I et lille, charmerende hus

[Alissa Avery]

Alissa havde set frem til ferien i ugevis. Ydet en ekstra indsats med eksamenerne og været særdeles opmærksom på sine vejlederpligter. Men da hun endelig var hjemme i England, var det en noget blandet fornøjelse, da Hamish mødte op i familiens hus den aften for at følge hende med sig hjem til McCormack-familiens hjem i Godricdalen.

Det var blevet til et overfladisk kindkys, hvor det mere var hendes kind end læber, der havde strejfet hans kind. Tre ord havde hun ytret til ham, før de var ankommet til Godricdalen og hun i foruroligende tavshed havde fulgt ham til døren.

Nu kastede hun et blik ind på parrets soveværelse og selvom det var lille og lige så uimponerende som resten af huset, smilede hun klædeligt til Valerie McCormack.

"Hvor er det dog et charmerende hus. Meget intimt." Og for én, der ikke kendte hende, kunne det sagtens lyde som et kompliment.

27. juni

[Valerie McCormack]

Valerie havde virkelig reelt set frem til at få besøg af Hamish og hans forlovede, som hun endnu havde glæden af at møde. Det var første gang i meget, meget lang tid, at der skulle være andre end hende og Archie i huset og hun havde vimset fornøjeligt rundt i timevis, rettet på alle puderne, passet maden på komfuret og sørget for friske blomster i alle vaser. Da parret ankom, hilste hun Hamish med et lille kram, tolereret af selvsamme, og tog det så på sig at vise Alissa rundt.

Et blødt smil hvilede over hendes læber og der var allerede varme i hendes stemme, som hun svarede. "Det er pænt af dig," svarede hun og fortsatte i et let tonefald. "Det er jo ganske småt ved siden af dit hjem, men vi er glade for det."

[Alissa Avery]

Mindre end hendes hjem var vist en underdrivelse. Det var lige før, at det var mindre end hendes værelse, hvis altså man medregnede klædeskab og det tilstødende badeværelse, som Alissa alene brugte. Men det sagde hun selvfølgelig ikke.

"Det er jo også det vigtigste," svarede hun med et varmt smil og lagde skuldrene tilbage, da hun tog det første trin ned ad trappen. Hånden fandt gelænderet og med en prinsesses værdighed trådte hun ned, ligesom hun ville gøre det på den enorme trappe i Avery-hjemmet.

"Men hvor har I jeres husalf?"

[Valerie McCormack]

De matchede næsten hinanden i elegance, som Valerie fulgte efter Alissa ned af trappen, men der var intet indstuderet eller bevidst over Valeries måde at bevæge sig på. Hun smilede også blot overbærende ved pigens spørgsmål.

"Vi har ikke en," svarede hun, uden at lyde det mindste generet af det faktum. Hun ledte vejen ud i det lille køkken, hvor det faldt hende naturligt at søge hen og som også var det sidste rum, som Alissa ikke havde set. Hun smilede mildt.

"Men jeg kan forestille mig, at du må være vant til det hjemmefra. Selv kender jeg kun til det fra Hogwarts."

[Alissa Avery]

Den lille mulighed, der var for, at hun og Hamish skulle leve uden en husalf de første par år, var allerede nok til at give Alissa en lille smule koldsved. Men Archie og Valerie var ældre end dem, havde været gift længere og boet i et hus længere. Uden husalf.

"Jeg troede, du arbejdede?" spurgte hun og kastede et overfladisk blik rundt i køkkenet. Hvornår hun sidst havde været i et køkken, anede hun egentlig ikke, og hun var da også mere end klar på at forlade det igen, da blikket faldt på spisebordet. Hvis man da kunne kalde det det. Glorificeret vindueskarm var vist en bedre beskrivelse.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke typen, der bare stod stille og ikke gjorde noget. Derfor udnyttede hun også muligheden til at gå over til komfuret, hvor hun med tryllestaven lettede på et grydelåg og rørte rundt i simreretten, der efterhånden havde stået et par timer og fik hele huset til at dufte godt.

"Det gør jeg såmænd også," konstaterede hun og så over på Alissa med et lille smil. "Men Archie har rejst så meget med arbejdet, at det dårligt ville kunne betale sig at have en husalf her kun for min skyld," konstaterede hun.

Ikke at hun på nogen måde ville kunne udholde at overlade det til et helt andet væsen, men dét tilføjede hun ikke.

[Alissa Avery]

Alissa var totalt type, der bare stod stille og ikke gjorde noget, og det var præcis dét, hun gjorde, mens Valerie gav sig til at se til maden. Hun trak bare fingrene igennem det lyserøde hår uden at kunne relatere til en eneste ting, helbrederen sagde.

