I et lille, charmerende hus

[Valerie McCormack]

Det var først der, at det egentlige problem gik op for Valerie. Måske burde hun have indset det før, men alt havde været så godt, mens de var i ørkenen, at hun ikke havde tænkt det.

Nu så hun efter ham med let sammentrukne bryn og et eftertænksomt udtryk. Hun ventede dog ikke for alvor, før hun rejste sig og slukkede lyset.

Så fulgte hun selv efter ovenpå og lænede sig ind mod en dørkarm, armene foldet let over hinanden. I stedet for at søge den fysiske kontakt, som hun plejede. Brynene var endnu let sammentrukne.

[Archie McCormack]

Det havde været en grænse, værre end at stå med bukserne åbne midt i stuen. Archie undgik omhyggeligt sit spejlbillede og skridtede blot hen til hans side af sengen, hvor nattøjet, et par bløde pyjamasbukser og en t-shirt, lå fremme.

Ud af øjenkrogen fornemmede han Valeries tilstedeværelse, men han drejede sig ikke mod hende eller brød tavshede. I stedet gav han sig til at knappe sin skjorte op.

[Valerie McCormack]

Valerie vidste, at han hadede alt ved det og det forstod hun udmærket. Tidligere havde hendes strategi altid været at forsøge at overbevise ham om, hvor meget hun gerne ville ham, men nu havde hun en fornemmelse af, at det slet ikke var det, der var problemet.

Langsomt skubbede hun sig fri, men kun for selv at give sig til at klæde om. Stemmen var lavmælt, men mere eftertænksom end medlidende eller forstående, da hun talte. Blikket mod knapperne i sin kjole.

"Hvorfor tror du, at det sker?"

[Archie McCormack]

Udenfor var det temmelig mørkt og Archie følte sig stadig en lille smule påvirket af vinen, selvom det ikke længere hjalp med hverken selvtillid eller humøret. Tværtimod gjorde det bare det hele lidt mere mudret.

Han kunne heller ikke for alvor formulere et svar på spørgsmålet til millionen. Så i stedet lagde han sin skjorte på sengen og trak hurtigt i t-shirten.

[Valerie McCormack]

Valeries blik gled kort over ham, før hun lod kjolen glide ned over hofterne. Hun samlede den op fra gulvet og foldede den nøje sammen. Spørgsmålet hang endnu lidt i luften og gjorde den endnu mere tyk, end den var i forvejen. Kjolen endte på en stol og i stedet for at gå ud efter sin natkjole, endte hun med at sætte sig på kanten af sengen, et ben trukket op under sig og fronten mod ham. Brynene var trukket let sammen, som hun endnu engang blev den, der brød tavsheden.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre eller sige, Archie. Skal jeg bare stoppe med at tale?"

[Archie McCormack]

Bag sig kunne han høre, Valerie smide kjolen og fra baghovedet kom der en ætsende kommentar om, at det havde han ikke engang kunne finde ud af. Archie havde ellers forestillet sig det hele. Set for sig, hvordan han ville begrave hænderne i lyst hår, indtil han knapt kunne holde sig tilbage. Hvordan han ville have taget tøjet af hende og taget hende ind i deres seng, kysse hver millimeter af hendes bløde hud.

Det var ikke, at han ikke havde lyst til at sige noget. Han havde uendelig meget lyst til at minimere distancen med ord og følelser. Men han følte sig fanget i sit hoved og da han endelig talte, var det dæmpet. Ordene tynget af alt det, han ikke kunne sige.

"Kan vi ikke bare gå i seng?"

[Valerie McCormack]

Valeries bryn forblev trukket lidt sammen og ved hans ord, bukkede hun nakken lidt frem. "Jo," svarede hun lavmælt og tog en dyb indånding, før hun langsomt skubbede sig op fra sengen igen. Gik ud på badeværelset.

Her iklædte hun sig sin natkjole, gjorde sine aftenrutiner og kom først tilbage derefter.

