I et lille, charmerende hus

[Archie McCormack]

Archie fulgte hendes bevægelser med blikket. Hun havde altid været for god til ham. For blid, for mild. Han slap en larmende udånding, da han så hendes smil, der som altid havde sin opblødende effekt.

Til sidst faldt skuldrene da også lidt og han rakte frem mod hende i en tavs invitation.

[Valerie McCormack]

Valerie så hans skuldre falde bare en anelse og hun tøvede ikke med blidt at skubbe sig fri af køkkenbordet og tage imod opfordringen.

Hun sank ind til ham, lod armene glide om ham og slap et lille, tilfreds suk.

[Archie McCormack]

Af og til var det lidt et helvede at bo i Archies hoved, men med Valerie tilbage i sin favn, fandt han ro. Hans suk ekkoede hendes, som han bukkede sig lidt og lagde kinden ind mod det lyse hår.

Læberne gled lidt fra hinanden, som han blev ramt af impulsen til at sige noget. Men ordene kom ikke, så han lukkede i stedet munden igen og håbede, at hun ikke gav op på ham.

[Valerie McCormack]

Valerie lod øjnene glide i og stod bare i hans arme. Fingrene kærtegnede hans rygrad blidt og hun brød ikke stilheden i et langt stykke tid.

På et tidspunkt, efter flere minutters stilhed, drejede hun dog hovedet og plantede et enkelt kys mod hans hals, før hun talte lavmælt ind mod huden.

"Jeg elsker dig."

[Archie McCormack]

I øjeblikke som dette, hvor ord syntes at kunne gøre mere skade end gavn, fandt Archie ro i bare at stå med armene om hende. Han strammede taget, netop som hendes læber fandt hans hals og han tøvede ikke med at lægge et kys i hendes hår.

"Og jeg dig, Val," mumlede han dybfølt ind mod de lyse lokker.

[Valerie McCormack]

Valerie slap en veltilpas lyd over følelsen af læber mod sit hår og hun lukkede øjnene lidt. "Det ved jeg," forsikrede hun og strøg fingrene over hans ryg. Et enkelt kys mere fulgte det første, før hun trak sig nok tilbage til at kunne se på ham.

"Vil du med ind at sidde lidt i stuen, før vi går i seng?"

[Archie McCormack]

Hvis bare hun med sine ord kunne kurere hans bekymringer, havde Archie gerne lænet sig ind mod dem og sluppet det hele. Men han mønstrede ikke andet end et mat smil og et lille nik og han var tavs, som han fik slukket lyset i køkkenet for at følge efter hende.

Han tøvede dog ikke for alvor med at lægge armen om hende, da først de sad ved siden af hinanden i sofaen. Han dristede sig endda til at lægge en hånd under hendes ben og vippe dem ind over sine egne.

[Valerie McCormack]

Valerie var temmelig bevidst om, at Archie ikke havde ytret et eneste ord udover de fire i gengældelse, siden han var stukket af fra hende. Det var ikke første gang hun oplevede den form for tavshed og hun mindede sig selv om, at der sjældent kom noget ud af at forsøge at fylde den med ord.

Så hun krøb blot ind til ham, opfordret af hans hænder og krydsede fødderne ved anklerne, som de dinglede lidt på den anden side af hans ben. Hovedet endte mod sofaens ryglæn, mens fingrene tegnede et lille eftertænksomt spor ned over hans bryst. Ikke, at der var megen tvivl om, at tavsheden var et aktivt valg.

[Archie McCormack]

Hvis Archie havde haft den fjerneste anelse om, hvad i alverden han kunne sige ud over den forklaring, han antog, at hun forventede. Og for hvert sekund blev det kun værre at være i.

Det var dét, der til sidst fik ham til at lægge hånden over hendes ben og sænke blikket til fingrene, der kærtegnede hende.

"Undskyld."

[Valerie McCormack]

Valerie forventede reelt ikke en forklaring, men prøvede bare at afholde sig selv fra at sige noget, der kun ville få ham til at trække sig endnu mere. Hendes tanker var da også drevet en anelse fra det igen, da han lidt uventet brød tavsheden og fik lyse øjne til at rette sig mod hans profil. En gnist af overraskelse var tydelig i hendes blik, før brynene trak sig en anelse sammen over det og hun talte.

"Du behøver ikke undskylde," konstaterede hun, lidt forundret, men seriøs.

[Archie McCormack]

Hvad Valerie reelt forventede havde ikke den store plads i Archies tanker og hvis han havde tilladt det, ville han måske have nemmere ved at skubbe det væk. Men ørkenens frihed var skubbet til side for et hjem, fyldt med hans fysiske utilstrækkelighed og rynkede lidt på brynene over hendes forsikring.

Uenig som han var, sørgede han i stedet for at holde munden lukket.

[Valerie McCormack]

Valerie fornemmede, at han ikke ville slippe det lige foreløbig og selvom hun havde besluttet sig for ikke at fortryde, hvad hun havde gjort, kunne hun ikke lade være med bare at føle en ganske lille snert af noget opgivende. Det var ikke helt en bekendt følelse og den fik hende til at se lidt granskende på ham, som hun overvejede for og imod.

I sidste ende opgav hun at blive ved med at gå på listetæer omkring det hele, selvom det måske ville gøre ham vred. Måske ville hun foretrække dét over den evige tavse grublen, som altid fik det til at krible lidt nervøst under hendes hud. Det føltes nærmest som en åbenbaring ovenpå det ellers faste forsøg på at behage ham.

"Archie," lød det derfor, kun en anelse opgivende. "Var det virkelig så frygtelig en ting at foreslå?"

[Archie McCormack]

Situationen var ikke fremmed, men der var alligevel noget forandret ved det. På et senere tidspunkt ville han sikkert indse, at det var dem, der havde ændret sig, men lige nu følte han sig ikke meget forandret.

For de fysiske problemer havde tydeligvis indhentet ham. Og hvordan kunne han fortælle hende, at grunden til, han havde trukket sig væk, var for at undgå, at hun skulle opdage hans utilstrækkelighed.

Så han flyttede hendes ben væk igen og rejste sig op, travede hen til bogreolen.

[Valerie McCormack]

Valeries ben faldt lidt tungt og hun kvalte et suk, før det kunne nå at undslippe. Brynene trak sig sammen, som hun så på hans ryg, men det var ikke irritation hun følte. En snert af frustration, måske. I hvert fald knugede hendes bryst sig lidt sammen over endnu engang at være komplet hjælpeløs.

Denne gang fulgte hun dog ikke efter ham, men så blot på hans bortvendte skikkelse med sammentrukne bryn.

[Archie McCormack]

Archie kunne ikke rigtigt overskue at se på hende, eller snarere det spejl, hun på gennem fire års forhold var blevet. Men han vendte sig alligevel langsomt mod hende, da først han var nået reolen.

Brynene var hårdt sammentrukne, men han så ikke for alvor på hende. I stedet stirrede han på et punkt umiddelbart til højre for hende.

"Det var ikke, at du foreslog det," fik han lige så lavmælt ud, før han abrupt vendte siden til hende og gik mod trappen, der førte ovenpå.