I et lille, charmerende hus

[Archie McCormack]

Archie modstod trangen til at holde hende fast til sig. Han ville aldrig påtvinge hende noget, hun ikke ønskede, men det gjorde ikke synet af hende, der tørrede tårer fra kinderne, mindre sjæleknusende.

"Vil du have hjælp?" tilbød han og tillod sig ikke at dvæle ved følelsen af hjælpeløshed. Det ville han få rig mulighed for senere.

[Valerie McCormack]

Valerie snøftede ind, næsen helt snottet efter al gråden og hun følte sig helt miserabel, som hun stod og skulle forlade sit soveværelse og sit hjem midt om natten. Fingrene fangede en tåre mere, men hun endte med bare at nikke, lidt hjælpeløst og uden at være i stand til at se på ham.

Til gengæld havde hun virkelig også brug for hans hjælp, for hun kunne helt tydeligt ikke finde ud af at gøre noget som helst andet end bare at stå og se lidt overvældet på det hele.

Hun havde set Archie haste afsted en million gange, men hun selv var tydeligvis helt uduelig og hun skammede sig lidt, selvom det var sekundært til alle de andre følelser. Nakken blev bøjet, som hun foldede en arm over sit eget bryst og lukkede hånden om skulderen. Prøvede at overbevise sine ben om at flytte sig.

[Archie McCormack]

Archie hadede, at han ikke kunne fange hendes blik og til sidst valgte han alligevel at nærme sig hende igen. Løftede forsigtigt en hånd til hendes arm.

"Jeg ved det er skræmmende," forsikrede han hende blidt, søgte stadig hendes blik. Hans egen usikkerheder var lagt på hylden for nu. "Men du skal nok klare det."

[Valerie McCormack]

Valerie trak sig ikke væk fra hånden. I stedet søgte hendes blik op mod ham og hun så på ham, som var han det eneste lys i mørket. Store øjne gled over hans ansigt, men hans forsikringer havde en effekt og til sidst nikkede hun lidt. Langsomt løsnede armene sig og faldt langs siderne.

Hun snøftede ind igen, nikkede en gang mere og selvom der virkelig ikke var mere tid at spilde, endte hun alligevel med at træde frem og begrave sig i hans arme igen. Denne gang uden gråd.

[Archie McCormack]

Der var ingen tøven, da Archie lagde armene om hende og holdt hende tæt ind til sig. Han tog en dyb indånding og vidste, at han ville gå i stykker, når hun snart forlod ham. Men der var ikke tid til det nu. Ikke med så kort tid til at holde hende hos sig.

"Det er ikke anderledes end det, du gjorde i Syrien," mindede han hende mildt om, mens han strøg hende over ryggen.

[Valerie McCormack]

Alt var ramlet for hende i det sekund, han havde forladt huset og havde forladt hende. Nu kunne hun trække vejret igen, som han kom med lavmælte påmindelser, der trængte ind og langsomt rodfæstede sig i hende. Hun nikkede endnu engang ind mod hans bryst og snøftede, men hans t-shirt var allerede helt gennemblødt af hendes tårer.

Der kom dog ikke flere fra hendes øjne og selvom hendes stemme stadig var hæs, da hun talte, var den bare en smule mere sikker. "Meningen med det hele var jo, at vi ikke behøvede at være adskilt igen," lød det i lidt håbløs frustration fra hende, selvom stemmen endnu var svag.

[Archie McCormack]

Stoffet var vådt, men Archie bemærkede det ikke og selv hvis han gjorde, var han ligeglad. Især ikke, da hendes ord skar sig gennem ham. Han knugede hende lidt hårdere, som ville hun forsvinde fra hans greb, hvis bare han slap hende lidt.

"Jeg får løst det. Får dig overflyttet, får gjort noget," brummede han, selvom han ikke anede, hvor meget han egentlig havde at sige. Men det betød ikke, at han ikke havde tænkt sig det.

[Valerie McCormack]

Valerie genvandt bare lidt af fatningen, som hun stod knuget i hans favn. Den rationelle del af hende havde lyst til at sige, at han skulle lade være, fornuftig nok til at se, at de ikke kunne blive ved med at presse grænserne og at han ikke skulle gøre noget, for at sætte sit eget arbejde over styr. Hun kunne dog ikke helt få sig selv til det. Måske ikke.

Hun snøftede ind en sidste gang, før hun modvilligt trak sig lidt igen. Dog ikke helt ud af hans arme. "Jeg er nødt til at tage afsted nu. Ellers fyrer de mig bare," konstaterede hun og vidste, at det passede. Lyse, sårbare øjne fandt hans.

