I et lille, charmerende hus

[Valerie McCormack]

Valerie havde som sådan ikke for alvor ment, at hun havde tænkt sig at udnytte ham, men hvad kunne man gøre. I hvert fald fortrød hun meget lidt, som den dybe brummen fik det til at sitre lidt i hende og hun blottede tænderne i et mere end tilfreds smil, mens fingrene kærtegnede ham.

Og det var helt klart vinen og det dertilhørende mod, der fik hende til at tale lavmælt ind mod hans læber igen. Uden at det lettere fandenivoldske smil svandt helt ind.

"Jeg vil gerne prøve noget."

[Archie McCormack]

Archie følte sig langt fra udnyttet. Tværtimod smilede han drenget og en lille smule åndsfraværende mod hendes læber, mens hendes berøring fik hans puls til at stige. Og selvom det var grænseoverskridende, kvalte det ikke hans nysgerrighed.

Han slap en spørgende lyd. Opfordrede hende til at fortsætte, selvom hans hjerte allerede hamrede.

[Valerie McCormack]

Valerie var på mange områder meget pæn og hendes kinder var da også allerede en anelse varme nu. Det ændrede dog ikke på hverken nysgerrigheden eller den svært tiltalende følelse det gav hende at kærtegne ham på den måde.

Det var klart også det, der ansporede det næste og ved hans spørgende brummen, svarede hun ved at flytte lidt på sig og elegant glide ned på knæ foran ham.

Et nysgerrigt blik forblev rettet op mod ham.

[Archie McCormack]

Valerie trak dem længer og længere ud på ukendt vand, men intet kunne have forberedt Archie på synet af hende, der sank ned på knæ foran ham. Han mærkede sin mund blive tør og tungespidsen gjorde ikke meget for at fugte dem.

Men selvom indsigten af hendes intention ikke efterlod ham upåvirket, kunne han fornemme en tidligere usikkerhed røre lidt på sig. Han klarede halsen lidt og endte med selv at knæle. Fingrene strejfede hendes kind, men han havde svært ved at holde blikket ved hendes.

[Valerie McCormack]

Valerie var, selvom hun var svagt beruset, bevidst om at det var lidt et sats. Hun gjorde da heller ikke noget drastisk, men så blot op på ham. Chokket på hans ansigt var svært at gennemskue men hun så i det mindste ikke foragt og dét var det vigtigste.

Hun var da heller ikke for alvor overrasket eller skuffet, da han sank ned foran hende og i stedet for at sige noget eller prøve at fange hans blik, lænede hun sig blot frem og fangede hans læber i et blødt kys.

[Archie McCormack]

Det var ikke rigtigt, at hans følelse af utilstrækkelighed igen skulle være en hindring for Valeries glæde. Archie hadede sig selv for det. Hadede sig selv for at tage imod hendes bløde læber, selvom han ikke havde fortjent dem og der gik ikke længe, før han brød fri.

"Jeg får lige klaret oprydningen," konstaterede han og tilbød hende en hånd, mens han kom på benene.

[Valerie McCormack]

Valerie fortrød. Det havde føltes som en god idé i øjeblikket, men da han trak sig væk, blev det lidt for tydeligt for hende, at det havde været alt for meget. Kinderne blev en kende varme, som hun selv kom op at stå, lidt akavet.

Hun overvejede at sige noget, men var lidt for forlegen og i sidste ende nikkede hun bare lidt.

[Archie McCormack]

Archie havde gjort alt for at undgå, at Valerie kunne bebrejde sig selv. Men han forstod godt, at hun ikke havde noget at sige til ham nu. Han klandrede hende ikke, men slap bare hendes hånd med et nik.

Tavst samlede han glassene fra stuen og gik ud i køkkenet, hvor han fortsatte.

[Valerie McCormack]

Valerie var forlegen og det tog hende et sekund eller to at affinde sig med det og acceptere, at det var okay. Derfra besluttede hun sig mere eller mindre for, at det var for fjollet og at det kun ville blive værre med den akavede, selvbebrejdende stemning. Så til sidst fulgte hun efter ham ud i køkkenet.

Hun sagde dog ikke noget, men standsede halvt bag ham ved køkkenbordet. En arm sneg sig om livet på ham, før hun kyssede hans skulder en enkelt gang. Talte først da.

"Det har været en god aften."

[Archie McCormack]

Fra den første tanke var der ikke langt hen til den negative spiral og Archie var allerede godt på vej ned ad den, som han puslede rundt ude i køkkenet. Opslugt af det, hørte han slet ikke Valerie og han stivnede, da armen fandt rundt om hans liv.

Han tog en indånding og tvang sig selv til at slappe af. Prøvede i hvert fald. Og selvom han ikke sagde noget, lagde han sin hånd over hendes og gav den et lille klem.

[Valerie McCormack]

Valerie drejede sig lidt mere ind mod ham og lod læberne strejfe skulderen igen. Hagen endte med at hvile mod selv samme, som hun betragtede hans profil. Hun kunne næsten se, hvordan noget kørte i hans hoved, men hun kunne ikke for alvor gennemskue, hvad det var. Hun tog en indånding, før hun talte igen. Lavmælt, men rolig.

"Tal til mig," bad hun. "Fortæl mig det, hvis jeg krydser grænserne."

[Archie McCormack]

Det var dét, Archie var vokset op med. Konstant kommunikation, talen om følelser og hver en lille tanke, mens han havde siddet tavst ovre i hjørnet. Dengang havde han overvejet, om han mon havde passet bedre ind i sin fars familie. Drømt sig væk til et andet sted.

Han var ikke mere for konceptet nu og selvom han ikke direkte ønskede sig væk, slap han hendes hånd med et lille nik.

[Valerie McCormack]

Det var en bøn, mere end en ordre og Valerie følte ærligt talt ikke, at det var helt urimeligt, uanset hvor meget af en træmand hendes mand så var. Det kom ikke som noget stort chok, at han forblev tavs og hun reagerede blot ved at kysse hans skulder igen, før hun løsnede sit greb om ham igen.

Og i stedet for at sige eller gøre mere, gav hun sig blot selv i kast med at rydde op efter besøget. Og for en gangs skyld var det bare fordi, at det var det praktiske at gøre.

[Archie McCormack]

Det hjalp lidt at have et formål, som de kunne være fælles om. Selvom det ikke erstattede kommunikation, mærkede Archie alligevel en tilknytning til hende, der gjorde det lettere at holde tankerne ved hende. I køkkenet.

Men til sidst var der ordentligt og han tog en indånding, som han lænede sig op ad køkkenbordet, stadig uden noget at sige.

[Valerie McCormack]

Valerie puslede rundt, mens det hele summede lidt i hendes tanker. Hun fandt med sig selv, at hun ikke fortrød, uanset hvordan han så havde reageret og det hvilede hun i.

En bordskåner blev stillet på plads og spisebordet tørret af, som han lænede sig op mod køkkenbordet.

Som altid så han meget alvorlig ud, men Valerie smilede bare svagt til ham, før hun gik over med kluden og skyllede den op. Den endte på plads, før hun endelig drejede hovedet og så op på ham igen. Smilede svagt, men varmt.