[Archie McCormack]

Samvittigheden meldte sig øjeblikkeligt, men Archie kunne ikke gøre andet end at se forpint efter hende, da hun forlod soveværelset. Tilbage stod han og lukkede og åbnede hænderne et par gange om tom luft, før han skiftede til natbukser.

Han sagde ikke noget til hende, da hun kom tilbage, men ventede blot, til hun var trådt væk fra døren, inden han selv strøg gennem den og selv afsluttede sin aftenrutine på badeværelset.

[Valerie McCormack]

Valerie fik en distinkt fornemmelse af, at han gjorde hvad han kunne for ikke at komme i nærkontakt med hende. Det fik hendes mave til at trække sig lidt sammen og hun kravlede ikke i sengen med det samme.

I stedet lettede hun ganske let på gardinet, åbnede vinduet og tog en mundfuld frisk luft med øjnene lukket.

Den kølige vind fik gåsehud til at rejse sig over huden gennem den tynde natkjole, men det hjalp lidt til at klare tankerne og få den snurrede fornemmelse af vinen til at glide i baggrunden.

[Archie McCormack]

Archie havde alle intentioner om bare at snige sig i seng og lukke øjnene, indtil det hele gled væk. Synet, der ventede ham i soveværelset, fik ham dog til at stoppe i dørkarmen og rynke brynene.

Han flyttede sig ikke med det samme, men lige så langsomt nærmede han sig, indtil han stod bag hende. Han tøvede kun sekunder, før han fejede lyst hår væk fra hendes skulder og kyssede hende der.

[Valerie McCormack]

Valeries tanker føltes lidt mere klare med den kolde luft og hun tog en indånding, netop som gulvbrædderne knagede lidt. Øjnene forblev lukkede, men hun mærkede ham nærme sig.

Hun forventede, at han ville gå forbi hende og i seng, men da varme fingerspidser i stedet strøg over den kølige hud, gav det en lille sitren i hende.

Instinktivt lænede hun hovedet lidt til siden, men åbnede ikke øjnene, selvom hun måske ville kunne fange deres afspejlinger i glasset. Hun slap blot et lille suk og smilede det svageste smil.

[Archie McCormack]

Archie var smerteligt bevidst om, at han kun skulle flytte blikket lidt for at se sit spejlbillede i øjnene. Derfor blev det også holdt til Valeries skulder og fingrene, der fulgte hans rygrad op.

"Jeg elsker dig, Valerie," mumlede han ind mod hendes skulder og kyssede den igen. Øjnene gled i og han tøvede lidt, før han alligevel fortsatte.

"Jeg har brug for dig."

[Valerie McCormack]

Valeries indre smeltede en anelse over de første fire ord alene og det fik hende instinktivt til at søge tilbage ind mod ham. Hun kunne mærke varmen fra ham gennem det tynde stof og da hun talte, var det helt lavmælt. Accepterende.

"Jeg er lige her."

[Archie McCormack]

Archie kunne ikke tage samtalen. Ikke, når det indebar at blotte endnu en af sine dæmoner for hende. Ikke, når han knapt havde ide om, hvad svaret var.

Han tog en indånding og kyssede hendes skulder igen, som hans hånd gled om hendes liv og lagde sig over hendes mave. Endnu et kys landede på hendes skulder, før han rettede sig lidt op igen med en dæmpet bøn.

“Kom med i seng”

[Valerie McCormack]

Valerie havde givet ham valget om ikke at tale om det og hun havde ikke tænkt sig at bryde det. Det betød da heller ikke så meget, så længe han stod, som han gjorde nu og ikke opretholdt den fysiske afstand.

Hun lænede sig ind mod ham et sekund eller to endnu, før hun slap en lavmælt, bekræftende lyd og lænede sig frem for at lukke vinduet og slå gardinet tilbage for. Inden længe kravlede hun under dynen og tøvede ikke for alvor, som hun krøb ind mod ham.