"Vil du hjælpe mig med at pakke?"

[Archie McCormack]

Archie vidste det godt, men det betød ikke, at han var meget for det. Det var nok tydeligt i den modstræbende bevægelse, som han førte hånden ned over hendes overarm, før han blev nødt til at slippe hende.

"Lad os gøre det." Han greb staven uden megen tøven og fik husket på de praktiske ting, mens hun kunne få lov at vurdere sit tøj og hvad hun behøvede til at udføre sit arbejde.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig komplet drænet allerede nu, hvilket umuligt kunne være en god ting, men med Archies hjælp og tilstedeværelse, blev hun rent faktisk i stand til at samle sig. Natkjolen, der ikke passede sig til nogen ørken, blev efterladt på sengen og hun forhindrede sig selv helt i generelt at tænke på kommende nætter og hvordan situationen ville være, som hun iklædte sig noget af det mere praktiske tøj, hun havde fået i deres tid i Syrien.

Det krævede lidt mere rent faktisk at forlade soveværelset, men hun var nødt til at pakke sin helbredertaske. Den blev stillet ude ved hoveddøren, før hun med tunge fødder bevægede sig tilbage ind i huset og stod lidt og så rundt. Uden helt at kunne forstå, hvordan rollerne var blevet så omvendte, men med en helt ny forståelse for, hvordan det var at efterlade en derhjemme.

[Archie McCormack]

Det var mere end underligt at stå helt uduelig i sit nattøj, men Archie kunne ikke fokusere på alle de andre følelser, han havde knyttet til det lige nu. I stedet prøvede han at støtte hende og fik ordnet telt, møbler og grej.

Alt sammen blev skrumpet nok til at kunne være i den lille rejserygsæk, som han netop lukkede, da hun trådte ind ad hoveddøren igen. Han hævede blikket til hende og prøvede at sende hende et beroligende smil. Håbede, at hun købte den.

[Valerie McCormack]

Valerie fattede slet ikke, at det kun var timer siden, at de havde haft Hamish og Alissa på besøg. Der var sket alt for meget i mellemtiden og hun var uendeligt udmattet allerede nu, som hun samlede sine ting sammen. Alligevel lignede hun, med undtagelse af det endnu ophovne ansigt, som burde få lidt vand, en der så småt var klar til at tage afsted, da hun kom tilbage ind i stuen. Udadtil, i hvert fald.

Blikket faldt på Archie og hun prøvede at se tapper ud, men det var en begrænset succes. Hun gengældte da heller ikke smilet, for træt og bekymret til overhovedet at kunne. I stedet kastede hun et blik rundt i deres lille hjem, lod fingerspidserne strejfe rammen på det bryllupsbillede, der stod ved siden af hende, før hendes blik søgte tilbage mod manden på det. Blikket fuld af ord, som hun for en gangs skyld ikke anede, hvordan hun skulle sige.

[Archie McCormack]

Archie var slet ikke klar til, at hun tog af sted. Det føltes ikke som mere end et par dage siden, at de var kommet hjem og hans hjerte gik i tusind stykker, da han fangede hendes blik og registrerede udtrykket på hendes ansigt.

"Kom her," bad han uden at kunne få sig selv til at sige andet eller mere.

[Valerie McCormack]

Måske var det alle de ord, der var nødvendige. Valerie tøvede i hvert fald ikke, før hun tog en indånding, krydsede afstanden og sank tilbage ind i Archies arme. Hendes egne gled om ham og hun stod lidt og indåndede duften af ham. Hun overvejede det ikke for alvor, da hun talte igen, men gik bare med impulsen. Håbede, at han ikke mente at hun var endnu mere ynkelig end hun allerede havde vist sig.

"Må jeg få din t-shirt med?"

[Archie McCormack]

Spørgsmålet var uventet, men sendte tankerne til skoletiden, hvor spillernes kærester havde en tendens til at gå med deres spillertrøjer. Og selvom Archie altid havde set ned på det, havde han altid lidt ønsket, han havde en spillertrøje at give Valerie.

Det havde han heller ikke nu, men han kom til at smile af hende og slap hende kun for at trække t-shirten over hovedet og række den til hende. Det var lidt kompromitterende, som han stod i bar overkrop med alle arene synlige. Men med kun minutter til hendes afgang var det ikke dét, der fyldte hans tanker.