I et lille, charmerende hus

[Archie McCormack]

Mens Valerie lukkede vinduet, gik Archie i seng og fulgte hende med blikket, da hun gjorde det samme. Stemningen virkede stadig skrøbelig og han kunne ikke for alvor se en løsning, der kunne ændre på det.

Da hun fandt ind til ham, tøvede han dog ikke med at lægge armene om hende og trække hende tættere.

[Valerie McCormack]

Det var langt fra første gang, at de var gået i seng med noget hængende i luften mellem dem, som ingen af dem kunne sætte ord på eller forløse. Så længe hun var i hans arme, havde Valerie dog heller ikke det samme behov for at forsøge med ord og hun gjorde det heller ikke nu.

Hvad hun dog gjorde, i stedet for blot at lukke øjnene med det samme og forsøge at sove, var impulsivt at søge hans læber med sine egne.

[Archie McCormack]

Selvom det føltes som om de havde været dér før, med tavsheden liggende over dem som et tungt tæppe, var det alligevel anderledes denne gang. De lå sammen, armene om hinanden, ikke ryg mod ryg med den halve seng mellem dem.

Og Archie tog imod hendes kys. Lod fingrene stryge langs hendes rygrad.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ingen bagtanker, for det var ikke, som det plejede. Han trak sig ikke væk fra hende, som han så ofte havde gjort, både mentalt og fysisk og nu hvilede hun i dét. Bildte ikke længere sig selv ind, at det var fordi, at han ikke kunne holde ud at være sammen med hende.

Den ene hånd forvildede sig op til hans kæbe, armen indfanget af hans omkring sig og fulgte den skarpe linje, men hun intensiverede ikke kysset. Dvælede blot lidt i det og i den umiskendelige tryghed, der kom med hans nærhed.

[Archie McCormack]

Archies ego var stadig en noget skrøbelig størrelse efter det gode slag tidligere og han værdsatte, at hun ikke søgte dybere i kysset. For nu var det mere end nok for ham blot at holde hende tæt. Som en forsikring om, at hun ikke ville forsvinde.

Da han endelig trak sig lidt væk, var det ikke længere, end han kunne lægge panden mod hendes.

[Valerie McCormack]

Det hele var generelt lidt skrøbeligt, men alligevel mindre end det plejede og Valerie havde ikke ondt i maven, da hun lå med panden mod hans og slap en lydløs udånding. Øjnene faldt i og det var sigende for det hele, at der ikke gik lang tid, før hun døsede ganske let og snart ville være faldet helt i søvn.

Men så lød en insisterende prikken på ruden og Valerie vågnede med et sæt. Brynene trak sig sammen og hun nåede at kaste et forvirret blik på Archie, inden hun kravlede lidt omtumlet op for at åbne for uglen.

[Archie McCormack]

Måske søvn i virkeligheden var det eneste, der skulle til. Archie lod sig i hvert fald glædeligt lulle ind i den med følelsen af Valerie i sine arme og duften af hende i næsen.

Det blev dog ikke helt så fredeligt, som det burde være. Men han var også så vant til at få ugler sent på natten eller tidligt på morgenen, at han antog, det var dét, det handlede om. Han skubbede sig op på albuen og skjulte et gab bag håndryggen.

[Valerie McCormack]

Valerie skælvede lidt, som hun fik åbnet for uglen og søvndrukkent taget brevet fra den. Hun var instinktivt ved at række det over til Archie, før det gik op for hende, at det var hendes navn, der stod på kuverten. Brynene trak sig undrende sammen og hun blinkede et par gange, før hun trak gardinet lidt mere til side, så månen kunne lyse nok til at hun kunne læse.

Brevet blev foldet ud og hendes blik løb ned over det. Langsomt forsvandt alt blod fra hendes ansigt og hun stirrede stadig ned på det, da hun sank lidt brat ned at sidde i den stol, hvor hun havde efterladt sin kjole tidligere. Uden at bemærke, at hun nu sad på den.

[Archie McCormack]

Archie var allerede ved at række frem for at tage imod brevet, da det forsvandt uden for rækkevidde igen. Brynene trak sig let sammen, som han kastede et bekymret blik over hende, der ikke formildnedes, da hun gled ned at sidde.

På få sekunder fik han skubbet sig over i den anden side af sengen og svang benene over kanten, så han kunne læne sig frem mod hende.

"Hvad er der?"

[Valerie McCormack]

Valeries blik flakkede over brevet igen og så en gang mere. Hun glemte næsten at trække vejret, som hun sad og forsøgte at forstå. Forsøgte at forstå, at der om lidt over en time, en time, ville stå en transitnøgle klar til at tage hende til Egypten. Egypten, hvor halvdelen af det udsendte hold var blevet ramt af en forbandelse. Brevet sagde intet om hvilken.

Fuldstændigt mundlam endte hun bare med at række brevet over til Archie, helt tør i halsen.

[Archie McCormack]

Archie blev langsomt drevet til vanvid af uvisheden og det krævede alt af ham ikke at springe op fra sengen og se hende over skulderen. Utålmodigheden var mere end synlig, da han hastigt tog brevet fra hende og lod blikket løbe over det.

Alt stivnede. Så læste han det en gang mere. Og én gang til. Hidsigt rejste han sig og kastede brevet fra sig, før han gik mod døren uden at vide, hvor han var på vej hen. Ud, væk. Et sted, hvor han kunne trække vejret.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig endnu helt lamslået og en anelse følelsesløs. Det gav et lille sæt i hende, da Archie smed brevet og stormede ud. Hun så tomt efter ham og sad i nogle sekunder bare sådan. Så kom hun, svagt skælvende på benene.

Men hun fulgte ikke efter. I stedet hev hun næsten trance-agtigt en taske frem og gav sig til at pakke ting ned i den.

[Archie McCormack]

Archie havde altid været den, der tog afsted, og følt sig frygteligt fanget i det. Hadet at forlade hende. Nu så han det for første gang fra den anden side. Og det var meget, meget værre.

Med rasende puls væltede han ud ad hoveddøren og smækkede den hårdt bag sig, før han fik tonset sig igennem haven og efterlod havelågen svingende.

[Valerie McCormack]

Det gav et sæt i Valerie ved lyden af hoveddøren, der smækkede. Det fik hendes mave til at vride sig og i nogle sekunder stod hun bare og var helt ude af stand til at trække vejret. Hænderne rystede, som alt ramlede lidt og hun prøvede mentalt at finde den kontrol at klamre sig til, som hun havde brug for.

Men det hele væltede lidt med indsigten af at Archie var væk, uden at hun anede, hvor han var, at hun skulle afsted, nu, helt alene og uden at ane, hvad hun stod overfor. Kvalmen meldte sig og hun nåede kun lige ud på badeværelset i tide.

[Archie McCormack]

Det var så forbandet urimeligt, at Archie knapt nok kunne være i sin krop. Han væltede ned ad vejen, blind af raseri og uden at ænse, at han ikke havde hverken sko eller ordentligt tøj på.

Men uanset hvor hurtigt han gik, kunne han ikke undslippe samvittigheden og til sidst kom den krybende tilbage. Hans stav lå stadig på natbordet, så han traskede troligt hele vejen tilbage til huset. Men på dørtrinnet tøvede han alligevel.