Samme, snuskede lejlighed

[Tom Yaxley]

Tom holdt vejret et øjeblik. Han stoppede med at tale og stirrede lidt forbi Keeran, før hans blik fandt ireren igen.

“Jeg mener det, Keer,” sagde han hæst. “Hvis det betyder at du må føre mig til Azkaban, så er det lige før det er bedre. Jeg vil ikke være hendes slave.”

[Keeran Appleton]

Keeran hævede hånden og trak den over ansigtet. Den lille lejlighed og især manden i den plejede at være hans fristed, hvor han kunne slappe af og være allermest sig selv. Nu følte han, at arbejdet på en eller anden måde havde indhentet ham igen.

"Med fare for at gentage mig selv: Hvorfor går du ikke bare fra hende?"

[Tom Yaxley]

Tom betragtede Keeran i et langt øjeblik. Han åndede hørligt ud, endelig, frustreret over at blive stille sådan et spørgsmål.

“Fordi hun er femten niveauer af splintrende skør,” svarede han selvfølgeligt. “Fordi jeg vitterligt tror hun ville kappe det ene ben af mig for at få mig til at blive. Jeg er bange, Keer.”

[Keeran Appleton]

Keeran kendte efterhånden Tom godt nok til at se hans frustration, men han kunne ærligt ikke bekymre sig om det lige nu. Det var trods alt ikke ham, der var gået til englænderen med tanker om at forgifte en auror. Alligevel rakte han ud og tog hans hånd.

"Jeg ved det, Tom, men der må være andre veje at afsøge først. Hvad med en sag mod hende? Få hende tvangsindlagt på Mungos?"

[Tom Yaxley]

Tom trak ikke hånden til sig, men følte sig ikke nær så beroliget som Keerans rationelle spørgsmål ellers opfordrede til. Han rystede langsomt på hovedet.

“Ingen vil tro mig,” svarede han. “Jeg har ingen beviser. Jeg har kun hendes ord, hendes blikke, hendes hævede tryllestav, Keer. Og hun er auror. Alle vil tro jeg er den skøre.”

[Keeran Appleton]

Keeran var ikke altid den mest omsorgsfulde, men han kerede sig om Tom og var sympatisk med hans følelse af at være fanget i et liv, der langsomt lukkede sig sammen om én. Han rynkede brynene lidt.

"Du kunne ansøge om bevilling til veritaserum, når I aflægger vidnesbyrd," foreslog han, selvom han vidste at det var en kompliceret proces.

[Tom Yaxley]

Tom så lidt uforstående ud over forslaget, selvom det på mange måder lød fornuftigt. Han kendte ikke rigtig til kriminal retspraksis og vidste ikke at det var en ting man kunne ansøge om.

"Men ville jeg få den? Eller ville de bare ryste på hovedet og kalde det ægteskabelige uoverensstemmelser...?"

[Keeran Appleton]

For blot et par uger siden ville Keeran ikke have tøvet med at gå lige ned på Kimæren og gnubbe albuer med de helt rigtige for at få det til at ske. Men han stod ikke lige så stabilt, som han havde gjort før sit sidste møde med Cillian O'Callaghan og han tøvede lidt.

"Jeg kan prøve at tale med nogen fra afdelingen," endte han alligevel med at tilbyde.

[Tom Yaxley]

Tom åndede lidt tungt ud, klemte om Keerans hånd og nikkede endelig.

“Okay,” medgav han. For han havde ikke specielt lyst til at forgifte Sinéad og ville langt hellere lade sin elsker hjælpe.

[Keeran Appleton]

Det var ikke det bedste tidspunkt til at dele sin opmærksomhed. Keeran var ikke et øjeblik i tvivl om, at den strammede greb om Mr. O'Callaghan ville have konsekvenser, men han kunne ikke lade være.

"Lad være at gøre noget overilet," bad han dæmpet, men ikke desto mindre indtrængende. Blikket på ham var alvorligt.

[Tom Yaxley]

Tom lod sig tale ned, flettede fingrene ind mellem Keers og strøg tomlen let over hans. “Okay,” medgav han.

“Tak. Og hvordan kunne du tro at jeg ville tage mit eget liv? Det ville jeg aldrig gøre. Slet ikke sådan.”

[Keeran Appleton]

Selv midt i al rodet fik det blide kærtegn det til at trække svagt i Keerans mundvige og han lukkede fingrene lidt om hans hånd. Gav den et blidt klem.

"Godt," konstaterede han i stedet for at svare på spørgsmålet. Havde ikke tænkt sig at komme ind på sin barndom.

[Tom Yaxley]

Tom lænede sig langsomt ind imod Keeran og lukkede øjnene lidt. Han havde brug for lidt nærhed, lidt ro.

“Du er en af de få gode ting jeg har i mit liv,” mumlede han. “Jeg forlader dig ikke.”

[Keeran Appleton]

Keeran var stadig lidt overvældet af dét, han uforvarende var trådt ind i, men trak sig ikke tilbage. Han lagde hånden om hans baghoved og trak fingerspidserne gennem hans nakkedun.

"Du kommer i hvert fald ikke langt," brummede han dæmpet. Et løfte, han ikke tog let på.

[Tom Yaxley]

Måske burde den formulering få Tom til at bakke lidt, men når det var Keeran, der var besidderisk, føltes det mere bekræftende end afskrækkende. Han brummede lavmælt og drejede hovedet lidt for at trykke et kys ind mod hans kind.

“Mm. Fordi du elsker mig,” mumlede han. Han vidste at Keer havde svært ved at sige det.