over Toms.

[Tom Yaxley]

Tom løftede armen nærmest Keeran og lagde den om skuldrene på ham, før han kyssede ham let på den ene kind og trak ham lidt ind imod sig.

"Der var nok ikke mere at høre," konstaterede han. "Jeg er ked af at du bliver redet sådan af den sag. Jeg ville fange hende og nagle hende til en væg for dig, hvis jeg kunne. Misfoster-willien. Kan man ikke tage hendes forbandede familie ind og holde på dem, til hun bliver lokket frem?"

[Keeran Appleton]

Den mistænksomme side af Keeran, der altid vurderede alle scenarier, især de værst tænkelige, lod sig berolige lidt af Tom og han følte sig næsten lidt for blød, da han lod sig trække ind til englænderen. Men han kæmpede ikke længere imod og slap et opgivende suk.

"Og risikere det politiske shitshow, der følger efter?" Han tog en indånding og drejede hovedet, til han kunne plante et kys på hans tinding.

"Callistus S. Bancroft undergraver hver af mine beslutninger. Jeg er sikker på, hun er hos Cillian O'Callaghan, Tom. Men fordi han ejer Kimæren..." Der kom ikke flere ord ud gennem hans sammenbidthed og der gik et øjeblik mere, før han slap endnu et tungt suk og rystede på hovedet.

"Undskyld. Det fylder meget."

[Tom Yaxley]

Tom holdt Keeran lidt ind imod sig, kærtegnede hans skulder og lyttede med alvoren tydelig i sine træk. Han tyssede dog lidt på ham over undskyldningen. "Du behøver ikke beklage, Keer," forsikrede han.

"Jeg er her også for de ting, der ikke går strålende. Skal jeg prøve at trække i nogen tråde? Jeg mener at have en åben invitation til Kimæren."

[Keeran Appleton]

Keeran beklagede normalt aldrig, men han vidste, at Tom havde sine egne problemer med den skingrende skøre auror og ønskede ikke at bebyrde ham yderligere. Han slap en tung udånding, før han trak sig lidt tilbage og så på englænderen.

"Hvad tænker du?" spurgte han med et blik, der søgte analyserende over de lyse øjne. Keeran havde selv en åben invitation til Kimæren og kom der stadig. Men det var ikke nok til at bevise, at O'Callaghan vidste, hvor Weasley var.

[Tom Yaxley]

Tom havde ikke noget nær en færdigbrygget plan. Han så derfor selv søgende ind i Keerans øjne, før han trak på den ene skulder.

"Nogen der må vide noget," konstaterede han dog. "Men ingen der ved at vi er tætte. Jeg kunne snuse lidt rundt," tilbød han, selvom han var mere kontornusser end efterforsker.

[Keeran Appleton]

Keeran var omgivet af mennesker, der kendte Dominique Weasley. Maeve, O'Callaghan og Jesse Jones. Og ingen af dem kunne give ham svar. Så måske Tom var den, der kunne få rykket til tingene.

"Du passer på dig selv." Tonen var alvorlig og det var mere end bare en forespørgsel.

[Tom Yaxley]

Tom så ind i de mørke øjne og nikkede alvorligt. Han åndede dybt ind gennem næsen. "Selvfølgelig," forsikrede han. Han havde ingen planer om at risikere liv og lemmer, men på den anden side var hans liv ikke meget værd uden Keeran, så han var lidt risikovillig. Derfor passede det, da han tilføjede:

"Alt for dig."

[Keeran Appleton]

Det var ikke første gang, at de ytrede ord som dem, der lå i luften nu, men de bar alligevel en vægt i forbindelse med en konkret situation. Keeran tog en indånding og lagde en hånd på englænderens kind.

Blikket var udpræget ømt og kysset var det samme, da han lænede sig frem og fangede hans læber.

[Tom Yaxley]

Tom var stadig meget forelsket i Keeran. Hans fingre gled ind i mørke krøller og han slap en lyd af tilfredshed ind mod hans læber.

De var måske nok bundet til altid at skjule deres forhold, men han tvivlede ikke længere på Keerans dedikation. De var en enhed, villige til drastiske handlinger for hinanden.

"Hvor længe kan du blive i dag?" Hans stemme var lavmælt og hæs.