"Hm," lød det derfor også bare fra hende, som hun forkastede emnet for et mere interessant af slagsen.

"Har I været gift længe?"

[Valerie McCormack]

Valerie vendte blikket tilbage mod gryden, uden at det fjernede smilet helt fra hendes læber og hun slap en lavmælt, blød lyd, som var henad en bekræftelse.

"Lidt over to år," svarede hun uden at forsøge at maskere den varme undertone. "Vi blev gift næsten lige efter skolen, men vi var også på samme årgang."

[Alissa Avery]

Blikket faldt på mareridtsscenariet, der udspillede sig for hendes øjne, som Valerie stod og rørte i en gryde med største selvfølgelighed. Rutineret. Alissa kunne allerede nu mærke det krible lidt ved tanken om, at det skulle blive hendes fremtid, når hun var færdig på skolen. Det kom slet ikke på tale.

"Men det var ikke arrangeret?" spurgte hun forundret. Kunne endnu engang ikke rigtigt forstå dette mystiske liv, kvinden tydeligvis helt bevidst havde valgt.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke nogen fuldblodsheks, men kendte udmærket til traditionerne og lod sig ikke mærke af Alissas forundring, som var forståelig for hende. Smilet forblev, som hun rystede ganske let på hovedet.

"Nej, men vi har været sammen siden femte årgang og Archie friede lige efter vi blev færdige på syvende år, så det har altid stået lidt i kortene," svarede hun, næsten hengivent. Selvom han måske ville være uenig i dén udtalelse.

[Alissa Avery]

Alissa var ikke helt sikker på, om hun havde givet sig selv tid til at se, om nogen var i hendes kort, hvis ikke det var fordi Hamish' var blevet placeret i hendes hånd. Ikke, at hun for alvor kunne forestille sig nogen anden fremtid længere. Eller gad bruge sin tid på det.

"Det var da en skøn fortælling," konstaterede hun og mente det faktisk. "Sådan én, der kan få alle til at sukke henført." Blikket spillede lidt, men der var ingen latterliggørelse at spore i det.

"Det burde ethvert par have."

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke haft nogen intention om at skabe den slags fortælling og det fik hende til at se lidt overrasket på Alissa, før hun smilede varmt. Naturligvis var deres historie ikke så ukompliceret, men det var der ingen grund til at rode i.

"Det handler nok bare om at se tingene fra den rigtige vinkel," konstaterede hun, næsten muntert, men med reel interesse, som hun fortsatte. "Har dig og Hamish sådan en historie?"

[Alissa Avery]

Alissa vidste godt, at de færreste par var ukomplicerede, når man kom bag de lukkede døre. Hendes forældres forhold kunne også sagtens beskrives som et eventyr. Men det kunne også, mere sandfærdigt, beskrives som to mennesker, der aldrig havde haft andet tilfælles end deres børn og blodstatus.

Det bekymrede hun sig dog ikke med, men nikkede bare, nærmest selvfølgeligt. Hun ville aldrig have spurgt, hvis ikke hun selv havde én.

“Ja. Vi har kendt hinanden hele livet og blev forlovet for halvandet år siden. Egentlig var det også først meningen, at vi skulle giftes om et par år, men vi elsker bare hinanden for højt til at vente.”

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke helt gennemskuet den unge kvinde endnu, men var indtil videre positivt overrasket og hendes mundvige sitrede lidt, som Alissa svarede, blikket halvt på hende, halvt på gryden. Hun slog let med staven, hvilket fik en kniv til at hakke grøntsager, som snart efter dansede ned i den simrende ret.

"Hvor fint," svarede hun reelt og med et lille glimt i de lyse øjne. "Og jeg er glad for at høre det. Det er godt at møde dig, Alissa. Jeg er sikker på, at det bliver godt for Hamish at have dig i sit liv."

[Alissa Avery]

Blikket flakkede til kniven, der helt af sig selv gav sig til at hakke grøntsager. En handling, som fik Alissa til igen at indse, at der var elementer af livet, hun aldrig havde overvejet. Rutiner, der uden tvivl ville kede hende til døde, hvis hun nogensinde skulle gøre det.

"Det er sødt sagt af dig," svarede hun og mente det. Selvom hun selvfølgelig mente, at Hamish allerede havde haft godt af at have hende i sit liv. Men der var ingen grund til at blive pedantisk.

"Jeg håber også, at vi kan blive veninder." Blikket gled over kvinden. Hun var køn nok. Lidt for køn, måske endda og Alissa bemærkede knapt, hun rankede sig lidt, selvom det ikke gjorde meget for at udligne højdeforskellen. Smilet om hendes læber var dog stadig varmt.