I et lille, charmerende hus

[Valerie McCormack]

Valeries mål med det var på ingen måde bare en undskyldning for at få ham til at smide tøjet. Det bundede i noget meget dybere, noget basalt og da hun tog imod t-shirten, trak et lille smil rent faktisk frem på hendes læber. Hun knugede den lidt i den ene hånd og så på ham med det blik, der stadig rummede alt det, hun ikke kunne sige.

"Tak," nøjedes hun i stedet med, dybfølt, før hun trådte frem igen, krogede en hånd om hans nakke og strakte sig for at søge hans læber.

[Archie McCormack]

Archie kunne ikke fortælle hende, hvorfor det betød så meget for ham, at hun havde en lille smule af ham med sig. Eller hvorfor det fik hans hjerte til at svulme lidt, at det var hende, der havde bedt om det.

Han kyssede hende godt og grundigt, knugede hende til sig og havde ikke lyst til nogensinde at slippe igen. Men det gjorde han. Rettede sig lidt op og prøvede ikke at se alt for forpint ud.

[Valerie McCormack]

Valerie havde heller ikke lyst til at slippe. Det føltes helt umuligt og hun kunne ikke lade være med at følge bare en smule efter, da han endelig var den stærke af de to.

Hun bremsede dog sig selv og foldede i stedet hænderne lidt om t-shirten, som endte knuget lidt ind til brystet.

Blikket gled over hans ansigt og øjnene prikkede bare den mindste smule over smerten, hun anede i hans. Hun forsøgte at smile tappert, men ordene sad lidt fast.

[Archie McCormack]

Det var tortur, men Archie kunne ikke andet end at udstråle ro og håbe, at hun ikke så smerten alt for tydeligt i hans blik. Også selvom et blik på uret fortalte ham, at transitnøglen ville blive aktiveret hvert øjeblik, det skulle være nu.

Så han strøg tomlen over hendes kind i håbet om, at berøringen kunne give hende bare en lille smule trøst.

"Vi ses snart igen, okay?" Og hvis han bare havde været sig selv, var han taget med hende uden tøven. Men nu havde han en lærling, han ikke bare kunne efterlade i England uden besked.

[Valerie McCormack]

Valerie tog en indånding og nikkede let til hans ord. Øjenlågene sitrede lidt, da han strøg hende over kinden, men det kunne ikke hjælpe noget. Hun kunne ikke blive stående.

Hun trådte dog frem og strøg et enkelt kys mere mod hans læber. "Jeg elsker dig, musling," mumlede hun dybfølt, før hun tvang sig selv tilbage.

Hun tog rygsækken og trak den op på skulderen og da hun nåede ud i gangen, kastede hun et enkelt blik tilbage på ham. Et allersidste, før hun måtte gå.

[Archie McCormack]

Archie tog imod kysset og gav hende et enkelt mere, før han måtte lade hende gå. Han sørgede for at smile mildt til hende, da hun vendte sig. Han evnede ikke at gengælde dem i ord. I stedet hævede han hånden i en tavs hilsen, før døren lukkede bag hende og hans indre allerede visnede lidt.

Heldigvis havde han en lærling, han kunne piske lidt. Og en kammerat, der forhåbentlig kunne skabe tid til en skænk.

afsluttet